Jeg har aldrig fået læst Svend Åge Madsen trods mange gode anmeldelser. Af en eller anden grund har jeg fået overbevist mig selv om, at han er vanskelig tilgængelig. Men da jeg faldt over beskrivelsen af Vortsted, som ovenikøbet kun er på 60 sider, tog jeg chancen.
Svend Åge Madsen er bogstaveligt talt uden for nummer. Det er nok også derfor, at han har skrevet Tænkepause 0, som er hele tre ting på en gang. Den er en del af serien, den er helt sin egen, og så fejrer den, at hele 100 forskere fra Aarhus Universitet i ti år har gjort alle os andre læsende væsner klogere på alt fra Ansvar til Ære. Den slags jordnære betragtninger hæver aarhusforfatteren par excellence sig selvfølgelig over. Han tilsteder i stedet ordet til to overjordiske rumboer med de passende betegnelser Zero og Orez, som fra deres sted, som de naturligvis i et ord kalder ”Vortsted”, tænker deres om det sted, som både de to og vi kender som ”Jord”. (Forlagets beskrivelse)
Hvor serien Tænkepauser normalt skrives af forskere indenfor diverse emner, har Svend Åge Madsen skrevet en fortælling om mennesket fortalt i en blanding af allegori, satire og fiktion. Fortællerne er to rumvæsner, Zero og Orez. De har jævnligt besøgt Jorden og beboede dele af universet på teleempatiske rejser. Nu giver de deres – lettere alternative – version af menneskets udviklingshistorie.
Da Zero og Orez første gang besøgte Jorden, bestod det eneste liv af cyanobakterierne i Urhavet. Forsøget på at kommunikere med bakterierne mislykkedes. I forvisning om at bakterierne var i gang med at begå selvmord, forlod de Jorden. Bakterierne havde nemlig opfundet fotosyntesen, men for meget oxygen var giftigt for dem.
Ved næste besøg er de fleste oprindelige bakterier som ventet uddøde. I stedet er en række andre væsner kommet til.
Den oprindelige befolkning var stort set uddød, kvalt af sit eget oxygen. Sådan som vi havde forudset. Der var kun ganske få overlevende i beskyttede huler og grotter.
Men det forfærdende var, hvad der i stedet var opstået af oxygen-elskende væsner. Selvfølgelig adskillige planter og vækster, det kom ikke bag på os. Men også talrige rodløse væsner, der myldrede, vrimlede, sværmede og flakkede omkring.
Men værst af alt var den frygtelige katastrofe indtruffet: den skinbarlige ondskab i form af MUNDEN. (side 11)
Ved at bruge et udenforstående syn på vores udvikling bliver det muligt at fabulere over ting, vi indser for indlysende. Som anmelderen i Kristeligt Dagblad skriver konfronterer Madsen: “… den virkelighed, vi kender med et nyt blik og sæt af normer, som gør, at alt det, vi normalt tager for givet (fra sproget over kroppen til religion) står frem i underliggørelsens knivskarpe lys.”
Og hvorfor munden er så forfærdelig, får vi selvfølgelig også en forklaring på.
Jeg synes, det var skægt at prøve at placere vores udvikling i rumvæsnernes genfortælling. Både de faktiske begivenheder men også vores idéhistorie. Fx lader Madsen Zero og Orez opdage bogstaver, uden at de for alvor forstår dem.
En nøjere undersøgelse viser, at der ofte kun findes mellem tyve og tredive tegn, men afhængigt af hvilken rækkefølge de er anbragt i, kan de gøre væsnet lykkeligt, bedrøvet, ophidset, fraværende og så videre i en uendelighed. Så mægtige er de pågældende tegn, at tre af dem i én rækkefølge kan fremkalde forestillingen om en bygning hos det seende væsen, mens de i en anden kombination fremkalder synet af et andet, meget mindre væsen.
Adskillige af væsnerne er i høj grad afhængige af tegnene. I den grad indfanget af deres mystiske evner at disse væsner, der befinder sig i en farverig, varieret og udfordrende verden, trods dette foretrækker at tilbringe en stor del af deres liv, mens de åndeløst følger tegnene i stadig nye forbindelser, disse godt tyve tegn, der ustandselig bytter plads, gentager sig, danner et bånd i én fortsat forvirring. (side 8)
Vortsted er både letlæst, underholdende og tankevækkende, så jeg er bestemt ikke skræmt væk fra Svend Åge Madsen. Tværtimod.
Andre skriver:
Weekendavisen, 2022-06-10
“[…] et fyrsteligt forskruet postkort fra en fjern og på højeste niveau stillestående planet […] De blot 60 sider ligner på samme tid den perfekte, koncentrerede SÅM-opsummering og et hurtigt sammenskrab af fikse ideer fra arkivet, jo fordi enhver Madsen-roman, også og især de tykkeste, i deres kerne altid er hurtige sammenskrab af fikse ideer fra arkivet, der knopskyder til nye, små og store og kosmiske ideer, men hold da mund, som den mand ikke sjusker med snurrigheden.”
Information, 2022-07-02
“Ideen, som er oldgammel, men i Madsens intelligente udformning ny, kendes fra blandt andre Montesquieus Lettres persanes (fra 1721) om to persiske adelsmænds indtryk af Frankrig under Louis XIV. Men i denne omgang bruges modellen med det fremmede, undrende blik også til andet end lige satire. Gennem de to iagttagere Zero og Orez, der som navnene antyder står hinanden særdeles nær, men samtidig er hverandres modsætning, kortlægges dialektisk-dialogisk udviklingen på Jorden, fra da de levende væsener fik munde, via dinosaurernes storhedstid og fald og opfindelsen af den oprejste gang, frem til tilblivelsen af kunsten at skrive og frembringelsen af noget så absurd som flaskepost.”
Kristeligt dagblad, 2022-07-19
“Madsens nye tegnforbindelser kalder på både grin og eftertanke – og får sindet til at drive lidt mere frit omkring. ” Vortsted” er nok et kuriosum i det store forfatterskab, men ikke desto mindre et, der er en tankerejse værd.”
Om Vortsted:
Udgivelsesår: 07.06.2022
Forlag: Aarhus Universitetsforlag, 60 sider
Omslag: Trefold
Læs også:
Artikel: Livets udvikling i havene skal skrives om
Novelle: Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’ af Ea-Katrine Lystbæk Thomsen
Kraften af Naomi Alderman
De mørke lysår af Brian Aldiss
Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Meningen med livet af Anders Kofoed
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Pottemagerne på Firsk af Jack Vance
