Jeg er vild med udgivelser som Danmarks magiske væsener og fabeldyr, der både er spændende læsning og giver ny viden. Selvom jeg gennem årene har læst flere af disse opslagsværker om myter, folketro og sagnvæsener – senest Danske sagnvæsener – et bestiarium af Kenneth Bøgh Andersen med illustrationer af Kristian Eskild Jensen – så lærer jeg alligevel noget nyt hver gang.
Danmarks magiske væsener og fabeldyr er skrevet af historiker, konsulent og forfatter Charlotte Lindhardt. Med udgangspunkt i særligt Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvigs indsamlinger af folkesagn og folkeviser fra hele landet giver hun mulige forklaringer på myternes opståen.
Illustrationerne står designer, fotograf og forfatter Jim Lyngvild for. Tidligere har han lavet flere smukke og til tider debatskabende fotobøger om fortidens konger og dronninger, vikinger og nordiske guder. Denne gang har han brugt kunstig intelligens. Blandt andet fordi han ville udnytte summen af internettets kollektive hukommelse, ligesom historierne er blevet fortalt videre af tusindvis af mennesker gennem tiden. Den begrundelse er jo god nok, men desværre synes jeg ikke, at illustrationerne tilnærmelsesvis lever op til hverken Jim Lyngvilds sædvanlige standard, eller en dygtig illustrators tegninger. For mig virker bogens illustrationer alt for glatte og sjælløse i forhold til f.eks. Kristian Eskild Jensen, Johan Egerkrans eller John Kenn Mortensens fantastiske tegninger i lignende udgivelser. Men det er nok en smagssag.
Til gengæld tager jeg hatten af for den grundige research de to har udført for at skrive Danmarks magiske væsener og fabeldyr. Bagerst er indsat en lang litteratur- og inspirationsliste, som tydeligt viser, hvor langt de har været omkring. At det samtidig er lykkes dem at gøre de mange informationer læsevenlige og interessante er virkelig godt gået.
Valravnen
Bogen er opdelt i 29 kapitler + indledning og afslutning. Hvert kapitel beskriver en gruppe væsener som f.eks. dværge, skiftninger, nattejægere og valravne. Om sidstnævnte står der bl.a.:
“Ud fra den nordiske mytologi og myterne om menneskeulven eller mandeulven opstod varulvens flyvende pendant: manderavnen eller valravnen. Det er en mand, som er blevet tryllet om til en ravn, og forbandelsen kan kun ophæves, hvis han drikker blod fra et nyfødt drengebarn […] Nogle forskere mener, at valravnen og varulven har samme oprindelse. Val og var kan begge betyde mand eller menneske, og forandringen fra menneske til ulv eller ravn på grund af onde magter er næppe tilfældig. Andre fortolker ordet val som “vild”, det vil sige den vilde, utæmmelige ravn […]” (side 216-221)
Forklaringerne og beskrivelserne af væsenerne uddrages ikke kun fra en etymologisk undersøgelse af deres navne. Også arkæologiske undersøgelser, gamle stednavne, folkeviser og ikke mindst fortællingerne fra folketroen er med til at forklare dem. Som at havkøer og havheste nødvendigvis må findes, da havmænd- og fruer også skal have føde. For det er jo ganske vist, at der findes civilisationer under vandet. Mange har sikkert hørt om Atlantis (som måske er øen Santorini, der blev begravet i et vulkanudbrud i år 1645 f.Kr.). Men vi har også oversvømmede byer i Danmark. Bl.a. fandt man i 1950’erne en stenalderboplads i Tybrind Vig ved Vestfyn 300 meter fra kysten i næsten 3 meters dybde. Bopladsen var langsomt forsvundet i havet på grund af den naturlige vippelinje, der hævder den nordøstlige del af Danmark, mens den sydvestlige del synker.
Bussemanden
Et af de for mig nye væsener i bogen er Bussemanden. Selvfølgelig har jeg hørt udtrykket Bussemanden, men jeg vidste ikke noget om ham. Historierne om ham begyndte i 1500-1600 tallet, hvor kolonimagterne sejlede ud på verdenshavene. Her stødte de på den indonesiske ø Sulawesi, hvor en gruppe pirater hærgede. Disse pirater blev kaldt bugierne eller buganeserne, og udover at de var hensynsløse i deres terror, spiste de også menneskekød.
