Det ukendte er af Olivia Mulvad Sandvik og Thit Bitsch

Det ukendte er af Olivia Mulvad Sandvik og Thit Bitsch

Siden 2017 har Aarhus Kommunes Biblioteker afholdt en national skrivekonkurrence for de 9 til 14-årige: 500 ord. Det er Danmarks største af sin slags, og i 2025 modtog konkurrencen 1355 bidrag, hvilket er rekord. Årets tema var det ukendte, og præmissen for deltagelse er, at historien ikke må være længere end 500 ord. Hvordan historien fortælles er der ingen krav til.

Der udpeges to vindere hvert år. Den ene vinder et ophold på Brønderslev Forfatterskole. Den anden får sin historie udgivet i illustreret form. I 2025 var det hos Forlaget Forlæns, som nu har udgivet vinderhistorien Det ukendte er af 13-årige Olivia Mulvad Sandvik med illustrationer af Thit Bitsch.

Historien handler om en teenager, der ligger døende på hospitalet omgivet af hvidt. Efter døden forsætter personen med at observere, hvordan moren græder ved sengekanten. Men så bliver personen rykket væk af en ukendt kraft, ud i universet, hvor en ny start venter.

Vurdering

Mit første indtryk af bogen var ret wauw-agtig. Det er en lækker hardback udgivelse hvis forsideillustration rækker ud mod læseren med sine sølvskinnende ansigter/kranier.

Jeg synes, det er imponerende, at Olivia kun er 13 år. Hun har nogle gode betragtninger, og har skrevet en stærk fortælling om døden, som også indgyder håb. Symbiosen mellem hendes ord og Thit Bitschs illustrationer går op i en højere enhed.

Thit har en karakteristisk streg, der blander det groteske og det surrealistiske med det genkendelige. Jeg er ikke altid så vild med den type tegninger, men jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere passer ord og billeder sammen. Jeg er vild med sekvensen, hvor morens tårer til sidst fylder hele hospitalsstuen, men også sekvensen hvor fortælleren nærmer sig den nyfødte baby er utrolig stærk.

Forsidens lilla farve fortsætter igennem bogen i Thits hvide og lilla illustrationer. Historien fortælles ikke i en klassisk tegneserie opsætning med faste ruder på hver side. Nogle sider har kun en illustration, andre sider har flere. Tegningerne smyger sig organisk rundt på siderne, ind og ud af hinanden. Det samme gør teksten, der flere steder også bruges æstetisk til at understrege betydningen, eller simpelthen indgår i tegningerne.

Det ukendte er kræver at man fordyber sig. Jo flere gange jeg har læst den, jo stærkere står den. Billedsiden indeholder mere og mere, for hver gang jeg ser den. Stilen er dog speciel, og med sin forholdsvis krævende opbygning er historien nok ikke helt let at aflæse, hvis man er uvant med tegneserier.

Det er dog altid godt at blive udfordret lidt på sine præferencer, og jeg synes bestemt, at den er værd at give en chance. Det ukendte er er nemlig en lille perle i mine øjne.

Om Det ukendte er:

Udgivelsesår: 2025
Forlag: Forlæns, 32 sider
Omslag: Thit Bitsch, Torben Hansen

Læs også

Med døden til følge af Lars Daneskov
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Spindelmanden af C. C. Thybro
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.