Danske sagnvæsener – et bestiarium af Kenneth Bøgh Andersen & Kristian Eskild Jensen

Danske Sagnvæsener - Et Bestiarium af Kenneth Bøgh Andersen, Kristian Eskild Jensen

Helhesten, lygtemanden, gravsoen, ellepigen, bjergfolket, lindormen og mange, mange flere. Sælsomme, forunderlige og farlige væsener, som de færreste i dag har hørt om, men som man troede fuldt og fast på, dengang byerne var små, skovene store, moserne dybe og natten svimlende mørk. Naturen var et mylder af væsener, som man skulle passe på og tage sig i agt for.

Eller sagt på en anden måde: Engang troede man, at Danmark var fyldt med monstre. Tænk, hvis man havde ret … (fra bagsiden)

Danske sagnvæsener – et bestiarium er et smuk illustreret opslagsværk om gamle, danske sagnvæsener, som engang var en del af folks hverdag, men som nu er på vej ud af hukommelsen. De fantastiske illustrationer er tegnet af Kristian Eskild Jensen, mens teksten er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Beskrivelserne er baseret på Just Mathias Thieles og Evald Tang Kristensens værker, hvori de samlede danske folkesagn i henholdsvis 1818-1823 og 1892-1901 og udgav dem for at bevare dem for eftertiden.

Hvert væsen omtales med et kort citat fra originalkilderne. Herefter kommer en beskrivelse af væsenet, hvor det findes, alternative navne m.m. Til slut er der gode råd til at overleve et møde med væsenet. Alle opslag har ligeledes en helsides illustration i farver, samt mindre sort/hvide tegninger.

Danske sagnvæsener indeholder omtaler af 25 forskellige væsener, og selvom jeg kendte de fleste, er der også nye skabninger med. Jeg vidste for eksempel ikke, hvad Æven var, eller at uldsokker kan redde dit liv, hvis du møder en. Ej heller havde jeg stiftet bekendtskab med Natravnen før, og jeg håber heller ikke at møde den i virkeligheden. Og selvom jeg havde hørt om Bjergfolket, så vidste jeg ikke, at de godt kan finde på at stjæle din øl. Eller at bjergbørn kan finde på at spise din mad og skide den ud igen, uden at du kan se forskel – men du kan smage det!

Jeg er vild med denne slags bestiarier, som sætter ord og billeder på gammel folketro. I dag kan det være svært at forstå, at man troede på den slags, men det var tidens måde at forklare verden på. Ved at forklare sygdom, død og ulykke som andet end tilfældigheder ved at gøre det til nogens skyld, kunne man også forsøge at forebygge det.

Kenneth Bøgh Andersen og Kristian Eskild Jensen har lavet et både flot og spændende opslagsværk, der kan besøges igen og igen. Både for at genopfriske historierne om væsenet, men i ligeså høj grad for at dykke ned i illustrationerne, der emmer af både skønhed og uhygge.

Om Danske sagnvæsener:

Udgivelsesår: 15.09.2023
Forlag: Gyldendal, 181 sider
Omslag. Simon Lilholt og Jes Madsen, Imperiet
Illustrationer Kristian Eskild Jensen

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Mørkets skabninger af Kåre Johannessen
Diget af Teddy Vork

Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier
Skumringstid / red. Bjarke Friis Kristensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.