Barsk roman om hekseforfølgelse og kvindeundertrykkelse i Danmark og Europa i slutningen af 1400-tallet
I 1484 udsendte den romerske pave en bulle, der erklærede alt heksekunst for kætteri. Denne bulle er udgangspunkt for Palle Reimanns barske, men interessante roman om Aslaug, smedens hustru, der anklages for hekseri.
Aslaug er gift med Hans smed. Begge har været gift før, og begge ægtefæller døde af pesten. Hans smed har fem børn, som Aslaug gladelig har taget til sig. Ikke mindst den ældste datter, Mette, der er meget optaget af at lære, alt hvad stedmoren ved om planter og helbredelse. For Aslaug arbejder som jordemoder.
I Rom følger paven sin bulle op ved at udsende inkvisitoren Augustin Valle. Han skal efterforske hekseanklager over hele Europa og har pavens bemyndigelse til at fængsle og straffe eventuelle hekse. Med tiden kommer Valle også til Danmark, og her støder han på Aslaug, der med sit røde, løsthængende hår, sin frie optræden og ikke mindst sit erhverv som jordemoder er en torn i øjet.
På samme tid bliver franskmanden Jean Doneau, der har skrevet en række værker om statens suverænitet og social orden, ansat af den danske konge. Krig og sygdom har decimeret befolkningstallet, og det er Doneaus tanker om, hvordan man forøger befolkningstallet igen, som kongen er interesseret i. Her er kvinden i centrum, idet hun skal overbevises om, at ”hendes eneste berettigelse i Guds skaberværk vitterlig er at sætte børn i verden” (side 96).
Palle Reimann er journalist og cand.mag. i historie og dansk, og Lysbringersken er hans romandebut.
Middelalderen var en tid, hvor døden aldrig var langt væk. Kirken havde stor autoritet, og forbrød man sig mod Guds love, var straffen hård. Men eftersom kvinder i kirkens øjne var svage og syndige, var de skyldige alene ved at eksistere. Det gav sig udslag i en – i nutidens øjne – foruroligende dobbeltmoral.
Reimann fortæller for eksempel om en kvinde, der blev dømt til halshugning for at hore med sin svoger. Han slap med en tur ved kagen og tre dage i gabestok, fordi han ”havde følt sig fristet af magiske kræfter” (side 293). I en anden sammenhæng fortæller Reimann, at kvinder ikke blev hængt. Man ville spare dem for at mænd kiggede dem op under skørterne, så i stedet blev de levende begravet. Endelig hører vi også om to kvinder, der var kommet op at slås. Havde det været mænd, havde de fået en bøde, men nu skulle de i stedet gå nøgne rundt i byen med en sten bundet om halsen.
Romanen fortælles gennem de forskellige personer. Aslaug er for så vidt hovedpersonen, men vi hører også pavens, Valles og Doneaus fortællinger. På den måde præsenteres vi bl.a. for det beskidte politiske spil, der udspillede sig omkring paven i Rom osv. De forskellige fortællertråde er i virkeligheden rigtig interessant, men de føles ikke altid lige integreret i historien, som derfor til tider bliver lidt flagrende at læse.
Min største anke er dog, at forfatteren har taget sig visse kunstneriske friheder uden at det klart fremgår. For eksempel udspiller romanen sig slutningen af 1400-tallet, hvor Danmark stadig er katolsk, men i virkeligheden kom hekseprocesserne først til Danmark efter reformationen ca. 50 år senere. Paven i romanen hedder Honorius V, men det var Innocent VIII der udsendte den pavelige heksebulle, osv.
Det er naturligvis en forfatters ret at digte. Lysbringersken er jo netop en roman og ikke en fagbog. Men da bogen på så mange måder virker gennemresearchet, ville et uddybende efterord med fokus på hvilke elementer af romanen der er fantasi, og hvilke der er konkret historisk funderet, have været på sin plads. Det ville give romanen mere pondus, for nu ved jeg ikke, om jeg kan stole på nogen af de spændende historiske facts, vi får undervejs, eller om det hele er fri fantasi.
Det skal dog ikke lyde, som om Lysbringersken er dårlig. Jeg kunne godt lide den, og det er slet ikke sikkert, at andre vil savne at få præciseret fakta og fiktion. Romanen emmer af middelalderstemning, og er både spændende, tankevækkende og barsk. Så er du til fortællinger om middelalderen, hekseforfølgelser og kvinders rettigheder, så er Palle Reimanns roman et godt bud.
(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)
Uddrag af romanen:
“Kære broder Ingatius. Jeg tænker som du, at alt liv er helligt. Men hør nu her. En husbond ansætter en tjenestepige, der som dagene går sætter ild i hans lænder og giver ham lystige drømme. En dag tager han hende med om bag huset og krænker hende, som kun en mand kan krænke en pige. Hun bliver med barn og kan se frem til at blive sendt væk og kaste skam over familien. Hvilket liv skal vi redde? Kan vi redde begge? Hvad ville David skrive om det?”
“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er trolovet og tiltvinger sig at gøre sig til gode med hende, og de gribes på fersk gerning, så skal manden give pigens far 60 sekel sølv og tage hende til ægte. Sådan sagde Moses til Israels folk. Det står skrevet i Deuteronomium.”
Smilet var forsvundet fra Aslaugs ansigt og hendes øjne fik en feberagtig glans. “Ja. Voldtag en pige, og som straf må du gifte dig med hende bagefter. Mon ikke pigen næsten får medlidenhed med manden på grund af straffens strenghed.”
Hun fnøs. “Tager jeg helt fejl, eller stod Moses ikke også der i ørkenen og sagde, at hvis en mand voldtager en ung pige, så skal både manden og pigen stenes til døde. Manden på grund af sin gerning og pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp. I hvert fald ikke højt nok til at nogen hørte hende og kom til undsætning.” (side 64-65)
Om Lysbringersken:
Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kraka, 332 sider
Læs også:
Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Heksenes by : Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 af Torben Bramming
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
En messe for byen Arras af Andrzej Szczypiorski
Arvingen af Michael Sørensen
