Brændoffer af Christian Kronow

Brændoffer af Christian Kronow

Journalisten Johan er med kollegaen/kæresten Ane på arbejdsweekend i Thyborøn. Han har tidligere skrevet om kvotekongen Bjørn Gabriel Havkarl og dennes forhold til landets statsminister Hans Hauge. Denne weekend har Ane et interview med Hauge, mens Johan skal dække en fiskeauktion holdt til fordel for statsministerens velgørende organisation Rødder.

Men alle overskrifter ændrer sig, da de sidste kasser til auktionen viser sig at indeholde liget af en teenager med hænderne skåret af. Hvem har lagt ham der og hvorfor? Er det en advarsel til statsministeren? Og hvem er den døde?

Ved et tilfælde opdager Johan, at sagen har tråde til hans gamle soldaterkammerat, Benjamin. Benjamin blev i hæren, da Johan forlod den, og har været udstationeret flere gange. Nu bor han på sin fiskekutter i Thyborøns havn, hvor han sælger hash og ellers holder sig langt væk fra livet. Men livet lader ikke Benjamin få fred.

Mens Johan forsøger at finde hoved og hale i mistankerne om mord, korruption, smugleri og skattesnyd, brænder hans privatliv sammen. Hustruen Laura har fået nok af deres proforma ægteskab og vil tage deres to piger fra Johan. Han ved godt, at han har kvajet sig, men ikke desto mindre vil han gøre alt for at blive i pigernes liv.

Jeg har tidligere læst de første to bind i Orator-trilogien af Christian Kronow. En ungdoms fantasy-serie med rødder i danske myter og sagn. Bøgerne var underholdende og letlæste, så jeg havde gode forventninger i Brændoffer.

Brændoffer er inspireret af virkelige begivenheder, og jeg kunne da heller ikke undgå at tænke på LøkkeFonden og Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, mens jeg læste. Kronow understreger dog i et interview, at alle personer er opdigtede, og jeg forestiller mig da heller næppe, at Hans Hauge er en en-til-en fremstilling af Lars Løkke. Men omstændighederne med fonde og tilskud og en adskillelse af privatpersonen og statsministeren er et interessant udgangspunkt for en krimi om korruption i et land, der ligger helt i top på Transparency Internationals liste sammen med New Zealand som verdens mindst korrupte lande.

Johan er jeg-fortælleren i historien. Ind i mellem er der enkelte kapitler fra andre synsvinkler, som dels skaber suspense. Dels giver os indblik i begivenheder og tanker, som Johan ikke kan vide noget om.

Generelt var jeg godt underholdt af Brændoffer, selvom jeg lige skulle vænne mig til skrivestilen. Kronow skriver for så vidt godt, men flere gange studsede jeg lidt over ordstillingerne, som jeg synes bremsede fortællingen lidt. Men det kan være en smagssag. I hvert fald blev jeg ret hurtigt fanget ind af historien, og ikke mindst af den uperfekte Johan der er en troværdig hovedperson. Samtidig kan jeg også godt lide, at handlingen udspiller sig i Thyborøn, langt fra Christiansborg. Det er altid interessant, når forfattere bruger anderledes lokationer.

Brændoffer er en spændende politisk krimi om korruption og mord. Men det er også en fortælling om familie. Om hvordan kærlighed kan udvikle sig til en destruktiv kraft, og hvordan principper og moral forkastes, når det for alvor bliver personligt.

Christian Kronow er sluppet godt fra sin krimi-debut, som i øvrigt har en yderst smuk forside lavet af Betina Drews.

Uddrag af bogen:

Hauge smiler stadig, da det utænkelige sker. Om det er et forsagt skrig fra en i mængden, eller fordi jeg genkender færten af menneskelig tragedie, er jeg ikke sikker på. Jeg tænder videokameraet på min smartphone hurtigere, end Hauges ansigtskulør skifter fra bodegarød til ligbleg, idet det sidste lag af kasser åbenbares. Først ser fiskerne det og træder tilbage. Så turisterne, og så er alt kaos. Skrig, tumult. Jeg træder ind i cirklen af grønne kasser. Døde kulmuler, fladfisk og muslinger. Mine nakkehår bliver stive som børster. Jeg filmer statsministeren, der hastigt bliver ført væk af sine PET-vagter, og ned på kasserne igen. Mens jeg filmer, bliver jeg slået med rædsel.

Foran mig, i tre kasser, hvor siderne mod hinanden er fjernet med en nedstryger, mellem stendøde atlantiske laks, ligger noget langt større, der fylder hele det underste lag. Det hører ikke hjemme på en fiskeauktion, endsige nogen andre steder. Jeg kaster op i munden, da jeg indser, hvad jeg står og filmer. Et halvvejs frossent lig af en teenagedreng med et gabende åbent sår på tværs af halsen. Han har tøris i de åbne øjne. Hans arme er for korte, og jeg indser hvorfor. Senerne stritter stive og døde som metalwirer ud efter håndleddet, der, hvor der burde være hænder. (side 29)

Reklame: Tak til forlaget SuperLux der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Brændoffer:

Udgivelsesår: 12.10.2021
Forlag: Superlux, 244 sider
Omslag: Betina Drews

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.