Piranesi af Susanna Clarke

Egentlig læser jeg ikke ret meget fantasy, så da forlaget Screaming Books spurgte, om jeg ville læse Piranesi af Susanna Clarke, var min første tanke nej. Trods mange rosende omtaler har jeg aldrig fået læst hendes debutroman Jonathan Strange & Mr. Norrell, så jeg tænkte, at det sikkert ikke var noget for mig.

Men så slog det mig. Jeg har endnu ikke læst en roman fra Screaming Books, som har skuffet mig. Hver gang har det vist sig at være interessante, velskrevne og/eller overrumplende bøger, som jeg er glad for at have læst efterfølgende. Så jeg endte med at give mig i kast med Piranesi.

Piranesi bor i Huset. Det har han måske altid gjort.

Hver dag laver han omhyggelige optegnelser i sine notesbøger om alle dets undere: de labyrintiske sale, de tusindvis af statuer, tidevandene, som buldrer op ad trapperne, skyerne, som langsomt driver gennem de øvre sale. Tirsdag og fredag mødes Piranesi med sin gode ven, Den Anden. Andre gange bringer han offergaver i form af mad og åkander til De Døde. Men for det meste er han alene.

Meddelelser begynder at dukke op, skrevet med kridt på gulvet. Nogen er ankommet til Huset. Men hvem er det, og hvad vil de? Er det en ven, eller bringer de kun ødelæggelse og vanvid med sig, som Den Anden hævder?

Forsvundne tekster skal findes, hemmeligheder afsløres. Den verden, som Piranesi troede, at han kendte, er pludselig mærkelig og farlig.

Husets Skønhed er grænseløs, dets Velvilje uendelig. (Forlagets beskrivelse)

Historien er opbygget af en række dagbogsoptegnelser. Vi befinder os i et univers bestående af en enorm bygning opdelt i endeløse sale i tre etager. Det nederste er tidevandets domæne. De øverste sale er skyernes domæne.

Midt imellem er menneskenes og fuglenes domæne. Her befinder hovedpersonen, der bliver kaldt Piranesi, sig. Han fisker, sover, går på opdagelse i salene, og arbejder på et komplet katalog over de mange statuer, der bebor hver eneste sal. Og så mødes han med det eneste andet levende menneske, der færdes i salene. Den Anden.

For Piranesi er livet enkelt og harmonisk. Men harmonien forstyrres, og han må se i øjnene, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være.

Vurdering

Historien begynder i et fantasy-univers, hvor Huset er alt. Men der opstår sprækker af diskrepans mellem Husets virkelighed og Piranesis viden. Hvordan kender han for eksempel til haver, når der ingen findes i Huset? Hvordan kan Den Anden altid være velklædt, når Piranesis tøj bliver slidt i stykker? Og hvad betyder opslagene i hans dagbog om Arne-Sayles, som han ikke husker at have skrevet?

Akkurat som Huset er også romanen en labyrint. Vi får afsløret små bidder af ruten undervejs i kapitlerne. Nogle gange må vi lidt tilbage. Andre gange forstår vi ikke den information, vi modtager i situationen. Men til sidst samles trådene og alt giver mening. Til en vis grad, for der er absolut masser af fortolkningsmuligheder i Susanna Clarkes roman.

Er Huset fx et virkeligt sted eller en allegori over sindet eller måske Jorden? Er Arne-Sayles eksperimenter fysiske eller hallucinationer? Kan vi stole på, hvad Piranesis skriver? Og hvis ikke, er det så bevidst? Jeg må indrømme, at jeg langt fra er sikker på, at jeg har forstået alt.

Tempoet er roligt, så vi får tid til at fordybe os i Husets forunderlige univers sammen med Piranesi. I starten var jeg ikke så begejstret for de floromvundne dagbogsoverskrifter: “Da månen stod op i Tredje Nordlige Sal, gik jeg ind i Niende Vestibule. Notat fra første dag i femte måned, i det år hvor albatrossen kom til de sydvestlige sale“. Men stilen passer til fortællingen, og snart glemte jeg alt om irritation og nød i stedet det smukke sprog.

Mod slutningen udvikler plottet sig mere actionfyldt, men der bliver aldrig tale om en hæsblæsende pageturner. I stedet er det en roman, man fordyber sig i og har svært ved at slippe, selv når sidste side er vendt. Jeg blev i hvert fald betaget af den naive, men også harmoniske Piranesi, og efterladt med en lyst til at vide mere. Om Huset, om Piranesis udvikling, om Arne-Sayles og hans opdagelse,  og om der findes andre ruter?

Så en klar anbefaling herfra.

Til sidst en lille forbrugeroplysning. Titelkarakteren Piranesi er opkaldt efter den italienske kunstner Giovanni Battista Piranesi (1720-78), der er kendt for at afbilde labyrintisk arkitektur. Læs mere om ham her.

Andre skriver:

The Masters Review:
This novel grips you from the start in a gentle hold, each chapter a journal entry from our brave yet soft Piranesi. […] This novel has staying power in the heart and the psyche long after reading, because it reminds us that finding the truth and Knowledge is a complex experience that can cause both harm and good. Through a prose that reads like deep introspection, alight with a musical cadence and a dreamy tone, Clarke also asks, “Who and what can we trust when our world is changing so much outside our control?” This conflict of truth and change versus normalcy is one so relatable to a fluctuating world where nothing is certain and the normal must shift drastically, much like the world that we live in now. (Læs hele anmeldelsen her)

Bluntly Bookish:
I found it incredibly hard to put this book down once it got going. It reads like a Chinese puzzle box and the Legal nerd that lives rent-free inside my brain could not get enough of it. Extrapolating minute details to build the bigger picture, construct what has happened before to lead us to the now. I live for it. Which I appreciate is a very personal thing, and automatically means that this book is not for everyone. As I said, for the first 60 pages it wasn’t even for me, though the rest of it more than makes up for it. (Læs hele anmeldelsen her)

Elitist Book Reviews:
There are a lot of questions as you move through the story, several things that don’t make sense or are unexplained inconsistencies, and the pace can seem slow because of the worldbuilding involved. And these aren’t small problems. This book is not for everybody. Its inconsistencies will drive some people crazy, while others will find it delightfully strange and beautiful. It can be both of these things at once. Its themes of exploring self, exploitation, the search for truth, what is real and what isn’t–these make it an interesting story, deeper than the one the surface. So if you’re looking for a book that’s both story- and character-oriented, this may not be for you. But if you’re looking for a story that explores ideas, this is a worthy discussion starter. (Læs hele anmeldelsen her)

Reklame: Tak til forlaget Screaming Books der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Piranesi:

Udgivelsesår: 26.09.2025
Forlag: Screaming Books, 244 sider
Omslag: David Mann
Originaltitel: Piranesi (engelsk)
Oversætter: Rasmus Hastrup

Læs en spændende samtale om romanen på Litteratur.nu. Vær opmærksom på at samtalen indeholder spoilers.

Læs også:

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Ur – en historie af Rasmus Hastrup
Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Under overfladen af Daisy Johnson
Tanker om at flygte af A. Silvestri
Den hemmelige kode af William Sleator
Forstyrrelsen af Steinar Bragi
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen
Sidste hus på Needless Street af Catriona Ward