Fra bogens bagside:
I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.
Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.
I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?
Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.
På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.
Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?
Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.
Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.
Uddrag fra Stonelegenderne:
Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.
Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.
Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?
Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)
Om Stonelegenderne:
Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej
Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.
Læs også:
Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann
