Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.
Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.
Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.
Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.
Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.
Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.
Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.
Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.
Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.
Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.
”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.
”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.
Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse
Uddrag af bogen:
“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”
“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”
“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”
“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.
“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”
Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”
“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”
“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)
Om “Atlantiz”:
Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider
