Der er blevet stemt i Dansk Horror Selskab med hjælp fra Danske Horrorfans, og nu er stemmerne blevet talt op. De fem bøger, der er gået videre til shortlisten for Årets Danske Horrorudgivelse 2018, er:
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Den lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.
Randvad er skrevet af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen. Det er deres første fælles roman, men de har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen. Martin Wangsgaard Jürgensen har desuden skrevet romanerne Åndemanerne samt Thelema. Det er første gang makkerparret er nomineret til prisen.
Randvad er udgivet af H. Harksen Productions
Requiem – Fort Ferguson af Patrick Leis
Røvsparkende, bloddryppende zombie-action…
I Valetas gennemarbejdede genudgivelse af Patrick Leis’ monumentale zombieserie er Requiem – Fort Ferguson tredje bind, som dog sagtens kan læses selvstændig. Patrick Leis har tidligere været nomineret til prisen hele fire gange! I 2012 for Sort vand, 2013 for Hvisken fra dybet, 2016 for Necropolis og 2017 for Castra Damnatorum.
Requiem – Fort Ferguson er udgivet af forlaget Valeta
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.
Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Hun har tidligere været nomineret til prisen i 2012 for Glasborgen.
Lucie er udgivet af Politikens forlag
Forglemmigej af Teddy Vork
Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Jobbet er som sendt fra himlen, men virkeligheden viser sig at være helt anderledes djævelsk.
Teddy Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det lykkes også til fulde her i Forglemmigej. Vork var også nomineret i 2012 for romanen Ex, og vandt prisen i 2014 for novellesamlingen Sprækker.
Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog
Hotellet af Jonas Wilmann
En forfatter på vej mod sin helt store chance. En ulykke. Et gammelt, nedslidt hotel. Et mareridt uden ende …
Jonas Wilmann er ikke bange for at udfordre sine læsere, og nogle af hans udgivelser har været grænsesøgende. Hotellet hører til blandt de lettere tilgængelige romaner, og er underholdning af høj karat. Dog også med en alvorlig undertone. Jonas Wilmann vandt prisen i 2012 for Frygt-filerne, og var i 2014 nomineret for Frygt-filerne 2.
Hotellet er udgivet på forlaget Kaos
Hvem der ender med prisen for Årets Danske Horrorudgivelse afsløres d. 6. april på Krimimessen i Horsens.