Bag spejlet og videre / red. Jonas Aagaard Dinesen

Bag spejlet og videre / red. Jonas Aagaard Dinesen

Bag spejlet og videre – en Alice i Eventyrland-antologi er en fejring af det skæve og det sære. Treogtyve forskellige kunstnere har givet deres bud på, hvad Eventyrland er, og hvad det kan tilbyde os. Vi hylder Lewis Carroll og Alices rejser ind i Eventyrland med denne antologi, der byder både på illustrationer, en tegneserie og noveller, som alle udforsker det, der ikke giver mening. Og naturligvis har vi tilsat et ordentligt drys ubehag. (forlagets beskrivelse)

Jeg kan ikke andet end beundre den gejst og entusiasme forlag som Read.Die.Repeat lægger for dagen med det næsten eksplosive antal af danske horror og weird udgivelser, der udkommer i disse år. Fra at der gik år mellem danske horrorantologier, udkommer der nu nærmest et par stykker fra forskellige forlag hvert år – plus diverse novellesamlinger, romaner og tegneserier. Der er selvfølgelig forskel på kvaliteten, men ikke desto mindre er det en fantastisk tid at være horrorfan i!

Illustration af Pelle Gedtek fra 'Bag spejlet og videre'
Illustration af Pelle Gedtek

Read.Die.Repeat er et af de forlag, hvor kvaliteten nærmest stiger fra udgivelse til udgivelse. De er blandt andet kendt for deres magasin med horror og weird art for voksne, men har også en række andre udgivelser bag sig. Her skal det handle om Alice i Eventyrland-antologien Bag spejlet og videre.

Jeg må med skam melde, at jeg faktisk aldrig har læst Lewis Carrolls originale roman, så jeg kender kun historien fra de forskellige filmatiseringer med 1951-tegnefilmen som min primære reference. Det har dog ikke gjort fornøjelsen ved at læse Bag spejlet og videre mindre. Bidragsyderne har mange forskellige tolkninger af Eventyrland-universet, og nogle er mere tydelige end andre. Men generelt er kvaliteten høj, og jeg er blevet underholdt, rørt, skræmt og fascineret undervejs, mens jeg har nydt at hoppe mellem skrevne fortællinger, og illustrationer der indbyder til, at man laver sin egen historie.

Blandt mine favoritter er novellen ‘Filmdrømme‘ af Lars Ahn. Novellen handler om en filmanmelder, der pludselig oplever, at hans drømme bliver virkeliggjorte på filmlærredet. Historien fortælles via en du-fortæller, et effektivt greb til at få os til at identificere os med hovedpersonen, og som Ahn lykkes til fulde med. På sin blog fortæller Ahn i øvrigt vældigt interessant om tankerne bag novellen. Læs mere HER.

Fra 'Ni liv' af Pernille L. Stenby
Fra ‘Ni liv’ af Pernille L. Stenby

Pernille L. Stenbys bidrag er tegneserien ‘Ni liv‘, som jeg også er nødt til at fremhæve. Her henter et mærkeligt væsen et lille barn i en tremmeseng og bringer det med sig. Men hvorfor? Og hvorhen? Jeg er vild med Stenbys tegninger og historiens tvetydighed.

Ikke Alice‘ af Louise Willingsøe skal ligeledes nævnes. Her vågner fortælleren op, lænket i bunden af en brønd, efter en bytur. Novellen fik mig til at tænke på Saw-filmene, hvor ofrene skal løse opgaver for at redde deres liv. Historien er effektiv og får flettet en lang række kendte elementer fra Alice i Eventyrland-universet ind på ret makabre måder.

Endelig skal C.C. Thybros novelle ‘Elise‘ fremhæves. Her møder vi den ældre mand Aksel, der går tur med sin hund. På en mark opdager han en skygge, som han beslutter at undersøge nærmere. Skyggen viser sig at være en bræmme græs, der på forunderlig vis ændrer sig, når man ser på den. Nærmest som om den gemmer på en hemmelighed. Novellen er både uhyggelig og sørgmodig. Jeg følte i den grad med Aksel, og så giver det altid point hos mig, når der er en hund med i historien 🙂

Jeg kunne sagtens fremhæve flere af novellerne, ligesom også illustrationerne fortjener ros. Så uanset om du har læst den originale historie om Alice eller ej, kan du roligt gribe fat i Bag spejlet og videre. I hvert fald hvis du tør tage en tur ind i vanviddet …

Uddrag af ‘Elise’:

Fra novellen 'Elise' af C.C. Thybro
Fra ‘Elise’ af C.C. Thybro

De kom til kanten af marken med græsbræmmen. Troede han da. Nu da han stod foran de mandshøje majs, blev han i tvivl. Han havde ikke kunnet se, at det var en majsmark på afstand. Det var endnu en ting, der var gået i forfald: Hans syn. Han rystede på hovedet, hvilket fik hovedpinen til at dundre i tindingerne. Var det overhovedet den rigtige mark? Han troede, at han havde set en græsbræmme, men det gav ikke meget mening – så skulle græsset være højere end majsene. Med ét følte han sig meget gammel og meget dum. Så han troede, at han havde set en skygge på en mark. Og hvad så? Han kiggede sig over skulderen. De skulle også have krudt til hjemturen. Det var nok bedste bare at opgive, der var så mange ting, der skulle gøres derhjemme.

Hans fødder blev stædigt stående, hvor det uforklarlige naglede dem fast.

Hvis det var den rigtige mark, han stod foran, så kunne det jo ikke være en græsbræmme, han havde set. Eller en hæk. Begge dele ville være forsvundet totalt imellem de forvoksede majsplanter. Men hvad var det så for en skygge, der løb hen over marken?

Han burde virkelig vende om..

“Kom så,” hviskede han og trak Kasper ind mellem majsene. På kun få skridt langs et smalt, ujævnt hjulspor blev de opslugt af hviskende, skarpbladede planter.

Solen kom kun pletvis ned gennem bladene, og luften var ganske vist køligere, jo længere væk de kom fra vejen, men luften syntes sært trykkende. Som en jungle af majs.

Kasper begyndte at pibe. (side 111)

Alice af Kristian Flodgaard Bach
‘Alice’ af Kristian Flodgaard Bach

Om Bag spejlet og videre:

Udgivelsesår: 31.03.2023
Forlag: Read.Die.Repeat, 240 sider
Omslag: C.A. Wolters

Indhold:
Forord af Jacob Holm Krogsøe
Sidste nat i Wesli’s af Freddy E. Silva
Filmdrømme af Lars Ahn Pedersen
Tid til hævn af Maria Aagaard
Den røde dronnings hemmelighed af Annette Birch
Syndikatet: Drømmeren af Mariane Mide
Elise af C.C. Thybro
Sulten af Karina Sejerø Bell
Ni liv af Pernille L. Stenby
Kanin af Gabriel Alex
Anne Marie i Eventyrland af Mille Buch Pedersen
Ikke Alice af Louise Willingsøe
Tankespind af Tim Sørensen
Beatrice i skyggen af Eventyrland af Sarah Myrup Bjørn
Efterord af Jonas Aagaard Dinesen

Illustrationer:
C.A. Wolters
Kim Heyst
Pelle Gedtek
Anders Fjølvar
C.C. Thybro
Kit Inez Køhler
Kristian Flodgaard Bach
Sabine Baudtler-Vedersø
Kristina Aagaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.