Ghost Station af S. A. Barnes

Ghost Station af S. S. Barnes

Psykologen Ophelia Bray har dedikeret sit liv til at hjælpe mennesker. I samme proces har hun gjort alt for at skabe afstand til sin indflydelsesrige Bray familie, der anser hende for et sort får. Familiefirmaet Pinnacle begyndte med hendes tiptipoldefars opfindelse af QuickQ implantatet, som stadig indbringer milliarder. I nutiden har de udvidet deres forretningsområde til også at omfatte minedrift på asteroider og videnskabelige opfindelser i rummet.

Ophelia har dog valgt at arbejde for Pinnacle største konkurrent, Montrose. Her har hun en stilling i deres Psychological and Behavioral Evaluation unit, hvor hun forsker i forebyggelsen af ​​Eckhart-Reiser syndrom (ERS). En form for stress der udløses af mangel på søvn, isolation og lange perioder af kold søvn under rumrejser. I værste fald kan ERS fører til vold og/eller selvmord hos de ramte. Det mest kendte eksempel på sygdommen resulterede i mordet på 29 beboere på en asteroide i Carver-systemet. Den hændelse, der førte Ophelia mod hendes arbejde med ERS.

En offentlig skandale har tvunget Ophelia ud af anonymiteten. Indtil støvet lægger sig, bliver hun sendt på en opgave, der fører hende væk fra jorden. Et R&E team mistede på tragisk vis en kollega på deres sidste mission. Nu er det Ophelias opgave at hjælpe dem og forebygge ERS, mens de forsætter til Lyria 393-C. Det er første gang, man forsøger med forebyggende behandling af ERS.

Men besætningen er på ingen måde interesseret i at få Ophelia ombord. Kaptajnen Ethan Severin gør det klart, at hun kun er til besvær, og en morbid spøg allerede den første dag understreger, at heller ikke de øvrige besætningsmedlemmer ønsker hende der.

Tingene bliver ikke bedre, da teamet ankommer til Lyria 393-C, en iskold, blæsende planet tidligere ejet af Pinnacle men nu overtaget af Montrose. For mens Ophelia forsøger at vinde besætningens tillid, opdager hun, at de skjuler noget for hende. Samtidig hjemsøger fortrængte minder hende. Minder der får hende til at tvivle på sig selv. Og det er måske ikke den eneste fare, for det viser sig, at det tidligere team forlod stedet meget brat, men hvorfor?

Vurdering:

Ghost Station er den anden roman, jeg læser af S. A. Barnes. Den første, Dead Silence, hørte jeg på Libby og var straks solgt. Barnes har tidligere skrevet både romance og YA, men både Ghost Station, Dead Silence og hendes nyeste Cold Eternity er scifi-horror.

Hvor debuten udspillede sig på et gigantisk rumskib, er vi denne gang på en endnu ikke udforsket planet. Her skal Resiliences besætning tage forskellige prøver i yderst fjendtlige omgivelser og bringe dem tilbage til Montrose. Forskellige setups, men samme forrygende beskrivelse af isolation, paranoia og en tiltagende rædsel, der langsomt sniger sig ind på såvel bogens personer som læseren.

At læse Ghost Station er som at være med i en blanding af The Thing og Alien. Totalt underholdende og lettere skræmmende.

Om Ghost Station:

Udgivelsesår: 2024
Forlag: Tor Nightfire, 393 sider
Omslag: Timo Noack & Katie Klimowicz

Læs også:

Darlah – 172 timer på månen af Johan Harstad
Samlerne af Michael Kamp
Jagtmarken af Patrick Leis
Gateway af Frederik Pohl
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen
Project Hail Mary af Andy Weir

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.