Det er svært at være optimistisk på menneskehedens vegne efter at have læst De mørke lysår af Brian Aldiss. Her udstilles vores mindst tiltalende træk i mødet med en fremmed race.
Hvad vil der ske den dag, da mennesket træffer på intelligensvæsener fra andre planeter? Vil vi overhovedet være i stand til at kommunikere med dem eller erkende dem som værende intelligente? Vil vi kunne forstå og tolerere deres måde at leve på, eller vil vi – som vi har gjort ved adskillige naturfolk her på jorden – udrydde dem, eller måske bruge dem til vivisektion, som vi gør med andre af vore medskabninger? Eller vil de måske udrydde os?
De mørke lysår fortæller om en sådan races skæbnesvangre møde med jordiske rumfarere. Det er en udfordrende roman om interplanetarisk moral, en af de fineste, som Brian Aldiss, Englands førende science fiction-forfatter, har skrevet. (Forlagets beskrivelse)
Brian Aldiss udgav De mørke lysår i 1964. Han skrev den i vrede over tidens eksperimenter udført på delfiner, og den vrede skinner tydeligt igennem romanen. Vi mennesker portrætteres som uvillige til at godtage nogen anden form for intelligens end den menneskelige. Og ser man tilbage i vores historie, er hvert eneste møde med fremmede kulturer da også stort set hver gang endt med katastrofale følger for de fremmede. Tænk blot på de europæiske opdagelsesrejsende i Amerika og Afrika.
Romanen fortælles gennem en række stemmer uden egentlige hovedpersoner. Utoderne Queguo Kifful og Snok Snok Karn lever på planeten Dapdrof. Hos dem bor også mennesket Aylmer Ainson, der med tiden har lært at kommunikere med utoderne. Gennem Queques fortælling hører vi om, hvordan mennesket første gang mødte utoderne på en helt tredje planet, Grudgrodd, som på jordsprog betyder ‘en fejltagelse’.
Så springer vi over til menneskenes fortælling om mødet. Da et jordisk rumskib undersøger Grudgrodd og finder utoderne, anser de dem først for farlige dyr, og dræber seks af dem. De sidste to tages til fange og bringes tilbage til jorden. Mesterudforskeren Bruce Ainson er overbevist om, at de er intelligente, men tilbage på jorden anbringes utoderne i London Exozoo.
Herfra kommer flere fortællerstemmer til. Mihaly Pasztor, der er leder af London Exozoo, amerikaneren Bryant Lattimore, kosmo-eklektikeren Hilary Warhoon, de tilfangetagne utoder m.fl.
De mørke lysår er ikke en ukompliceret dem-og-os fortælling. Med sin fragmentariske opbygning har romanen ikke en egentligt spændingskurve, men er snarere en filosofisk diskussion af intelligens og menneskets evne til at forstå det fremmede. En diskussion der meget entydigt udstiller menneskets manglende indsigt i andre kulturer.
I sit essay The Inhumanity of Brian W. Aldiss kalder Assistant Professor of English Donna Ross Hooley romanen for et af Aldiss’ bedste eksempler på, hvor dybt mennesket kan synke.
Aldiss examines the truths about humanity’s Us and Them attitude, about our focus on the package instead of its contents, about our tendency to condemn outsiders. His Others offer an objective commentary–because they aren’t trees, they can see the forest; they serve as foils, by contrast illuminating the human characters; they present sentience and humanness as distinct; and they provide an opportunity to explore the human condition with a discrimination that is the essence of interpretive fiction. (Læs hele essayet her)
Jeg blev ikke efterladt i godt humør af læsningen, men trøster mig med at vi trods alt har udviklet os siden 1960’erne. Håber jeg.
Om De mørke lysår:
Udgivelsesår: 1973
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 175 sider
Omslag: Ole Kragh
Originaltitel: The Dark Light Years, 1964
Oversætter: Jørgen Bech-Jessen
Læs også:
Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
1629 – Djævelens apoteker af Xavier Dorison
Vandaben af Claus Due
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Kolonien af Pierre Robert
Mellemstation af Clifford D. Simak
Englenes blod af Johanna Sinisalo
Projekt Hail Mary af Andy Weir
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells
