Jeg læste første gang Hyperion, kort efter at den udkom på dansk tilbage i 1997. Jeg var ret begejstret for den, men knap så begejstret for de følgende bind i serien. Da jeg så for nyligt læste Zoi af Jane Mondrup, kom jeg til at tænke på den. Jeg kunne huske noget med nogle delvis levende træskibe, der fungerede som stjerneskibe, og jeg fik lyst til at læse den igen.
I 2760 har menneskene for længst forladt Jorden og koloniseret rummet. Sammenslutningen af planeterne styres af Hegemoniet, som i samarbejde med Teknokernen styrer Verdensvævet, et kommunikations- og transportmiddel, der kan flytte mennesker gennem tid og rum på ingen tid via fjernsenderportaler. Rejser med stjerneskibe tager længere tid og udløser tidsgæld.
Men krig truer. Ytterne, modificerede mennesker som for mange år siden valgte at forlade Hegemoniet og nu lever som nomader mellem stjernerne, gør klar til at angribe planeten Hyperion. En planet, der ligger uden for Verdensvævet, men er af stor interesse for såvel ytterne, som Hegemoniet og ikke mindst Teknokernen. På Hyperion er Tidsgravene nemlig ved at åbne sig, og ingen af fraktionerne ved, hvad det vil afstedkomme.
Inden kaos bryder løs, bliver syv udvalgte sendt på en pilgrimsfærd. På rejsen til Tidsgravene fortæller de deres livshistorier, i håb om at finde ud af hvorfor netop de syv er blevet udvalgt.
Den katolske præst fader Lenar Hoyt fortæller, hvordan han første gang blev sendt til Hyperion for at ledsage den forviste præst fader Duré. Duré planlagde at undersøge bikura stammens kultur, før den forsvandt. Men Duré forsvinder, og fader Hoyt tager tilbage for at finde ham.
Oberst Fedmahn Kassad er den anden til at fortælle sin historie. Han vokser op i slummen på Tharsis, hvor fattigdom og pludselig død var normen. Som ung ender han i hæren, hvor han snart udmærker sig. Træningen består bl.a. af strategiske historiske simulationer, og under dem møder han en mystisk kvinde, der ikke er en del af simulationen. Hvem er hun, og har hun nogen forbindelse til det mystiske væsen Tornskaden?
Digteren Martin Silenus påstår at være født på den gamle Jord, og er kendt for sin bogserie ‘Den døende Jord’ som har gjort ham umådelig rig. For at genfinde sin digteriske stemme slog han sig ned i Poeternes By under kong Billy, en aristokrat der har etableret et kongerige af kunstnere på Hyperion. Silenus begynder også at skrive igen, men samtidig begynder Tornskaden at hærge.
Professoren Sol Weintraub rejser med sin datter Rachel, der var arkæolog ved Tidsgravene. Her blev hun udsat for noget, som har fået hende til at ældes baglæns, én dag af gangen. I mange år forsøgte han at finde en kur mod sygdommen, men nu er Rachel et spædbarn, og Weintraub håber, at pilgrimsrejsen til Tidsgravene kan redde hende.
Brawne Lamia stammer fra planeten Lusus og er privatdetektiv. Hendes klient, en kybrid opbygget over digteren John Keats, forsøger at finde ud af, hvorfor nogen har slettet en uge af hans hukommelse. Sporene peger igen mod Hyperion.
Da det bliver konsulens tur, fortæller han historien om Merin og Siri. Som ung er Merin skibsmand på skibet, der skal installere den første fjernsenderportal på planeten Maui Pagt. Her møder han den lidt yngre Siri, og de forelsker sig voldsomt. Gennem tiden vender Merin flere gange tilbage, og hver gang er Siri blevet mange år ældre. Det stopper dog ikke deres kærlighed. Men hvilken forbindelse har deres historie med konsulens og Hyperion?
Den sidste pilgrim er tempelherren Het Masteen, kaptajn på træskibet Yggdrasil der bringer pilgrimmene til Hyperion.
Det har været en rigtig god oplevelse at genlæse Hyperion. Første gang var der mange referencer og udtryk, jeg ikke kendte, som nu giver mening. Samtidig sætter jeg også meget større pris på den worldbuilding der ligger bag. Det er imponerende og meget spændende at undersøge. Endelig var jeg denne gang bedre til at fokusere på den bagvedliggende historie. Hvor jeg under første læsning var meget koncentreret om pilgrimmenes fortællinger, fik jeg denne gang koblet det sammen med den store fortælling om Hegemoniet, ytterne og teknokernen.
Jeg tror helt sikkert, at jeg fortsætter min genlæsning af Dan Simmons serie, og skulle der være nogen derude, som ikke har fået læst den endnu, så kan jeg kun varmt anbefale den.
Andre skriver:
Bogrummet
Jeg bliver totalt overvældet af Dan Simmons fantasi. Det samfund, Vævet, Hegemoniet, han har skabt, er så storslået og fantastik gennemført. Samtidig bliver de nye fremtidspåfund blandet med gamle ting fra jorden, der ikke helt er glemt […] Dan Simmons har med ‘Hyperion’ formået at skabe et unikt univers, som ikke er set bedre siden Frank Herberts Klit. (Læs hele omtalen)
Kloner og stjernekrig
I tetralogien om Hyperion samler Dan Simmons mange af science fiction-genrens store temaer og bringer dem til ny udfoldelse. Hans storværk har både hæsblæsende action, bærer præg af taktisk og politisk tænkning og har en fantastisk historie at hænge det hele op på. (Læs hele omtalen)
Hipsters of the Coast
Hyperion by Dan Simmons is an underrated sci-fi classic. Well, perhaps underrated isn’t quite the right word. Published in 1989, it went on to win both a Hugo and a Locus award in 1990 and is frequently well-reviewed on platforms like Goodreads, but it never broke into the zeitgeist like so many of its brethren have. (Læs hele omtalen)
The Independent
“Hyperion” was an interesting book, but it’s difficult to convey what the story was about in a summary. It’s one of those books that gradually reveals its purposes as the plot progresses. (Læs hele omtalen)
Om Hyperion:
Udgivelsesår: 1997
Forlag: Cicero, 383 sider
Omslag: Peter Stoltze
Orignaltitel: Hyperion, 1989 (amerikansk)
Oversætter: Poul Buchwald Andersen
Hyperion-serien
Hyperion, 1997
Hyperions fald, 1998
Endymion, 1998
Endymions sejr, 1999
Læs også:
Stiftelsen af Isaac Asimov
Kulturen af Iain Banks
Klit af Frank Herbert
Solar af Brian Roland Larsen
Orbital af Pellé og Runberg
Sommernattens rædsel af Dan Simmons
