Hver uge udkommer der nye og interessante titler indenfor de fantastiske genrer. Med disse lister forsøger jeg at samle særligt spændende udgivelser og give dem lidt velfortjent rampelys. Titlerne beskrives med link til forlagenes/boghandlernes omtaler, og skulle jeg have omtalt bogen allerede, er der også link til den her på Gyseren.
Tak til Janus Andersen for at trække ugelisterne jeg bruger til udarbejdelsen.
Nye udgivelser 2026-02
7.A af Erik Barfoed
Gyldendal, 2025. – 151 sider
Grafisk roman, der frit baserer sig på Bjarne Reuters roman 7.A. og som er illustreret af prisbelønnede illustrator Kristian Eskild Jensen, der også har illustreret den grafiske romanudgave af Drengene fra Sankt Petri.
To fortællinger fletter sig gådefuldt sammen i denne gyser fuld af spænding og mystik. En fortælling fra fortidens kolonitid og en fra nutidens lejrskole. 7. A og klassens to lærere tager på lejrskole til en gammel pension ved havet. Alt burde være godt, men langsomt bliver de klar over, at der er en skæbnesvanger sammenhæng mellem dem og et skib, der engang forsvandt. Kommer de mon nogensinde hjem igen?
Det ukendte er – af Thit Bitsch & Olivia Mulvad Sandvik
Forlæns, 2025. – 36 sider
Det ukendte er … er en stærk og tankevækkende tegneserie, hvor vi i løbet af 32 sider og 500 ord får fortalt en historie om overgangen mellem liv og død. Et ungt, døende menneske bevæger sig fra hospitalets hvide stilhed ud i det ukendte – og videre mod et nyt liv.
Det ukendte er … er skrevet af debutanten, 13-årige Olivia Mulvad Sandvik og illustreret af Thit Bitsch. Teksten var det vindende bidrag i den nationale skrivekonkurrence for børn, ”500 ord”, der siden 2017 er blevet afholdt af Århus Kommunes Biblioteker. Konkurrencen fik i år 1.355 bidrag, hvilket er rekord. To vindere udvælges hvert år: én, der får et ophold på Brønderslev Forfatterskole, og én, der får sin historie udgivet i illustreret form, dette år hos Forlaget Forlæns.
Flugten fra Timanoon af Line Juhl Kronow
Facet, 2026. – 383 sider
I et goldt og brutalt hjørne af universet kredser planeten Timanoon om solen Sila. Timanoon er arnested for slaveri, minedrift og menneskelig udnyttelse. Her er frihed en illusion, og menneskeliv en ressource.
Tamira er minearbejder i mørket under jorden. Som barn var hun eksotisk selskab for overklassens børn. Hendes usædvanlige udseende har givet hende glimt af privilegier, men også efterladt hende traumatiseret og rasende. Da hun vender tilbage til arbejdslejren, er det med én plan i sinde: Flugt. Med intelligens, seksualitet og viljestyrke som sine våben manipulerer Tamira sig gennem et nådesløst samfund, hvor vold og hierarki hersker. Hun genoptager kontakten med barndomsvennen Niash, og sammen med Tamiras trofaste veninde, Soma, flygter de ud af Konimas miner.
Flugten fra Timanoon er første bind i sci-fi og fantasy-serien Sila-Sagaerne. En sanselig, brutal og følelsesladet fortælling om overlevelse, magt, seksualitet og håb.
Rocannons verden af Ursula K. Le Guin
Feberdrøm, 2025. – 241 sider
Rocannons Verden er Ursula K. Le Guins første roman, der samtidig etablerer det hainiske univers: et enormt litterært laboratorium, hvori hun med stor nysgerrighed, poesi og kærlighed udforsker forskellige måder at være menneske og skabe samfund på. Her tager Le Guin os med til en fjern og teknologisk tilbagestående planet, som etnologen Rocannon rejser til efter et møde med en mystisk fyrstinde. Inden længe hvirvles han ind i en intergalaktisk konflikt side om side med de indfødte mod en magt, der ikke kun truer deres verden, men også hans egen.
Spørgsmålet om planeten Seggri af Ursula K. Le Guin
Feberdrøm, 2025. – 97 sider
På planeten Seggri er kvinderne i overtal og styrer samfundet, mens mændene lever afsondret på slotte – beundret som sportsstjerner og brugt til avl. Ubalancen er ikke tilfældig, men resultatet af et genetisk eksperiment, udført af en ældgammel civilisation, som nu vender tilbage for at se, hvad deres indgreb har medført.
Gennem rapporter, vidnesbyrd og fortællinger fremstiller Ursula K. Le Guin i Spørgsmålet om Planeten Seggri et matriarkalsk samfund – en provokerende og visionær undersøgelse af køn, kultur og magt.
Røde måne af Jørgen Steines
mellemgaard, 2025. – 277 sider
Verdenskrigen er slut, men et nyt og farligt kapløb mellem sejsmagterne er begyndt. Alle jagter resterne af de hemmelige tyske våbenprogrammer, og intet er mere eftertragtet end de banebrydende V-2-raketter. Samtidig truer et nyt rædselsvåben – en racespecifik virus – med at forlænge nazismens mareridt. Johann Richter, tidligere major i efterretningstjenesten Abwehr, bliver trukket ind i det dødbringende spil. Han arbejder i en lille gruppe kaldet Organisationen, som i skyggerne af nederlaget ser chancen for at sikre det nye Tysklands fremtid. Midt i Harzens dybe skove gemmer et underjordisk anlæg hemmeligheder, som kan afgøre alt. Og i en dristig operation må Johann løbe spidsrod mellem fanatiske nazister, amerikanske agenter og den brutale sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD.
Røde måne er en hæsblæsende kontrafaktisk thriller om videnskab, magt, forræderi og en verden på randen af noget helt nyt. En selvstændig fortsættelse af Sandhedens labyrint – med sin helt egen overraskende slutning.
Fantastik skøn 2026-01
Fantastik skøn 202601-05

