Røde måne er en fortsættelse til Jørgen Steines’ kontrafaktiske spændingsroman Sandhedens labyrint fra 2018.
I første bind mødte vi Johann Richter fra den tyske udenrigspolitiske efterretningstjeneste Abwehr. Richter var overbevist nazist men også et moralsk menneske. Så da hans jagt på en forræder i egne rækker bringer ham på sporet af koncentrationslejrenes rædsler, kan han ikke stilletiende se til. Richters handlinger fører til, at 2. verdenskrig allerede afsluttes i januar 1944.
Røde måne starter i august 1944. Da USA og England aldrig nåede at landsætte tropper på kontinentet, har den røde hær befriet Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Og selvom alt ånder fred mellem de tre stormagter på overfladen, er det er en stakket frist. De ideologiske værdier er for forskellige. Stalin ønsker at underligge sig Vesteuropa, som han har gjort med Østeuropa, og med store hærstyrker i det meste af Europa er det svært at se, hvordan Vesten skal stå imod.
I mellemtiden arbejder de allierede på at stille de ledende nazister til ansvar, mens de i det skjulte forsøger at få fingrene i selv sammes hemmelige våbenprogrammer.
Richter arbejder nu i en lille gruppe kaldet Organisationen. Hans chef er stadig admiral Canaris, og afdelingens mål er at sikre det nye Tysklands fremtid bedst muligt. Og det er ikke under kommunismens åg. Så Richter bliver involveret i operation, der skal få den ledende forsker for raketprogrammet, Wernher von Braun, i amerikanernes varetægt sammen med hans forskning.
Men raketprogrammet var ikke nazisternes eneste forskningsområde. Richter bliver ufrivilligt involveret i en sag om biologiske våben, da den eftersøgte Dr. Haagen, også ønsker amerikanernes beskyttelse, mod at han stiller sin forskning til rådighed.
Vurdering:
Jeg blev lynhurtigt opslugt af Røde Måne, og læste den nærmest i et stræk. Historien er elementært spændende og indeholder samtidig masser af stof til eftertanke.
Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg læser om nazisternes forbrydelser under 2. verdenskrig. I forskningens navn brugte de kz-fanger som ‘forsøgsdyr’ til alt fra test af nervegas, over forbedring af krigskirurgien, til masseforsøg for at undersøge de fysiologiske følger af ekstrem sult. (Folkedrab.dk)
Det er så svært for mig at forstå, hvordan læger og forskere kunne gøre det mod andre mennesker. Selv ikke et dyr ville jeg kunne behandle så modbydeligt. Men i efterkrigstiden ville stormagterne hellere end gerne se igennem fingrene med visse forbrydelser mod menneskeheden, hvis blot de fik adgang til forskningsresultaterne. En del af forskningen, f.eks. forsøg med hypotermi, er i dag den basisviden, som videre forskning er baseret på. Der er således kommet noget godt ud af visse af forsøgene. Spørgsmålet er dog, om det kan opveje omkostningerne for de mange, der døde under voldsomme pinsler i forsøgene?
Richter har ikke noget til overs for inhumane forskere, men som han konstaterer i begyndelsen af romanen:
Som en del af afnazificerings-processen skulle samtlige voksne tyskeres forhold undersøges. Hvilke organisationer havde man været medlem af, hvor havde man gjort krigstjeneste og så videre. Et projekt, der var dødsdømt fra starten. Alle bedyrede – nogle gange med tårer i øjnene – at de havde meldt sig ind i partiet under tvang eller måske af økonomiske årsager. Der var tilsyneladende ikke en eneste, der var blevet partimedlem af overbevisning. Og da der var et kæmpe behov for folk med erfaring i den civile administration, så man tit igennem fingre med en belastet fortid. (Side 14)
Jeg er simpelthen vild med Jørgen Steines serie om Johann Richter. Han har opstillet et yderst realistisk ‘hvad nu hvis’-scenarie i første bog, som han nu bygger videre på. Og det fungerer fremragende. Ikke mindst fordi den historiske research er helt på plads.
Bagerst i romanen er indsat et efterord, der uddyber, hvad der er historisk korrekt, og hvad der er fiktion. Ligeledes er der en oversigt over de historiske personer, der er med i romanen samt oplysninger om de væsentligste kilder.
Man kan i princippet godt læse Røde måne uden at have læst Sandhedens labyrint. Jeg synes dog, at man bør unde sig selv at læse begge. Serien om Johann Richter er kontrafaktisk guf for spændingslæsere, og jeg kan kun varmt anbefale den.
Om Røde måne:
Udgivelsesår: 2025
Forlag: mellemgaard, 277 sider
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Læs også:
Den der bliver tilbage har ret af Richard Birkefeld.
Berlin 404 af Thomas Clemen.
I kamp mod tiden af Ben Elton.
Fædrelandet af Robert Harris.
Protektor af Arne Herløv Pedersen.
Det fjerde rige af Ebbe Madsen.
23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen.
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach.
