Med Teatro Grottesco introducerer forlaget Kandor for første gang den amerikanske horrorforfatter Thomas Ligotti på dansk.
Teatro Grottesco indeholder 13 ildevarslende noveller, der på hver sin vis introducerer læseren for Ligottis tågesvøbte mareridtsverden. Her regerer kun den gruopvækkende absurditet, der strækker sine lange fingre gennem tomme gader, livsforladte karnevaller og endeløse kontorbygninger – og altid lige under overfladen, lurer truslen om en afgrundsdyb indsigt, som måske bedst lades uforløst (hvis læseren ønsker at bevare sin sindsligevægt).
(fra forlagets beskrivelse)
Jeg har ikke tidligere læst noget af Thomas Ligotti, men jeg har flere gange hørt hans navn. Blandt andet nævner Jeff VanderMeer (Southern Reach-trilogien) og Nic Pizzolatto (True Detectiv tv-serien) Ligotti som en stor inspirationskilde. Det var derfor en stor fornøjelse, da forlaget Kandor sendte mig Teatro Grottesco til anmeldelse.
At oversætte denne novellesamling må have været noget af en udfordring. Jeg synes dog, at det er lykkes godt, og jeg lod mig hurtigt synke ned i Ligottis sære, mareridtsagtige verden. En verden der er næsten ligesom vores, men hvor hvad som helst kan ske. Alligevel er det sjældent tilsynekomsten af en overnaturlig ondskab, der gør historierne så skræmmende. I stedet er det den dystre, håbløse, kuldslåede stemning, der rammer som en forhammer.
Skal jeg alligevel sætte ord på handlingen i nogle af novellerne, så hører vi blandt andet om et eksperiment, der skal fjerne urenheder fra forsøgsobjekternes hoveder i ‘Renhed’. Om et isoleret hus med en næsten uimodståelig tiltrækning i ‘Det fænomenelle raseri’. Om en monolog optaget på kassettebånd, der er udstillet i et lokalt kunstgalleri i ‘Parcelhuset’. Om en nyansat’s første dag hos Quine Organisationens afdeling for udfyldning af blanketter i ‘Mit forsvar for gengældelse’ og ansættelsen af en ny opsynsmand i en fabrik under samme organisation i ‘Vores midlertidige opsynsmand’. Intet af ovenstående lyder vel særligt skræmmende, men i Ligottis nærmest hypnotiserende tone vokser de særeste skygger ud af fortællingerne.
John Kenn Mortensen har illustreret samlingen, og jeg er vild med illustrationerne til blandt andre ‘Bybestyreren’, ‘Vores midlertidige opsynsmand’ og ‘Parcelhuset’. Men måske fordi jeg kender og holder så meget af Mortensens monstre, føles de i andre tilfælde næsten for velkendte til at akkompagnere Ligottis syrede fortællinger. Det gør dog på ingen måde illustrationerne mindre fede at gå på opdagelse i.
Teatro Grottesco er ikke en samling, man læser i et stræk. Det er noveller, man fordyber sig i, og efterfølgende fordøjer før man kaster sig over den næste. Det er ikke altid, at jeg bliver betaget af historier, hvor sproget fylder mere end handlingen, men det blev jeg her. En anderledes, men meget læseværdig samling som varmt kan anbefales.
Reklame: Tak til forlaget Kandor der har foræret mig bogen til anmeldelse.
Uddrag af bogen:
Fabrikken havde længe været i forfald, dens talløse mursten nedslidte og smuldrende, dens mange vinduer knuste. Hver af de tre enorme etager, der hævede sig over jordniveau, var tømt for alt andet end støv og stilhed. Maskineriet, der havde stået tætpakket på fabrikkens tre etager, siges at være fordampet – jeg gentager fordampet – kort efter fabrikken havde ophørt sin drift. Det eneste, der var tilbage, var enkelte spøgelsesagtige silhuetter fra dybe beholdere og tanke, snoede rør og tragter, råt kværnende tandhjul og vægtstænger, gigantiske bælter og hjul, der bedst kunne ses i tusmørket – og senere slet ikke. Ifølge disse strengt hallucinatoriske vidnesbyrd havde hele Det Røde Tårn, som fabrikken var kendt som, altid, på visse tidspunkter, været omdrejningspunkt for falmen. Dette fænomen var, ifølge de deliriske og døende ord fra flere vidner, forårsaget af et skelsættende fjendskab mellem fabrikkens larmende og ildelugtende virke og det omkringliggende landskabs øde renhed, og konflikten mellem de to ville med jævne mellemrum resultere i midlertidig udviskning eller falmen af den ene part, forårsaget af den anden.
