Jeg blev gjort opmærksom på Unge sjæle af Sigurd Mathiesen, da jeg læste et opslag på Facebook af Anders Jørgen Mogensen. AJM har oversat bogen sammen med Caroline Enghoff Mogensen, og beskriver i opslaget bogen som sin yndlingsbog. Her fortæller han også, hvordan han tilfældigt faldt over Sigurd Mathiesen i forbindelse med et interview, hvor Astrid Ehrencron-Kidde nævnte novellen ‘Blodtirsdagen’, som inspiration for hendes egne gotiske fortællinger.
Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes genudgivet i Serie for Grotesker. Jeg var meget betaget af Det sukker så tungt ude i skoven, så hvis Unge sjæle skulle minde herom, var jeg nødt til at læse den.
Jeg må dog hellere straks bekende, at jeg synes, de to forfattere er meget forskellige (hvilket AJM også bemærker i sit opslag). Hvor Astrid Ehrencron-Kidde er umiddelbar læsevenlig, selvom der er masser af lag i fortællingerne, er Sigurd Mathiesen mere ordrig og mindre ligefrem. Men alligevel er der noget over hans noveller. For selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen.
Oplevelsen af bogen blev dog endnu større, da jeg læste Dag Heedes fremragende efterord, som introducerer Sigurd Mathiesens forfatterskab og hjælper med at åbne novellerne.
Unge sjæle består af syv noveller skrevet i perioden 1899 til 1902. Novellerne tematiserer ulykkelige eksistenser fanget i et meningsløst liv. Fortællinger der, som Dag Heede skriver, kan ses som den skriftlige udgave af Edvard Munchs maleri Skriget.
“Vi befinder os på eksistensens skyggesider med fortællere og hovedpersoner, der enten er deciderede ‘kældermennesker’ eller i hvert fald desillusionerede misantroper, enspændere og outsidere, som omgivelserne ser skævt til, og som Mathiesens hovedpersoner til gengæld foragter og hader. Skønt hovedpersonerne har forskellige navne og professioner, drejer det sig i grunden om en og den samme person(type), der udsættes for forskellige ekstremsituationer. Den mandlige mathiesenske arketype er en omvandrende gåde med fremmedheden indskrevet i sig.” (fra Dag Heedes efterord side 191)
Et andet gennemgående tema i Unge sjæle er homoseksualitet. Flere af novellerne omhandler begær mellem to mænd, dog i forvrængede fremstillinger, under dække af skrækromantikkens vinger, som Dag Heede gør opmærksom på, hvor den perverse seksualitet kunne udforskes uden at bryde loven eller moralen.
De syv noveller er enkeltstående fortællinger, men kan dog også læses som en samlet kreds, hvor hver fortælling svarer til en af ugens dage, ligesom skabelsesberetningen i Biblen. Blot ender Mathiesens fortællinger i et stort apokalyptisk vulkanudbrud, der ødelægger, fremfor at skabe.
En anden mulig fortolkning af novellerne som en samlet kreds er de syv dødssynder. Dag Heede kommer ind på dette i efterordet, hvor han beskriver den brede palet af menneskelige laster, som Mathiesen fremviser i Unge sjæle. Her møder vi hasardspil, alkoholisme, bedrag, mord, misbrug af euforiserende stoffer og så videre.
Uanset om man læser novellerne enkeltvis eller som et samlet hele, er Sigurd Mathiesens univers dog et sært fascinerende og samtidig rystende sted at besøge. Det var noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også var spændende læsning.
Jeg tager hatten af for Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, der sammen står bag udgivelsen af ’Serie for Grotesker’. Det fortjener ros, at de giver glemte, men vigtige værker en ny chance. Og en sådan er Unge sjæle.
Den sorte uge
Den første novelle i Unge sjæle er den, jeg har sværest ved at fange. Her beretter fortælleren den dag, den gamle og nærige Kale Enersen dør, samt om hans møder med den fattige og ikke helt velforvarede Jakobine.
“Det trange og mørke rum, jeg kom ind i, lå i en kælder. Aldrig kan jeg mindes et uslere hul af en menneskebolig. Den lille pige viste mig sengen. Den var sammentømret af nogle umalede brædder og alene fyldt med klude. Jeg lagde den sårede pige fra mig så forsigtig som muligt på dette hårde leje og så mig fortvivlet om. Der fandtes ikke andre møbler end en bænk, en stol og et simpelt træbord. I et hjørne stod der et komfur. Det var det hele. Selv nu i juli var her en fugtig og muggen kælderluft.
Jeg skulle netop til at vende ryggen til al denne elendighed, da man bar dette halvgale fruentimmer ind og lagde hende på gulvet. Hun havde fået et epileptisk anfald. Hun tyggede uafladeligt og skar tænder, mens hendes lange arme svirrede rundt.
Jeg fik sendt bud efter en læge og hentet noget frisk vand. Omsider kom hun til sig selv. Et øjeblik holdt hun sine lange arme op for ansigtet og rokkede med overkroppen. Så sprang hun pludselig op og så sig vildt omkring. Jeg ville netop bede hende unde sig noget ro og tilbyde hende min hjælp, da hun skreg:
– Hvem er du? – og sendte mine lyse sommerklæder et giftigt blik.
Jeg nævnte, hvem jeg var, og hvorledes jeg var kommet. Da trak hun mig hen til vinduet og gav mig et skarpt og mønstrende blik fra de stikkende, vandgrå øjne.
– Jaså, det er Dem – sagde hun med et mærkeligt eftertryk på sidste ord. – Jeg har ventet, kan jeg sige, på dette …
Så slap hun mig atter og fór rasende løs på disse nysgerrige nabofolk, der havde trængt sig ind.” (side 14-15)
Asser Hein
Asser Hein var et ejendommeligt ungt menneske, som fortælleren blot har truffet en gang, og nu beretter om her i novellen.
Asser var en smuk yngling, der havde giftet sig med en 5 år ældre, formuende kvinde. Fortælleren møder ham på en kro, hvor han sidder sammen med nogle lokale døgenigte. Asser inviterer ham til at sidde ned, og som aftenen og natten går, udspiller der sig vilde scener, mens de spiller og drikker.
“– De to fremmede er øjensynligt skurke?
– Jeg ved det – han nikkede med det samme uforståelige smil. – Hvad vedkommer det mig? For mig er de slet og ret mennesker, der kan fordrive min kedsommelighed med et slag kort. Sans phrase – jeg bekymrer mig på ingen måde om deres psykologi. Skurke? – Hehe, vi er såmænd alle skurke. Både De og jeg. Ligger der måske ikke en bandit og lurer i hvert af ens pulsslag? En påtrængende og grådig djævel, der snyder os, selv ved sidste træk … Det er en fædrenearv. Men den er sgu ikke synderlig køn.
Han hånlo og gik fra mig. Jeg hørte ham nøde de andre til at drikke. Og han hævede glasset og råbte lystigt over til mig:
– Drik, unge skumler! Drik, du gamle dreng! – Skyl livets skønhed og sandhed og mulighed og alt det andet klassiske nonsens ned. Champagne er dog champagne. Og beskedenhed skulle fanden have …
Jeg drak ikke. Jeg ville helst være ædru. Som henne fra en dyb skov hørte jeg de andres spottende latter. Jeg lod ham fortsætte med at hudflette mig – min egen bitre stemme. Det var alt sammen så langt borte. For jeg bar på en smertelig byrde – ulykkelige anelser, jeg ikke kunne hitte rede i.” (side 44)
Blodtirsdagen
Før fortælleren blev født, fandt en tragedie sted. Fire unge drenge forsvandt sporløst på vej hjem fra skolen, og en af dem var fortællerens farbror. En snetung 2. juledag falder fortælleren over en avis, som beretter om de fires forsvinden, der fandt sted i påsken 1838. Herefter føler fortælleren sig pludselig hensat til den aprilmorgen, og genoplever hvad der skete.
“Klokken præcis fem i morges vågnede jeg efter en urolig slummer. Jeg stod op og tændte min lampe. Satte mig i min lænestol og faldt i en sælsom hallucination. Eller hvad skal jeg kalde det?
