Det er 102 år siden, at London forsvandt i vandmasserne. Siden fulgte tusindvis af byer i hele verden. Samfund faldt. Orden blev til kaos.
I Marrakeshs glohede ruiner lever Elma kun for at beskytte sin lillesøster, mens de stædigt holder fast i håbet om en bedre fremtid. Men da Elma udtrækkes som en af De Tusinde, erstattes sult og modløshed af noget langt værre: Ormgaard. Det monstrøse kæmpeskib, der hvert tiende år tager tusind unge med sig. Ingen ved, hvad der venter dem i den flydende metalkæmpe, kun at ingen nogensinde vender tilbage.
Ombord på Ormgaard må Elma kæmpe for sit liv – og for en lysere fremtid end den, hun blev udvalgt til. (Forlagets beskrivelse)
Purgatorio åbner med en ordliste. Dem er jeg ikke så god til, men ved at læse den fik jeg en lynintroduktion til romanens univers, og det var godt. For historien starter lige på og hårdt, og med sine kun 128 sider er der fart på, så vi får ikke meget baggrundsforklaring i øvrigt. Det står dog klart, at verden er blevet et langt mere barsk og nådesløst sted, og at langt de fleste mennesker må kæmpe for at overleve, uanset om de befinder sig i byerne på landjorden, eller i de kæmpestore Elefantine-skibe der hver huser flere millioner mennesker.
Hovedpersonen Elma er blevet udtrukket som en af De Tusinde, og skal således forlade sin familie næste gang Elefantine-skibet Ormgaard ankommer til Marrakesh. For ti år siden blev Elmas mor udtrukket, og siden er hendes far forsumpet. Til gengæld er den jævnaldrende Betz kommet til, og de to piger betragter sig som søstre. Så da Betz tager Elmas plads på Ormgaard, vil Elma gøre alt for at finde hende igen. Også selvom det betyder, at hun skal snige sig ombord på kæmpeskibet.
Men det at komme ombord er blot begyndelsen. For på Ormgaard er der både mange farer og mange hemmeligheder. Ikke mindst hvorfor Marrakesh og de andre landbyer sender deres unge til Ormgaard.
Vurdering:
Jeg blev positivt overrasket over Purgatorio, der er første bind i serien Den forliste verden. De tre forfattere gør sig i såvel litteratur som film, tv og scenekunst, og har tidligere udgivet værker hver for sig. Purgatorio er deres første fælles roman.
Som sagt starter historien lige på og hårdt og afvikles over 128 sider. Det gør ordlistens forklaringer væsentlige for at forstå romanens univers, og jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere worldbuilding i fortællingen. Ligeledes er der heller ikke arbejdet ret meget med personbeskrivelserne, så karaktererne kom ikke rigtig ind under huden på mig. Det gjorde slutningen lidt tam, trods drama og cliff-hanger.
Til gengæld er der højt tempo fra start, og historien fortælles overbevisende. Og selvom jeg ville ønske, at romanens univers havde fået lov til at udfolde sig mere, så har forfatterne alligevel skabt en rigtig interessant kulisse med Ormgaard, hvis opdeling i tre “dæk”, Inferno, Purgatorio og Paradis, refererer til Dantes Guddommelige Komedie.
Jeg var således fint underholdt under læsningen, og har også lyst til at læse bind to.
Om Purgatorio:
Udgivelsesår: juni 2026
Forlag: mellemgaard, 128 sider
Læs også:
Reservedelenes by af Lise Bidstrup.
Dødsspillet af Suzanne Collins.
Skoven af Sarah Engell.
Blår af Hugh Howey.
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup.
Efter syndfloden af Kassandra Montag.
Metrozone af Søren Mosdal.
Komplekskakerlakkerne af C.C. Thybro.

