Jeg er håbløst bagefter i min læsning, og jeg har ellers så mange gode bøger liggende. For at der ikke skal gå endnu længere tid, før de bliver nævnt her på Gyseren, kommer her en mikroomtale af nogle af dem, jeg købte på Bogforum og glæder mig til at læse.
Für Elise af A. Silvestri
A. Silvestri er en evigt interessant forfatter. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når der udkommer en ny bog fra hans hånd. Seneste skud på stammen hedder Für Elise, og Silvestri besøgte Bogforum om fredagen i forbindelse med udgivelsen. Jeg var kun i København lørdag, men heldigvis lagde han et eksemplar til side til mig (endda signeret). Der var nemlig så stor rift om den, at der lørdag morgen kun var fem eksemplarer tilbage. Forlaget skriver:
“Für Elise” er en pulserende roman om trangen til at forstå.
August Fischer er forfatter, og under en skriveworkshop får et spørgsmål fra en kursist ham til at studse: Hvad skriver du om? Det bliver startskuddet på en dannelsesrejse, der fører ham gennem Europa og tilbage til kridttiden, en færd fyldt med smukke landskaber og tanker, men hvor uroen sitrer som frø i forårsjord. For hvordan kan man give et svar, når spørgsmålet udspringer fra en verden, hvor alt er under forandring?
I “Für Elise” fortælles en moderne fabel om transformation, forandringen af vores nu til en fremtid, der måske ikke tilhører os.
“Für Elise” er udgivet på forlaget Brændpunkt.
Ved verdens ende af C.C. Thybro
Da det gik op for mig, at C.C. Thybro var på vej med en zombie-roman, kunne jeg næsten ikke få armene ned af bar begejstring. Jeg kender hende fra en række fede noveller, bl.a. ‘Skimmel’ fra Enter Darkness antologien Pulp Horror Fiction. På Bogforum i Bella Centeret havde Thybro reception på ikke mindre end to udgivelser: børnegyseren Brønden der udkom på forlaget Krabat; samt Ved verdens ende der udkom på forlaget Leitura. Om sidstnævnte skriver forlaget:
En fordel, man har imod zombierne, er deres elendige balance. Jeg bruger kosteskaftet til at vælte dem omkuld med. Så kan jeg stikke af, hvis jeg ikke kan overskue at svinge brækjernet, til kraniet knuses, og hjernen splatter ud på jorden. Når de holder op med at bevæge sig, ligner zombierne helt almindelige mennesker, hvis lig er blevet maltrakteret. Nogle dage kan jeg bare ikke slå ihjel, heller ikke selvom jeg burde; en dobbeltdød zombie er en god zombie og måske et menneske, der har fået fred.
At overleve er ikke det samme som at leve. Det ved hovedpersonen, der sjældent møder mennesker, der ikke allerede er døde.
Ved verdens ende er en roman om en ung autistisk kvindes kamp for at finde en forbindelse til noget levende i en ellers død verden, hvor isolation, ensomhed og zombier trænger sig på.
Ved verdens ende er udgivet på forlaget Leitura.
Gravsoen af Alice Aagaard
Sidste år læste jeg med stor fornøjelse Alice Aagaards novellesamling Galgeleg. Samlingen bestod af 12 små sorte skæbnefortællinger, og jeg har set frem til at læse mere fra Aagaards hånd. Nu er hun aktuel med en ny novellesamling, Gravsoen, der ser ligeså lovende ud. Forlaget skriver:
En graver bliver hjemsøgt af en gravso. Gravsoen er et dødsvarsel, der færdes på kirkegårde, hvor der er begravet et uægte, dræbt barn. Ser man den, betyder det, at én, man har kær, skal dø.
“Er der ikke noget, jeg kan gøre?” spørger graveren sin kollega.
“Jo,” svarer kollegaen. “Du kan grave barnet op.”
Om aftenen kører graveren mod kirkegården med en spade og en pandelampe.En stewardesse vågner med følelsen af, at der vil ske noget skæbnesvangert. Hun tager på arbejde. Samme eftermiddag styrter flyet ned.
En præst bliver opsøgt af en mand, der fortæller om et drab. Manden er ikke klar over, om drabet har fundet sted eller vil finde sted, men mordvåbnet er en nøddeknækker. Kort efter står præsten med en nøddeknækker i hånden. Han kigger på sin kordegn. Kordegnen spiser nødder. Præsten hader lyden af nødder.
12 SKÆBNEFORTÆLLINGER om flystyrt og trafikulykker, mytiske dyr, dobbeltgængere og onde varsler.
Gravsoen er udgivet på Byens Forlag.
