I 2021 udgav Science Fiction Cirklen klima-antologien Komplekskuller. Titelnovellen var skrevet af C.C. Thybro, og handlede om Astrid, der lider af en invaliderende gigt i en verden, hvor ens nytteværdi er afgørende for ens overlevelse. Den historie er nu vokset til en roman i samme univers: Komplekskakerlakkerne.
Romanen er opdelt i fem afsnit samt en epilog. Hvert afsnit har sin egen fortæller, og efterhånden fletter historierne sig sammen og giver en ny forståelse af handlingen.
Den første fortæller er Astrid. Efter forældrenes død, bor hun nu alene i komplekset. På grund af sin gigt kan hun ikke bidrage med fysisk arbejde, og da hun også er socialt akavet, er hun begyndt at frygte for at blive ‘frisat’.
På nettet har Astrid fundet et fællesskab med andre, der som hun er udenfor fællesskabet i komplekserne de bor i. Her forelsker hun sig i Tia, men deres forhold er umuligt. På grund af en katastrofe ingen rigtig ved noget om, kan man ikke bevæge sig udenfor husene. Det er derfor en dødsdom at blive ‘frisat’.
Da noget sker i komplekset, hvor Tia bor, beslutter Astrid sig alligevel for at tage chancen. For bliver hun, er ‘frisættelsen’ alligevel snart uomgængelig, og så hellere selv tage valget.
Frygten for det udenfor har defineret livet lige så langt tilbage, Astrid kan huske. Det, og knaphed af alt fra plads til ressourcer i de hermetisk lukkede bygningskomplekser. Alle skal være nyttige og bidrage til fællesskabet.
Det eneste fællesskab hun kender til, er det hun har med sine online venner. De er hinandens faste holdepunkter i en verden, der ofte kalder dem ubrugelige og derfor ikke mener, at de har ret til at eksistere.
Men hvad sker der egentlig, når man frisættes? Ingen er nogensinde kommet tilbage efter at være blevet smidt ud, og det sidste, man hører fra de frisatte, er deres skrig.
(Forlagets beskrivelse)
Undervejs tager handlingen uventede drejninger, når fortælleren skifter. Det giver en suspensefuld fremdrift i historien, der sammen med de drypvise afsløringer af, hvorfor og hvordan komplekserne opstod, og hvordan verden er endt, gør fortællingen umulig at lægge fra sig.
Komplekskakerlakkerne beskriver et samfund hvor mantraet om, at hvis noget er for det fælles bedste, så er omkostningerne for den enkelte ligegyldige, drives til det yderste. I komplekserne, hvor folk lever tæt sammen uden mulighed for at komme væk, bliver de anderledes betragtet med mistænksomhed. For at overleve gælder det om at passe ind og være et aktiv for fællesskabet. Hvis ikke er man en belastning, der optager plads og spiser maden fra de andre.
Overfladisk set kan det virke rimeligt. Problemet er bare, at det fælles bedste ikke altid bliver bestemt ud fra altruistiske grunde. Dem, der bestemmer, kan have mere egoistiske mål. Nogle gange ved de måske ikke engang selv, at de er egoistiske. De kan komme til at se sig selv som så uundværlige, at de forveksler det fælles bedste med deres eget bedste.
I romanen tegner Thybro et skræmmende realistisk billede af, hvor lette vi mennesker er at manipulere. Hvor langt vi vil gå for at være en del af fællesskabet. Og ikke mindst hvor lidt vi er villige til at ofre, for dem vi ikke kender. En problemstilling der desværre er sørgelig aktuel også i vores virkelighed.
Jeg var dybt opslugt af Komplekskakerlakkerne, der i den grad er læseværdig. C.C. Thybro beviser igen, at hun er en særdeles talentfuld forfatter, der både mestrer noveller såvel som romaner. Senest er I skyggen af Udgårdsø blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.
Komplekskakerlakkerne er af samme høje klasse. Her er både drama, spænding, vellykkede personskildringer, overbevisende worldbuilding og masser at tænke over med temaer som identitet, ensomhed, isolation, magt og medmenneskelighed. Og så skriver Thybro bare grundlæggende godt.
En varm anbefaling herfra.
Om Komplekskakerlakkerne:
Udgivelsesår: 03.11.2023
Forlag: Science Fiction Cirklen, 285 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Redaktør: Johannes Lundstrøm
Læs et interview med C.C. Thybro på Bogforum 2023 om Komplekskakerlakkerne her
Læs også:
De rensede af Søren Staal Balslev
Børnenes jord af Gipi
Blår af Hugh Howey
Varslet af Liz Jensen
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Vejen af Cormac McCarthy
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Glasnøglen af Alex Karl Morell
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Jeg har haft fornøjelsen at redigere Komplekskakerlakker af C.C. Thybro og undrer mig over, at du vælger kun at nævne hvem der har designet omslaget. Det har nok taget Manfred et par timer, mens jeg har brugt mellem 70 og 80 timer.
Hej Johannes
Tak for din kommentar. Du har helt ret i, at jeg hidtil kun har nævnt redaktøren, når jeg har omtalt antologier på Gyseren. Det er dog på ingen måde ment som en nedvurdering af redaktørens indsats. Som hovedregel har jeg nævnt forfatter, illustrator, omslagsdesign, oversætter, originaltitel, forlag, årstal og sidetal, og da jeg blot har Gyseren som en hobby, må jeg indrømme, at jeg ikke specifikt har undersøgt, om der er regler for, hvilke medvirkende der bør nævnes. Som rettesnor har jeg skelet til online boghandlere som Saxo, William Dam, Tales, Plusbog og Bog.nu, der heller ikke umiddelbart nævner redaktøren, og jeg mener heller ikke, at redaktøren er nævnt på sciencefiction.dk. Men det kan være, at jeg fremadrettet bør være opmærksom på det 🙂
I øvrigt tak for et godt interview med Cecilie i Novum, nr. 151. Jeg kunne desværre ikke deltage på Bogforum, så det var spændende at læse efterfølgende.
Venlig hilsen
Jette