Drengene Jim (James Nightshade) og Will (William Halloway) er bedste venner. De har boet ved siden af hinanden hele deres liv, og har fødselsdag med én dags mellemrum. Jim bor alene med sin mor, mens Wills far er væsentlig ældre end hans mor, og ofte forsvinder hen på biblioteket hvor han arbejder.
En oktobernat kommer et tivoli til byen: Cooger & Darks Pandæmonium Skyggeforestilling. Drengene vågner om natten ved lyden af togets fløjte, og lister sig ud for at se tivoliet blive sat op, kun for at opdage at noget er helt forkert. Alt er skygger, tavshed og det mørkeste mørke. Men da de næste dag tager hen til tivoliet for at se det i dagslys, er alle nattens skygger væk. Flag og bannere blafrer strålende om de citrongule telte. Der dufter af candyfloss, og pladsen er fuld af leende mennesker.
Alligevel er der stadigvæk noget sært ved tivoliet. Jim er vældig fascineret af en særlig karrusel, mens Will er skræmt af spejlsalen. Især efter han ser lærerinden frøken Foley vakle ud, klynkende om en pige der drukner derinde. Hvilke hemmeligheder gemmer sig i skyggerne?
Jeg må indrømme, at jeg lige skulle tage tilløb til et par gange, før jeg fik læst Ondt er da på vej herned. Jeg er ellers ret begejstret for Ray Bradbury, men jeg faldt ikke rigtig for romanens tone i begyndelsen. Så det var kun, fordi jeg for nyligt læste Martin Wangsgaard-Jürgensens positive omtale i Skrækvisioner, at jeg holdt fast. Og heldigvis for det, for der gemmer sig en god læseoplevelse til slut.
MWJ kalder romanen for: ”et stykke arketypisk amerikansk kunsteventyr og skrækfiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er gribende, og den er gruopvækkende, fordi den rører ved nogle fundamentale antagelser omkring forholdet mellem børn og voksne.” (side 171)
Vi møder drengene, mens de er lige på nippet til at snuse til voksenlivet. Jim er den udfarende, der ikke kan vente med at opleve alt. Mens Will mere er tilbøjelig til at se væk. Da de kommer i alvorlige problemer med tivoliets ene ejer, Mr. Dark, får de hjælp af Wills far, Mr. Halloway, der nok er ældgammel i drengenes øjne, men som alligevel har bibeholdt en vis barnlighed, som gør ham anderledes fra andre voksne.
Ondt er da på vej herned ender i et voldsomt opgør, med drengene og Mr. Halloway på den ene side og Mr. Dark og tivoliets ‘freaks’ på den anden. Den del er fremragende og modbydeligt beskrevet.
Ray Bradbury skrev Ondt er da på vej herned i 1962. Mange af hans fortællinger kan kategoriseres som science fiction, men her kombinerer han det fantastiske med det urovækkende i en slags fantasy-horror fortælling om den evige kamp mellem godt og ondt, der udspiller sig i os alle. Romanen betragtes i dag som en klassiker, og er også blevet filmatiseret flere gange.
Personligt skulle jeg som sagt lige i gang med læsningen, men til gengæld leverer sidste del af romanen i den grad. Så und dig selv en udfordring og en god oplevelse, og læs Ray Bradburys klassiker. Jeg må indrømme, at den ér fremragende.
Uddrag af romanen:
Hvor mange gange gik den rundt? tænkte Will. Tres, firs … halvfems …?
Hvor mange gange? sagde Jims ansigt, der var ét stort mareridt, mens han så den døde karrusel dirre og holde stille i det døde græs. Det var en standset verden nu, som intet, hverken deres hjerter, hænder eller hoveder, kunne sende tilbage til noget sted.
De gik langsomt hen til karrusellen med hviskende sko. Den skyggeagtige skikkelse lå på den nærmeste side, på bræddegulvet, med bortvendt hoved. Den ene hånd hang ned fra karrusellen. Det var ikke en drengs. Den lignede en kæmpestor vokshånd, der er skrumpet ind af ild.
Mandens hår var langt, edderkoppeagtigt og hvidt. Det blæste ud som mælkebøttefnug i det pustende mørke.
De bøjede sig ned for at se ansigtet.
Øjnene var lukket mumieagtigt. Næsen var faldet sammen over brusk. Munden var en ødelagt hvid blomst, hvor kronbladene var vredet rundt til et tyndt voksdække over de sammenbidte tænder, som små boblende suk trængte ud mellem. Manden var lille i sit tøj, lille som et barn, men høj, trukket ud og gammel, så gammel, meget gammel, ikke halvfems, ikke hundrede, nej, ikke hundrede ti, men hundrede tyve eller hundrede tredive år gammel.
Will rørte ved ham. Manden var kold som en albinofrø. Han lugtede af månesumpe og gamle ægyptiske bandager. Han var noget man fandt på museer, pakket ind i nikotinfarvet linned og lukket inde bag glas. Men han var levende, pibende som et spædbarn og skrumpede ind i døden hurtigt, meget hurtigt for øjnene af dem.
Will brækkede sig over siden af karrusellen.
Så faldt Jim og Will ind mod hinanden, og de hamrede løs mod de sindssyge blade, det ufattelige græs, den ulegemelige jord med deres lammede sko, da de flygtede afsted ned ad midterstien. (side 86)
‘Fun facts’:
Originaltitlen Something wicked this way comes er et citat fra Shakespears skuespil Hamlet: “By the pricking of my thumb something wicked this way comes.” (4. akt, scene 1)
Som barn mødte Bradbury tivoli-tryllekunstneren Mr. Electrico, der gav ham spådommen “Live forever!”. Et møde der gjorde så stort indtryk på Bradbury, at han kort efter begyndte at skrive. I romanen møder vi også en figur kaldet Mr. Electrico, der gør et stort indtryk på drengene.
Stephen King nævner Something Wicked This Way Comes i Den døde zone, hvor Sarah kommer til at tænke på den, da hun er i spejlkabinettet med Johnny. Ligeledes gentager han delvist Bradburys indledende scene med en lynafleder-sælger og et uvejr på lur i kapitel 5.
Mr. Dark fra tivoliet er fuld af tatoveringer og kan være karakteren Den Illustrerede Mand fra novellesamlingen af samme navn.
Bradbury har kaldt Ondt er da på vej herned for sin favoritbog.
Om Ondt er da på vej herned:
Udgivelsesår: 1977
Forlag: Stig Vendelkær, 234 sider
Omslag: Eyvind Rafn
Originaltitel: Something wicked this way comes, 1962
Oversætter: Arne Herløv Petersen
Besøg Ray Bradburys officielle hjemmeside
