Ni noveller om opfindere, haveselskaber, dampdrevne robotter m.m. der tager læserne på en tur rundt i steampunk-universet
Jeg havde ikke på forhånd et særligt stort kendskab til steampunk. Alligevel følte jeg mig fint underholdt under læsningen af Damphammeren: En steampunk-antologi, for de ni noveller er ikke blot repræsentanter for genren (eller rettere strømningen) men også gode historier.
‘Haveselskabet Selene’ af Molly Brown indleder samlingen, og er samtidig en af mine favoritter. Novellen blev første gang trykt i en antologi med historier skrevet i forlængelse af Jules Vernes romaner, her Rejsen til Månen. Historien udspiller sig 20 år efter månerejsen, og omdrejningspunktet er et kvindeligt haveselskab, der lægger store planer for at holde mændene væk fra havearbejdet. Tonen er humoristisk med vellykkede litterære referencer og med en øko-vinkel, der trækker novellen ind i det 21. århundrede.
Også Lavie Tidhars ‘Stoker-notatet’ leger med de litterære referencer. Her fortælles historien via Bram (Abraham) Stokers dagbog i en alternativ virkelighed, hvor England regeres af et øgleherredømme under øgledronningen Victoria. Stoker bliver modvilligt en brik i et storpolitisk spil, der ender med at føre ham til Transsylvanien, hvor en anden slags vampyr end Dracula residerer.
‘Portræt af en dame med monokel’ af Jody Lynn handler om videnskabskvinden Penelope Galferd, som har lidt den tort, at hendes ex-forlovede har stjålet hendes opfindelse og taget patent på den i eget navn. Ydermere står hun til ikke at blive optaget i Chicagos Videnskabelige Akademi af samme årsag. Men Penelope har en plan, som skal genrejse hendes ære og skaffe hende hævn. Novellen er, udover at være en underholdende historie, også en samfundskritisk kommentar til kønsroller både dengang og nu, og trods en “lykkelig” slutning er der stadig et drys malurt i bægeret. Vi er endnu ikke helt i mål.
Samlingens sidste novelle ‘Damphammeren’ er skrevet af James Lovegrove. Her ankommer en ung mand til en form for fangelejr. En ældre fange fortæller ham sin historie om, hvordan han er endt der. Det er en fortælling om dampdrevne robotboksere, uærlige bagmænd og ærgerrige politikere. Og ikke mindst med en overraskende krølle til sidst.
Til slut vil jeg også nævne ‘Zeppelin-konduktørernes Forenings årlige herrebal’ af Genevieve Valentine. Egentlig var jeg ikke særligt begejstret for novellen i første ombæring, men efter læsningen sad den fast i mig, så jeg måtte kapitulere. Historien om luftskibsmændenes verden er sært poetisk med stof til eftertanke.
Damphammeren udkom sammen med sin danske tvilling: Krinoline & kedsomhed i september 2018. Mens de danske noveller var skrevet specielt til Krinoline & kedsomhed, er novellerne i Damphammeren udvalgt og oversat af Niels Dalgaard. Han har også skrevet det oplysende efterord, hvor han kommer ind på, hvad steampunk egentlig er for en størrelse. Endelig er der også en kort præsentation af de deltagende forfattere.
Alt i alt er Damphammeren endnu en af Science Fiction Cirklens spændende udgivelser. Anbefales.
Om Damphammeren:
Udgivelsesår: 21.09.2018
Forlag: Science Fiction Cirklen, 239 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Indhold:
Molly Brown: Haveselskabet Selene
Paul Di Filippo: Victoria
Jody Lynn: Portræt af en dame med monokel
Genevieve Valentine: Zeppelin-konduktørernes Forenings årlige herrebal
Cory Doctorow: Børnehjemslederen
James P. Blaylock: To hulemalerier
James Morrow: Lady Witherspoons (op)løsning
Lavie Tidhar: Stoker-notatet
James Lovegrove: Damphammeren
