E – Forseglet i blod af Lars Thomassen

E - Forseglet i blod af Lars Thomassen

E – Forseglet i blod er femte bind i Lars Thomassens Alfabetserie, og endnu en gang er her tale om en brutalt underholdende krimi, der holdt mig fanget fra første side.

Den ellers rolige og idylliske kystby Gilleleje rystes af en række brutale mord, der tilsyneladende er inspireret af nogle af historiens mest berygtede seriemordere.

Et kærestepar findes skudt på klos hold i deres bil ved stranden, og ikke længe efter bliver endnu et offer fundet myrdet. Denne gang findes offeret i sin egen lejlighed omgivet af blodige symboler, der peger på okkulte ritualer og en morder med en skræmmende fascination af fortiden.

Kriminalkommisær Iben Brahms og hendes Rejsende Efterforskningsteam kastes ud i en intens jagt på en morder, der ikke kun er brutal men også tilsyneladende uforudsigelig. Efterforskningen fører dem dybt ind i en labyrint af ondskab og hemmeligheder, hvor gamle synder trækker blodige spor ind i nutiden.

Samtidig må Ibens kollega og kæreste, Asger Hartvig, håndtere en personlig krise, der truer med at ødelægge ham – personligt såvel som arbejdsmæssigt. (forlagets beskrivelse)

Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan Lars Thomassen kan skrive så godt, så hurtigt. Første bind i Alfabetserien, A – Mørket lyver altid, udkom i 2022, og siden er det blevet til yderligere fire velskrevne og spændende bøger i serien om leder af Rejsende Efterforskningsteam kriminalkommisær Iben Brahms og kollegaen Asger Hartvig.

Hvert bind indeholder en selvstændig sag, men samtidig får vi hver gang tilføjet detaljer til personernes fortid og nutid. For eksempel hørte vi i bind A, at Asgers datter Isabella var blevet dræbt, og hvordan det havde sendt ham i hundene. Her i bind E smider Thomassen en bombe i den sag, som binder flere tråde sammen.

Personligt kan jeg også godt lide, hvordan Thomassen forbinder sin serie med andre universer. Jeg har tidligere nævnt, at Iben er datter af Troels Brahms, politimanden fra novellen Når månen titter gennem ruden, ligesom Asger har lært den tidligere PET-agent, Kaj Brøns, fra Vesterlund-trilogien at kende. Denne gang kan jeg afsløre, at der kommer lidt hints til forfatteren Chris Carter, der flere gange har været på Krimimessen i Horsens og tidligere har arbejdet som psykolog med speciale i seriemordere.

Endelig – og ikke mindst – er mordgåden i hvert bind interessant. Thomassen finder en ny vinkel i hvert bind. I B – Se dig om ved alle døre fik vi f.eks. et indblik i nordisk mytologi og asatro. Denne gang handler det blandt andet om amerikanske seriemordere, men der er også tråde til familiehemmeligheder og en kendt forfatter. Og så er Thomassen bare eminent til at skabe suspense med korte kapitler og skiftende fortællerstemmer, der hele tiden drejer plottet i nye retninger.

E – Forseglet i blod er hæsblæsende og brutal. Hvordan en flink mand som Lars Thomassen kan finde på ‘den slags’ er svært at forstå, men hvor er det heldigt. For hvis du er til velkomponerede, skånselsløse krimier med støt stigende spændingskurve, interessante personer og overraskende plottwists, så er Alfabetserien – ja, faktisk hele hans forfatterskab – ikke til at komme udenom. Personligt kan jeg næsten ikke vente til bind F, hvor jeg håber, at vi får at vide, om slutningen i E trækker tråde tilbage til en af Asgers mere lyssky bekendte i bind A.

Endnu en gang en varm anbefaling herfra.

Om E – Forseglet i blod:

Udgivelsesår: 16.12.2024
Forlag: Månen, 430 sider
Grafisk produktion: Lars Thomassen

Besøg Lars Thomassens hjemmeside

Alfabetserien:

E – Forseglet i blod, 2024
D – Døden vinder altid til sidst, 2024
C – Hviskende glansbilleder, 2023
B – Se dig om ved alle døre, 2023
A – Mørket lyver altid, 2022

Læs også:

Ondskabens hjerte af Chelsea Cain
Suffløren af Donato Carrisi
Slagtehuset af Paul Cleave
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Løbende tjener af Dennis Jürgensen
Tandsamleren af Lotte Petri
Blodmanden af Robert Pobi
Hauge-serien af Palle Schmidt
DNA af Yrsa Sigurðardóttir

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.