“Derfor vendte engelske og nederlandske søfolk hjem med gruopvækkende historier om “bugimændene”, og nabolandene tog fortællingerne til sig, og derfor findes der en variant af Bussemanden eller The Boogeyman overalt fra Sverige til Spanien og Portugal, og han er rejst videre med kolonimagterne til de spansktalende lande i Syd- og Mellemamerika.” (side 103)
I Danmark blev Bussemanden også kaldt for Bussetrold, og i folkloren findes der kun enkelte sagn om ham.
Ættefylgjer og hamingja
Jeg kendte til gengæld intet til ættefylgjer og hamingja, der også var nye for mig. Ættefylgjer og hamingja er en slags skytsånd eller værneskikkelse. Disse væsener adskiller sig fra de andre i Danmarks magiske væsener og fabeldyr ved at være forskelligt fra person til person.
“Vi drømmer, kan gå i søvne, kan blive hypnotiseret eller få forudanelser og syn, som ikke kan forklares. Sjælen kan dermed vandre frit på jorden gennem tid og rum uafhængigt af kroppen, og den tager af og til form af et dyr – vores eget vardyr. Dette sjælevæsen passer på slægten og dens individer og viser sig, når vi er i fare eller nærmer os døden. Skytsånden eller værneskikkelsen er derfor ikke noget, alle kan se, men i højere grad et væsen, som er forskellig fra person til person […] Der var altså en klar sammenhæng mellem personens status og fysiske eller psykiske evner og personens ættefylgje. En kriger ville kunne skifte ham til en bjørn, en ulv eller andre store og stærke dyr, mens almindelige menneskers ættefylgjer tog form af for eksempel kvæg, grise eller høge […] Ættefylgjen fulgte med én, hvor end man var, og senere udviklede den sig til et mandligt væsen, gårdvætten eller gårdnissen.” (side 140-146)
Bogen fortæller videre, at høvdinge- og kongeslægter havde særligt stærke hamingja og brugte særlige klenodier som bevis på deres lederværdighed. Sådanne slægtsklenodier kender vi også i dag, hvor f.eks. kronregalierne symboliserer kongemagten.
Gravsøer
Det sidste væsen, jeg vil nævne her, er gravsoen. Gravsoen forbindes med kirkevarerne, og er et tvetydigt væsen med en kompliceret forhistorie. Grisen symboliserer både frugtbarhed og velstand, men også grådighed og begær. Den spiller en rolle i næsten alle religioner, bl.a. kristendommen hvor den symboliserer selveste Satan. I den nordiske mytologi er grisen derimod et symbol på aggressivitet og mod og associeres med Frej som et symbol på kongemagt og frugtbarhed. Svinet opfattes således meget forskelligt i kristendommen og den nordiske mytologi, og i folketroen blev den et symbol på kampen mellem den gamle og den nye tro.
“Gravsoen varsler ikke altid død, men kan også være et budskab fra det hinsides om et udøbt barn, som moderen skaffede af vejen og begravede i uindviet jord. I skikkelse af en gravso vil dette barn hjemsøge egnen, indtil dets lig bliver fundet og begravet på kirkegården. Grunden til, at det lige præcis bliver til en so, må være svinenes forbindelse til de nordiske guder og dermed hedenskabet. Når barnet ikke er døbt og begravet på kristen vis, forvandles det til noget ukristent. I nogle sagn bliver barnet fundet og genbegravet i indviet jord, hvorefter gravsoen forsvinder.” (side 179)
Danmarks magiske væsener og fabeldyr er fuld af spændende viden og interessante teorier. Bogen adskiller sig fra andre bøger om Danmarks sagnvæsener ved at kombinere forskellige videnskaber som etymologi, litteraturvidenskab og religionshistorie med arkæologi og geografi i sine beskrivelser af folketroens væsener. Dermed får vi ikke blot en beskrivelse af folketroens væsener, men også en undersøgelse af hvilke menneskelige og historiske faktorer, der kan ligge til grund for den danske folketro.
En varm anbefaling herfra.
Om Danmarks magiske væsener og fabeldyr:
Udgivelsesår: 18.10.2024
Forlag: Frydenlund, 287 sider
Layout og illustrationer: Jim Lyngvild
