Jonas Wilmann er en forfatter, der ikke er bange for at chokere læserne, og det gør han i den grad i sin nyeste roman Gehenna – Helvede på jord.
På Mexicos Yucatan-halvø ligger et af landets ældste fængsler, i daglig tale La Puerta del Cielo (Himlens Port). Det ledes af den strikse og gammeldags katolik, inspektør Sanchez, som ikke giver meget for storbyernes moderne tanker om rehabilitering af fangerne. Så da Sanchez får besked om, at La Puerta vil få besøg af en psykolog fra Mexico City, er han alt andet end imødekommende. Mødet udvikler sig dog anderledes end forventet, for psykologen har en besynderlig forespørgsel: At komme i enrum med fængslets allerværste fange.Imens er Miguel Santos endnu en gang kommet i isolation for et angreb på en medfange. Uden for fængslet var Miguel skolelærer, en afholdt og lovlydig samfundsstøtte, indtil han en dag overfaldt og lemlæstede en teenagedreng. Det er, som om Miguel har en evne til at fornemme ondskab i andre, og den forvandler ham til et instrument, der kun har til formål at udslette det onde. Hvad Miguel ikke ved, er, at en større ondskab, end noget han hidtil har mødt, er ankommet til La Puerta … (fra bogens bagside)
Med Gehenna er Wilmann tilbage som voksenforfatter efter en række børnebøger. Det er en ‘genkomst’, jeg har glædet mig til, for når Wilmann giver los, er der stort set altid garanti for en fed læseoplevelse. Det får vi heldigvis også her – hvis du vel at mærke kan lide blod, vold, dæmoner og vild action, og hvem kan ikke det?
På sin hjemmeside har Wilmann skrevet lidt om arbejdet med bogen. Blandt andet at han oprindeligt skrev historien tilbage i 1995, og at den nuværende roman er en gennemarbejdet version af den. Da han besluttede sig for at genskrive Gehenna, satte han sig for, at han ikke ville lave en tammere, mere ‘voksen’ udgave af historien. Tværtimod skulle den gerne være endnu mere blodig og chokerende. For selvom originalen var rå og upoleret, så indeholdt den også en vild og løssluppen energi, som Wilmann gerne ville videreføre i den nye udgave.
Mit umiddelbare bud er, at det er lykkes! I hvert fald rummer Gehenna nogle virkelig klamme scener, der nok skal få læserne til at krympe sig.
“Fuck, hans bræk er helt sort,” udbrød Carlos og tog hånden op for munden.
“Carlos, stille,” beordrede Esteban. “Det er ikke sådan noget, han har brug for at høre.
Men det var nu rigtig nok, hvad Carlos sagde; opkastet så virkelig mærkeligt ud – en grå, melet væske med sorte klumper i. Der var ingen tvivl om, at La Hiena havde spist et eller andet, og det var det, som var skyld i hans lidelser.
Han lænede sig tilbage mod væggen og trak vejret en smule roligere, dog stadig uden at fokusere.
Esteban var lige ved at føle lettelse, men så lod Hiena til at få problemer med vejrtrækningen. Der lød ildevarslende kvælningslyde fra hans strube, han kæmpede, var vild i blikket. Så gav han slip på et enormt, rallende ræb. Det lød som en prop, der gik i et tilstoppet afløb, og det blev efterfulgt af en lyd som af et hav, der boblede nedad i hans mave, blub-blub-blub-blub. Tarmene bulede så kraftigt ud, at de kunne ses igennem hans T-shirt.
Han jamrede sig og strakte sig, så han næsten gik i bro, så lød et brag og en våd, sjaskende lyd fra hans bag. (side 80-81)
Gehenna – Helvede på jord er ikke for sarte sjæle. Nogen vil læse den og tænke, at den er alt for meget, alt for vild, alt for usandsynlig. Andre vil som jeg sluge den råt og elske dens ‘over-the-top’-attitude, der ikke giver et fuck for den gode smag.
Om Gehenna:
Udgivelsesår: 11.04.2023
Forlag: Kaos, 302 sider
Omslag: Jonas Wilmann
Gehenna er navnet på et landskab syd for Jerusalem. Her beskriver Det Gamle Testamente, at at der foregik afgudsdyrkelse og ofringer af mennesker ved ild. Også Det Nye Testamente bruger navnet Gehenna, her som en benævnelse for helvede. Læs mere på lex.dk
Læs også:
Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
In Absentia af Daniel Henriksen
Samlerne af Michael Kamp
Voks af Michael Kousgaard
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Nøgen frygt af Richard Laymon
Kimæren af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Dead World af Bo Sejer
Frygt-filerne af Jonas Wilmann