Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

At jeg først får omtalt Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger nu er faktisk lidt af en skandale. Jeg var nemlig så privilegeret, at jeg fik lov til at læse novellerne om Carnackis oplevelser, før de udkom. Men bedre sent end aldrig som man siger.

William Hope Hodgson levede fra 1877 til 1918, og det lå ikke i kortene, at han skulle blive forfatter. Faktisk var han så opsat på at blive sømand, at han som ganske ung mand stak af hjemmefra for at stå til søs. Det viste sig dog, at livet på havet ikke var, hvad Hodgson havde drømt om, og i 1901 gik han i land og åbnede et træningscenter. Kort efter begyndte han at skrive, og i 1904 udkom hans første novelle The Goddess of Death.

Hodgson nåede at udgive en række noveller og romaner inden sin alt for tidlige død på slagmarken i Belgien under 1. verdenskrig. Herunder bl.a. seks historier om den okkulte detektiv Carnacki. Senere blev yderligere tre Carnacki-fortællinger samt en række andre historier udgivet posthumt af Hodgsons familie. De første seks fortællinger har tidligere været udgivet i Porten til Helvede og andre fortællinger fra 1929, mens de sidste tre her foreligger på dansk for første gang. Den originale arkaiske sprogtone fra de oprindelige oversættelser er beholdt, dog med moderne retstavning.

Efter et forord af Per Sanderhage indleder Hodgson således:

Dette er beretningen om nogle af min ven Carnackis oplevelser, som vi hørte ham fortælle dem om aftenen ved vores sammenkomster, og som jeg genfortæller med hans egne ord...

Herefter følger de ni historier, der kommer vidt omkring.

I ‘Den flyvende død’ undersøger Carnacki en gammel dolk, der ifølge sagnet angriber og dræber enhver fjende af slægten Jarnock. I ‘Porten til Helvede’ hjemsøges et værelse, hvor tre af godsejerens forfædre blev fundet døde. ‘Blodregnen’ udspiller sig i Irland. Her har en af Carnackis bekendte arvet en herregård, hvor det ifølge lokalbefolkningen spøger. I ‘Dian Tiansays sang’ bliver Carnacki involveret i et væddemål, mens ‘Huset ved kirkegården’ handler om hans allerførste sammenstød med overnaturlige væsener. Og så kommer Carnacki såret ud af ‘Spøgelseshesten’, som handler om kærlighed stærkere end døden.

Den første af de tre nyoversættelser er ‘Det hjemsøgte skib’, som tager læseren ud på en stormfuld færd. Og i de to sidste fortællinger må Carnacki standse et uhyre fra dybet i ‘Svinet’, mens det handler om sjældne bøger i ‘Et fund’.

Carnacki-fortællingerne er en blanding af Sherlock Holmes og klassiske spøgelseshistorier iblandet okkultisme. Carnacki bruger både okkulte ritualer og Sherlocksk deduktion til at opklare sagerne, som ind i mellem er rent verdslige og andre gange rækker ind i det ukendte.

William Hope Hodgson er stort set ukendt i dag i modsætning til f.eks. forfattere som Arthur Machen og H. P. Lovecraft, der var samtidige med ham. Men selvom Hodgson ikke er på højde med disse, så er han nu alligevel et besøg værd, hvis man bare er en lille smule interesseret i horrorgenren og dens udvikling.

Uddrag af ‘Svinet’:

Ud af den sorte, skyggeagtige åbning, der nu fyldte hele centrum af ‘forsvaret’, kom en svag lyd – ikke som om den var særlig nær, men ligesom den kom op til mig fra en ukendt afgrund. Den lød meget, meget svag og langt borte, men jeg genkendte den: det var uden tvivl den umådelige fjerne lyd af utallige svin.

Og i samme øjeblik gryntede Bains som et svin i mine arme, som om han besvarede lyden.

Der stod jeg mellem de lufttomme glasrør i cirklerne, og stirrede svimmel ned i denne sorte, skyggeagtige skakt, der forekom mig at føre direkte til Helvede fra et sted under min venstre albue.

Det hele var gået så langt videre end jeg havde forestillet mig, og det hele var kommet så gradvist og dog så pludseligt, at jeg følte mig mentalt lammet, og ikke kunne tænke på andet end, at der mindre end tyve fod fra mig var en dør og den virkelige verden udenfor; og jeg var her, ansigt til ansigt med en eller anden utænkelig fare, uden nogen som helst forestilling om, hvordan jeg skulle undgå den. (side 190)

Om Den okkulte detektiv:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: SerieKlubben, 233 sider
Omslag: Henrik Rehr
Oversætter: Helge Marks-Jørgensen og Kim N. Jensen

Læs historien bag forsiden HER

Indhold:
Forord ved Per Sanderhage
Indledning ved William Hope Hodgson
Den flyvende død (The Thing Invisible, 1912)
Porten til helvede (The Gateway of the Monster, 1910)
Blodregnen (The House Amont the Laurels, 1910)
Dian Tiansays sang (The Whistling Room, 1910)
Huset ved kirkegården (The Searcher of the End House, 1910)
Spøgelseshesten (The Horse Invisible, 1910)
Det hjemsøgte skib (The Haunted Jarvee, 1929)
Svinet (The Hog, 1947)
Et fund (The Find, 1947)

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft
Horla af Guy de Maupassant
Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen
13 okkulte Noveller af Harald Thomsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.