For nyligt udkom Jane Mondrups Zoi, en velskrevet og tankevækkende dansk science fiction roman, som varmt kan anbefales.
Astronomerne havde fået øje på den aflange form, da den passerede Jorden. Den lignede ikke noget, de havde set før, så de fulgte den nøje – og de opdagede, at den både ændrede form, bremsede op og skiftede retning for at gå i kredsløb om solen. Den slags skete ikke af sig selv.
I starten troede de fleste, at der var tale om et rumskib, på grund af kursskiftet og nogle radiobølger, som formen udsendte. Men bølgerne viste sig at være for ensartede til at indeholde noget budskab. Efter at formen havde lagt sig i en bane mellem Jorden og den planet, som hed Venus, var signalaktiviteten ophørt. Der var ingen andre tegn på aktivitet eller på, at der var nogen ombord. Alle undersøgelser bekræftede det indtryk, man allerede havde dannet sig. At der med ret stor sikkerhed ikke var tale om et fartøj, men om noget, der var levende i sig selv. (Side 20-21)
Amira var kun fem år, da den første zoi ankom, og hun blev straks fascineret af den store cellelignende organisme. Efter et par år forlod zoien vores solsystem lige så pludseligt og uforklarligt, som den var ankommet. Amira var ulykkelig, men også fast besluttet på, at hvis der kom endnu en zoi forbi, når hun var blevet voksen, så skulle hun op til den. Den beslutning holdt hun fast ved, og i romanens start møder vi Amira, som nu er astronaut.
Sammen med tre andre astronauter: Linn, Kiah og Evardo, er Amira passager i en zoi, der rejser gennem det ydre rum. Deres opgave er at studere og forsøge at kommunikere med zoien. Resultaterne skal sendes tilbage til Jorden i håb om at finde svar på grundlæggende spørgsmål om livets opståen, udbredelse og variation.
Historien fortælles af Amira i nutiden med skiftevise nedslag i fortiden om oplevelser, tanker og begivenheder, der har ført frem til, hvor hun er nu. Vi får blandt andet at vide, hvordan hendes familie aldrig har forstået hendes drøm om at blive astronaut. De ønsker for hende, at hun skal slå sig ned med kæresten Nathan og få børn, men det kan Amira slet ikke forholde sig til.
Vi hører også om de hidtidige forsøg på at studere zoierne. Hvordan man fandt ud af, at zoien etablerede zoner i selv, for at mennesker kunne overleve i den. Man ved ikke hvordan eller hvorfor. Ej heller ved man, om opholdet vil ændre astronauternes biologi. Men man ved, at de sandsynligvis aldrig vender tilbage til Jorden igen, for de har ingen indflydelse på kursen.
Vurdering:
Zoi greb mig fra første sætning. Historien er både interessant, overraskende og original. Jeg blev vildt fascineret af hele den biologiske fortælling, men også af de spørgsmål historien rejser. Hvad driver folk til at kaste sig ud i det ukendte, som de første opdagelsesrejsende der drog ud på havet, uden at vide hvad – om noget – der ventede dem? Hvorfor søger nogle mennesker svar uanset omkostningerne ved det?
Men også spørgsmål om identitet – hvordan ved jeg, at jeg er mig? Hvad har formet mig? Hvordan opfatter andre mig? Hvad betyder mine relationer med andre for min identitet?
Det kan måske lyde som en tung omgang, men trods de store eksistentielle spørgsmål historien rejser, er Zoi alligevel let at læse. Jane Mondrup skriver klart og forståeligt, og plottet har en handlingsbåren spænding, der understøtter de filosofiske overvejelser. Det fungerer rigtig godt, og jeg blev totalt opslugt af fortællingen.
Jeg har tidligere læst Zeitgeist af Jane Mondrup. Det er en ganske anden slags roman, men absolut også læseværdig. Så har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Jane, er det bare med at komme i gang.
Om Zoi:
Udgivelsesår: 15.06.2025
Forlag: Read.Die.Repeat, 256 sider
Omslag: Winnie Meisler
Besøg Jane Mondrups hjemmeside
Læs også:
Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke
Dark Matter af Blake Crouch
Farvel, min astronaut af Jesper Goll (novelle)
Slidte dukker af Majbrit Høyrup (novelle)
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
Genfærdenes tårn af Nikolaj Johansen (novelle)
Solaris af Stanislaw Lem
Zeitgeist af Jane Mondrup
Hyperion af Dan Simmons
Forstyrrelsen af Steinar Bragi
Project Hail Mary af Andy Weir