Jeg var lysvågen. Jeg noterer, at jeg så en brunlig bille krybe over gulvet. og jeg hørte hele tiden urets uafladelige tikken. Ikke nærved. Men fra en verden, som jeg så ganske havde forladt. Min bevidsthed var vågen. Eller var den måske alligevel ikke? Var den ydre fornemmelse blot en illusion? Og var, hvad jeg i de grufulde øjeblikke gennemlevede, den almægtige virkelighed?
Jeg ved det ikke. Men hvad jeg i disse besynderlige sekunder fornemmede, forekommer mig inderligere og mere meningsfuldt end alt, hvad mit daglige øje har set.” (side 62)
Den ukendte
Fortælleren i ‘Den ukendte’ møder flere gange en mand, der virker stærkt på ham. Den sidste gang fortæller manden sin historie, som fører læseren over havet og gennem tab af elskede personer og til en flugt i evig rædsel.
“- Jeg har søgt at undgå Dem … Men Deres ansigt har til stadighed forfulgt mig. Nuvel. De får i nat min historie. Og så er vi kvit. Vi går siden hver vor vej. Jeg min endeløse, ulykkelige. Og De Deres rolige og opstukne linje.
Jeg smilede bittert og spurgte om hans navn.
– Hvad kommer mit navn historien ved? – Menneskene er tåbelige. De tror at kende de væsentlige gennem navnet. Og så nævner de alt mellem himmel og jord. Ganske vilkårligt. Der er ingenting, som undgår deres navneraseri. Navnet er helligt. Respekt for benævnelsen. Sole, måner og stjerner. Årtusinder og døde kulturer … Menneskene nævner dem. Sætter dem i bås. Selv de ukendte hemmeligheder nævner de. Derved er naturligvis opdagelsen sket. Hehe. Men kloderne går deres høje vej gennem uendeligheden. Deres plads skifter og forgår. Og den evige hån mod menneskets usselhed har intet navn.” (side 90-91)
Flora
I ‘Flora’ går fortælleren en dag pludseligt ind i et hus, han ofte er gået forbi. Herinde møder han en ung mand, der fortæller ham om, hvordan han som barn overraskede sin mor og hendes elsker. En oplevelse der har trukket spor på alt op til nu.
Novellen har undertitlen ‘En historie om driften’. I efterskriften gør Dag Heede opmærksom på, at Sigurd Mathiesen skrev novellen 16 år, før Freud nedskrev sin berømte analyse af den såkaldte “Ulvemanden” om “urscenen”.
“- Livet er fuldt af viljer, fuldt af had. Deraf de bitre skuffelser, den onde skilsmisse. Vi var fremmede. Men vi havde begge en verden tilfælles: ungdommen. Se, oceanet derude – det er den evige ungdom. Oh, det blå hav, det blå hav … jeg elsker det. Over det nåede også vi hinanden. For er det ikke, som om bølgerne ejer et uforgængeligt liv? Er det ikke, som om sjæle mødes i dem? – I dag har vi truffet hinanden. Tusinde mile hav har skilt os ad. Men tror De dog ikke, at der her på den anden kyst har siddet et menneske med Deres bævende længsler og meddelelsestrang? Tror De ikke?
Jo, og De landede her mellem jammerlige folk, der slæbte på hver deres pengesække. De drømte endnu om at finde forståelse. Den unge, den hvide sjæl, der giver uden at fordre. Og De? – Hør, De fandt ham ikke.
Ja, undskyld – jeg er åben. Men Dem kan jeg sige, hvad der falder mig ind – ikke sandt? De misforstår mig ikke. Gå en smule på akkord med Deres menneskefordringer – godt! Jeg er Deres ven. De skal ikke forlange synderligt af mig. Men vil De leve her mellem blomsterne og de grønne træer, her i denne glade have, så bliv bare og forlyst Dem! – For haven og huset er mine nu. De kender muligvis den forrige ejer? – Godt. Jeg skal fortælle Dem en kort historie om ham. Det var min mors elsker.” (side 118-119)
Syge perioder
Fortælleren, den unge læge Åge Basse, ønsker med sin redegørelse at sætte en stopper for den horrible folkesnak, som står om hans person efter nogle mærkelige hændelser og en indrykket dødsannonce i avisen.