Det røde tårn, side 91-92
Andre skriver:
Litteratursiden:
Det uhyggelige hos Thomas Ligotti består ikke i spøgelser eller monstre eller det overnaturlige som sådan, men i hans evne til at desorientere læseren og skabe en følelse af fremmedgørelse og håbløshed. At livet er et meningsløst mareridt, som vi ikke kan vågne op fra – dét syntes at være Ligottis udgangspunkt […] ‘Teatro Grottesco’ er noget så sjældent som en novellesamling uden en eneste fuser og bør læses af alle, som sætter pris på horrorgenren. Men Ligotti er ikke nødvendigvis nem læsning. Hans unikke fortællestil, som ofte føles kold og fragmentarisk, vil langt fra appellere til alle, og hans til tider ret så knudrede sprog vil uden tvivl irritere en del læsere. (Læs hele anmeldelsen her)
Himmelskibet:
De 13 noveller i bogen er stemningsmættede og man indføres i verdner der ligger på kanten af vores, men hvor tingene alligevel ikke er som her […] Er man til underfundig horror og weird fiction, så er dette en bog man bestemt ikke skal snyde sig selv for. (Læs hele anmeldelsen her)
Horror Novel Reviews:
‘Teatro Grottesco’ is another collection of short fiction and it’s another sublime cornucopia of tales that are typified by a sense of dread and anxiety […] If there’s a unifying sensation to be gleaned from nearly all of the tales here, it’s that of mounting dread. Ligotti is not, it appears, interested in shocking the reader, more in drawing you into scenarios that are nightmarishly surreal and profoundly unsettling. (Læs hele anmeldelsen her)
Huffpost:
Teatro Grottesco isn’t a page-turner. It’s a slow scope-creep of dread and awe. It took me about a week this fall to read all the stories–but since then I’ve thought of them pretty much every day, puzzling them out, piecing them together. Ligotti writes in a genre all his own. The only title I can think to give it is philosophical horror. Think Kafka meets David Lynch meets… I don’t know, Cortazar? Ligotti’s stories contain grotesqueries, but almost no violence whatsoever. They’re about as far from traditional horror as horror can get. The dread Ligotti creates is the dread of living a life with no agency whatsoever, deluded and hopeless, controlled by malevolent and incomprehensible forces. (Læs hele anmeldelsen her)
Om Teatro Grottesco:
Udgivelsesår: 08.09.2023
Forlag: Kandor, 344 sider
Omslag og illustrationer: John Kenn Mortensen
Originaltitel: Teatro Grottesco, 2006
Oversætter: Espen Eik Rasmussen
Indhold:
Sindsforvirringer
– Renhed
– Bybestyreren
– Sideattraktioner og andre fortællinger
Forord
I. Den ondartede matrix
II. Utidige efterretninger
III. Det astronomiske slør
IV. De organiske formers afgrund
V. Det fænomenelle raseri
Efterord
– Klovnedukken
– Det røde tårn
Deformeringer
– Mit forsvar for gengældelse
– Vores midlertidige opsynsmand
– I en fremmed by, i et fremmed land
Hans skygge vil rejse sig til et højere leje
Bjælderne vil lyde for bestandig
En blid stemme hvisker intet
Når du hører sangen, vil du vide tiden er kommen
De sårede og de afdøde
– Teatro Grottesco
– Tankstations-karnevaller
– Parcelhuset
– Severíní
– Skyggen, mørket
Læs også:
Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen
Morf af Frank Brahe
Liv af Rasmus Hastrup
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Dansk standard af Kim Leine
The Dreams in the Witch House af H.P. Lovecraft
Tanker om at flygte af A. Silvestri
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Urban Cthulhu: Nightmare Cities / red. Henrik Sandbeck Harksen
Udslettelse af Jeff VanderMeer
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann
