Vi lever i en tid, hvor det ikke mere er muligt at lade som om, menneskeheden ikke har påvirket jordens klima i negativ retning. Det er derfor sørgeligt aktuelt, at Science Fiction Cirklen i april måned udgav antologien 48 timer i Massachusetts-havet. Samlingen består af 14 noveller, udvalgt og oversat af Lise Andreasen og Niels Dalgaard. Noveller som alle handler om at leve/overleve i en verden ødelagt af menneskeskabte klimakatastrofer.
De 14 noveller kommer bl.a. omkring verdensomspændende oversvømmelser, uforudsigeligt vejr med flere og voldsommere orkaner, langvarig tørke, smeltning af permafrost med følgende frigivelse af metan som accelerer opvarmningen af jorden og langvarig kulde.
Jeg vil nøjes med at nævne to noveller, selvom der sagtens kan fremhæves flere.
‘Kontoret for klimafakta’ af Mitch Sullivan handler om Jake, der er ansat på kontoret for klimafakta. En dag bliver han bedt om at deltage i dagens morgen-tv, da Maryanne, som normalt er kontorets ansigt udadtil, sidder fast i Sacramento. Jake griber muligheden, men må sande at journalisterne har svært ved at acceptere hans påstand om, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det er trods alt bare vejr, ikke klima.
Novellen fortælles af Jake, og det er interessant at følge, hvordan han med fakta i hånden kan bortforklare det meste – indtil han pludselig oplever vejrets konsekvenser helt tæt på. Jeg kan ikke lade være med at trække en linje til langt størstedelen af nutidens politikere og pengemænd, der på samme måde frasiger sig et ansvar for at gøre noget nu, hvis det får indflydelse på nutidens bekvemmelighed. Også selvom det er på bekostning af fremtiden.
‘Fjærtfangeren’ af Pat Murphy og Paul Doherty er en helt anden type fortælling og mere ovre i ‘hård’ science fiction. Maggie Lindsay har opfundet en metan-tilbageholdelsesmåtte – populært kaldet fjærtfanger – som hun får mulighed for at afprøve ved Franklin Forskningsstation i Arktis. Med Maggie som jeg-fortæller hører vi om optakten til hendes ophold i Arktis, om selve forsøget og arbejdet med at optimere det.
Hvor Jake var ansat af magthaverne for at skjule konsekvenserne af klimaforandringerne, så er Maggie kun på overfladen en del af magthaverne. Hendes forsøg er godkendt af myndighederne i håb om at afbøde klimaforandringerne, men i virkeligheden arbejder hun mere i det skjulte for ikke at blive stoppet af politisk bureaukrati. Det er dette private initiativ, der i sidste ende gør fjærtfangeren en succes. Historien fortælles nøgternt og ‘matter-of-fact’-agtig, og slutningen er meget stærk.
Bagerst i 48 timer i Massachusetts-havet er en præsentation af de medvirkende forfattere samt et, som altid, interessant efterord af Niels Dalgaard. Her kommer han bl.a. ind på klimafiktion i historisk kontekst, for klimafiktion er ikke en ny opfindelse blandt forfattere.
Det gør en afgørende forskel i klimafiktion, om de ændringer der beskrives, er menneskeskabte eller ej. Hvis ikke skriver teksterne sig ind i en lang tradition for katastrofefortællinger, der spænder over alt fra kæmpe-jordskælv, kometer og meteornedslag til oversvømmelser, ekstra store vulkaner og at Jorden suges ind i Solen. I årtierne omkring 1900 blev der skrevet talrige noveller og romaner med denne type motiv, der tilsyneladende kunne varieres bredt […] (side 246)
Mens de ældste klimanoveller hovedsageligt omhandler udefrakommende katastrofer, danner tiden efter 2. Verdenskrig bund for en ny slags klimafiktion: den menneskeskabte. Atombomberne over Japan betød, at menneskeheden nu kunne udslette sig selv, og ved samme lejlighed afstedkomme en atomvinter med alvorlige følgevirkninger for hele kloden.
Hvis de katastrofale kilimaforandringer i en historie kommer udefra og er udenfor menneskenes kontrol, kan personerne ikke gøre andet end at forsøge at overleve … det er sjældent at situationen giver så langt varsel, at de kan overveje at forhindre katastrofen. Anderledes stiller det sig i historier om menneskeskabte klimaforandringer, hvor der kan være tale om at afbøde konsekvenserne, før de indtræffer. I mange historier er der imidlertid primært tale om at påpege problemets alvor, hvilket særligt var relevant før det stod klart for de fleste, hvor alvorlig situationen er. (side 247-248)
Hvor megen klimafiktion i sagens natur ser ret pessimistisk på fremtiden, slutter Dalgaard dog af på en mere optimistisk tone, idet han introducerer subgenren med den lidt selvmodsigende betegnelse ‘hopepunk’.
Hopepunk er tydeligvis blandt de strømninger der viser en vej frem. Der er formentlig stadigvæk brug for dystre, realistiske undergangsvisioner som advarsler til nutiden; men det er vigtigt at supplere med overvejelser over hvordan man undgår at gå under og hvad man så kan og skal sætte i stedet. Skønlitteraturens opgave er i sig selv ikke at være handlingsanvisende; men den afspejler virkeligheden og får i bedste fald læseren til at reflektere over den. Det gælder også science fiction, og det er tydeligt at rigtig mange forfattere og læsere for tiden bruger genren til at overveje planetens og menneskenes fremtid. (side 251-252)
Som jeg læser antologien, tilhører et par af novellerne i 48 timer i Massachusetts-havet sidstnævnte subgenre. ‘Fjærtfangeren’ som jeg nævnte ovenfor samt ‘Verdens ottende vidunder’ af Kathryn Blume, ‘Barnebarns-paradokset’ af Daniel Thron og ‘Astrofili’ af Carrie Vaughn slutter alle på en positiv note, selvom menneskeheden i ingen af novellerne slipper uden skrammer.
Alle 14 noveller her i antologien er oversatte, men der findes naturligvis også masser af dansk cli-fi. I min læsebunke har jeg bl.a. endnu en udgivelse fra Science Fiction Cirklen, nemlig Komplekskuller der er en antologi med danske cli-fi noveller. Den ser jeg også frem til at læse.
Om 48 timer i Massachusetts-havet:
Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 256 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard
Indhold:
Det druknede Venedig af Kim Stanley Robinson
Kontoret for klimafakta af Mitch Sullivan
Kælvet af Sam J. Miller
At miste det vi ikke kan leve uden af Jean-Louis Trudel
Barnebarns-paradokset af Daniel Thron
Druknet af Lavie Tidhar
De nye venusboere af Sean Williams
Fremtiden er blå af Catharynne M. Valente
Afvigere af Nicole Feldringer
Drowntown af Camille Alexa
Astrofili af Carrie Vaughn
Fjærtfangeren af Pat Murphy og Paul Doherty
Verdens ottende vidunder af Kathryn Blume
Meddelelser fra vuggen af Ken Liu
Efterord ved Niels Dalgaard
Læs også:
Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Varslet af Liz Jensen
Fanget i isen af Dean Koontz
Blå af Maja Lunde
Vejen af Cormac McCarthy
Til verdens ende af Charlotte McConaghy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Den femte dag af Frank Schätzing
Den afskyelige af Charlotte Weitze
Udsendingen af Yoko Tawada
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg
Ord har hærget af Gudrun Østergaard