Basse er en agtværdig person, men han har en uforklarlig modvilje mod byens avisredaktør. Da Basse en dag er lidt for hurtig til at udskrive morfin til en patient, som efterfølgende dør (måske), bliver han overbevist om, at redaktøren vil gøre alt for at afsløre ham for omverdenen. Det fører til en nærmest delirisk tilstand, hvor Basse forsøger at undgå afsløringen.
“Som sagt – denne person gik mig forbi. Han hilste ganske vist. Nedladende og pertentligt. Jeg kom ikke så vidt. Jeg glemte det fuldstændigt. For min antipati slugte enhver fornuftig tanke. Den hæslige trøskesmag lagde sig atter under min gane. Og den gulblege skumringsluft syntes at fortætte sig og finde form i hans farveløse skikkelse. Det forekom mig, at jeg i ham havde truffet dagens onde mening.
En besynderlig tyngde faldt over mit bryst. Jeg ville helst være ham kvit. Men jeg vovede ikke at slippe ham af syne. Og jeg blev ved med at gå efter ham. Han vendte sig ikke en eneste gang, skønt jeg næppe befandt mig ti skridt bag ham.
Da svingede han ind ad en port. Jeg fulgte efter. Jeg hørte ham, foran mig på trappen. En forknyt barnestemme lød ovenfra. Med et gys genkendte jeg den. Det var den lille pige, der hentede morfinen i eftermiddags.” (side 142)
Vulkanen
Jeg er ret sikker på, at Sigurd Mathiesen har fundet inspiration til denne novelle i virkelighedens vulkanudbrud på den caribiske ø Martinique d. 7. maj 1902. Her blev byen Saint-Pierre udslettet og omkring 30.000 mennesker mistede livet. Én mand overlevede dog. Ludger Sylibaris sad i isolationsfængsel, hvilket reddede hans liv, selvom han blev voldsomt forbrændt. Fire dage efter udbruddet blev han fundet af et redningshold, og rejste siden rundt og fortalte om sine forfærdelige oplevelser.
Novellen er skrevet i august 1902, og handler om en mand, der får en vision om et forfærdeligt vulkanudbrud. Han forsøger at overtale sin hustru til at rejse væk sammen med deres lille søn, men hustruen nægter. Hun har boet på øen hele sit liv og insisterer på, at der ingen fare er. Desværre tager hun fejl, og novellen beskriver i lyriske detaljer de grufulde begivenheder, da vulkanen går i udbrud.
“Da lød der en fjern torden. Den blev stadig stærkere og mere intens … Jeg følte gulvet gynge. Pludselig et skrald og et lynglimt. Stolen, hvorpå jeg sad, gjorde et hop og flyttede sig. Et skab ramlede over ende. Grundvolden under vort hus rystede og gav sig.
Jeg fór op og ville ile ind i soveværelset. Fra gaden nåede larmen af travle mennesker mig, hidsige og forvirrede skrig. Det klang så besynderligt nært – næsten som om det var herinde i værelset. Jeg erindrer i dette øjeblik endnu tydeligt:
– Jean, jeg dør … Bliv hos mig, Jean … Barnet kommer!
Og jeg hørte et smertefuldt skrig lige ind i mit øre. Der var sprunget en vældig revne i muren. Det var nu ikke mere så mørkt. Et sært svovllys dvælede allevegne. Men det var næsten uhyggeligere end selve mørket.” (side 162)
Unge sjæle er anmeldt til Litteratursiden
Om Unge sjæle:
Udgivelsesår: 09.03.2020
Forlag: Sidste Århundrede/Escho, 207 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaltitel: Unge sjæle (norsk), 1903
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen & Anders Jørgen Mogensen
Indhold:
Den sorte uge
Asser Hein
Blodtirsdag
Den ukendte
Flora
Syge perioder
Vulkanen
Læs også:
Det sukker så tungt ude i skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Vi er fem af Mathias Faldbakken
Aura af Carlos Fuentes
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Fuglereden af Shirley Jackson
Dansk standard af Kim Leine
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Slør af A. Silvestri
