Luciabruden af Anne Vibeke Jensen

Luciabruden af Anne Vibeke Jensen

I 2018 udkom første bind i Johannestrilogien, Navnesøsteren, af Anne Vibeke Jensen. Nu fem år senere er bind to, Luciabruden, endelig udkommet.

Parapsykologen Caroline Hermansen har isoleret sig og forsøger at komme sig over tabet af sin veninde, der blev myrdet på Lønnestakgården på Frilandsmuseet. Men fortiden vil ikke slippe sit greb i hende, og da der sker nye mord i forbindelse med det gamle museum i Sorgenfri, modtager hun et opkald. Hovedkulds kastes hun ind i sagen, men mordene er kun en begyndelse. En tusindårig gammel plan er ved at blive sat i værk, og hendes skæbne er tæt forbundet med den. Jagten sættes nu ind på Caroline, for hun skal stå brud! (fra bogens bagside)

Luciabruden starter et halvt års tid efter begivenhederne i Navnesøsteren. Caroline har overtaget Mayas gamle lejlighed og arbejder nu i den lokale Netto for at betale huslejen. Hun har ikke længere forbindelse til kriminalassistent Quinn, men en dag står han pludselig udenfor hendes lejlighed. Chefen for Frilandsmuseet er sammen med sin hustru blevet myrdet, og Quinn har på fornemmelsen, at mordene hænger sammen med begivenhederne omkring Mayas død.

Caroline vil i første omgang ikke blandes ind i noget, men da hun pludselig modtager et opkald fra Mayas telefon, kan hun ikke undslå sig. Hvordan kan hendes afdøde venindes telefon pludselig ringe op? Er Mayas død ikke opklaret? Og hvorfor bliver Caroline ved med at vågne op foran det store spejl i soveværelset?

Jeg var godt underholdt af Navnesøsteren, der var Anne Vibeke Jensens romandebut, og jeg har set frem til at læse fortsættelsen. Heldigvis fortsætter Luciabruden de gode takter. Der er lidt ‘Da Vinci mysteriet’ vibes over fortællingen med hemmelige selskaber og religiøse fanatikere, der vil gå langt for at nå deres mål. Jeg kan godt lide blandingen af det action bårne plot, det lille drys uforklarlige hændelser og den indflettede baggrundsviden om spiritualitet og religiøse myter. For eksempel anede jeg ikke, at Lucia i hedenske traditioner ofte er blevet betragtet som den kvindelige udgave af Lucifer, eller at hun af nogen anses for at være Lilith, Adams første hustru, der blev smidt ud af Paradis og forvandlet til en dæmon.

Historien flyder let, og der bliver samlet op på flere tråde fra første bind. Blandt andet hører vi mere til den katolske præst, som Caroline mødte i Rom.

Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, beskrives politiarbejdet lidt overfladisk, og jeg kan godt ind i mellem synes, at forholdet mellem Caroline og hendes forældre nærmer sig det karikerede. Men det er heller ikke en politikrimi, og konflikterne mellem Caroline og faren fører handlingen fremad. Så trods mine anker er underholdningsværdien samlet set stadigvæk høj. Vi får både spænding, action, gys og lidt kærlighed, og jeg ser frem til at læse tredje og sidste bind. Forhåbentlig skal vi ikke vente fem år igen 🙂

Uddrag af bogen:

Lyset tændte på telefonens display, og Caroline opdagede, at klokken var tre. Hun holdt vejret, følte pludselig en kontakt med Salvatore. Betød det, at han tænkte på hende, at han var ved at skrive til hende? Sekunderne gik og blev til minutter. Ingenting, øv! Hun lagde telefonen fra sig.

Gad vide, om Salvatore er klar over, hvis tidspunkt det er, han kontakter mig på?

Nervøst kastede hun et blik i retning af gulvspejlet, før hun krøb helt ned under dynen.

Maya havde tit talt om, at klokken tre om natten var antikristtimen! Djævelens time, tidspunktet, hvor han kom på besøg. Det havde vist nok noget at gøre med det tidspunkt, Jesus døde på, og at Satan godt kunne lide at gøre grin med Gud. Caroline havde altid moret sig på Mayas bekostning, når hun talte om det, og Maya var med tiden holdt op. Alligevel ønskede Caroline nu, at hun havde lyttet mere efter, for meget af det, Maya plejede at tale om, havde pludselig fået en helt ny mening.

Hvad var det, du sagde, Maya? Noget med at … at Jesus ifølge Biblen døde på korset i den niende time, … og at det i vores tidsregning er klokken tre om eftermiddagen, … og at Satan godt kunne lide at vende symbolikken på hovedet, … at håne Gud, … og at han derfor valgte klokken tre om natten til sin tid?

Caroline vendte sig om på siden i sengen med ryggen mod gulvspejlet og trak dynen op over hovedet.

Gid du var her hos mig, jeg savner dig så meget, at det gør ondt. Jeg savner vores snakke, jeg har brug for dig, brug for din hjælp. (side 76-77)

Om Luciabruden:

Udgivelsesår: 17.03.2023
Forlag: Saxo Publish, 296 sider
Omslag: Karin Pihl Madsen

Læs mere om Lucia/Lilith her: Saint Lucia: Lilith in Disguise
Læs historien om Santa Lucia her: Religion.dk

Johannestrilogien:

Navnesøsteren, 2018
Luciabruden, 2023

Læs også:

Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Savas vidner af Sara Bouchet
Natskygge af Susanne Harsfort
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.