Jeg har været fan af Stephen King i over 30 år, og han har skrevet endnu længere. Han romandebuterede med Carrie i 1974, da jeg var to år, og han skrev The Stand, som var det første jeg læste af ham, tilbage i 1978. Jeg har læst langt de fleste af hans bøger, og selvom der har været enkelte titler imellem, som jeg ikke har brudt mig så meget om, har jeg holdt af de fleste. Jeg er med andre ord ikke helt uvildig i min bedømmelse af Blodtørst og andre fortællinger.
For mig var det at læse Blodtørst som at besøge et elsket sted. Jeg genkender det straks, og selvom der kan være sket små ændringer siden sidst, er alt grundlæggende som det plejer. Det er en tryg og lidt nostalgisk følelse, og jeg følte mig da også i vældig godt selskab under læsningen.
King er fantastisk dygtig til at sætte en stemning, skabe personer, man involverer sig i og fortælle en god historie. Det gør han også her i Blodtørst. Bogen består af fire fortællinger (nærmest kortromaner), hvoraf de tre er på cirka 100 sider hver, mens titelnovellen er på ca. 200 sider. Titelnovellen er også den eneste fortælling, der umiddelbart kan knyttes til Kings øvrige forfatterskab, idet den handler om Holly Gibney, der første gang optrådte i krimien Mercedesmanden og spillede en større rolle i Outsideren (der også er blevet en tv-serie).
Samlingen indledes af ‘Mr. Harrigans telefon’. Her tænker hovedpersonen Craig tilbage på sin barndom i 00’erne, hvor han voksede op i en landsby med knap 600 indbyggere. Én af dem var rigmanden Mr. Harrigan, som Craig begyndte at arbejde for i 2004, da han var 9 år. Craig kunne læse tidligt, og han læste bl.a. højt for Harrigan, og ordnede andre småting som at vande blomster m.m. I sit arbejdsliv havde Harrigan været en hård mand. For Craig blev han dog en slags ven. Historien udspiller sig, i tiden før mobiltelefoner blev almindelige, og netop en iPhone, som Craig forærer Mr. Harrigan, spiller en stor rolle for fortællingen, som King i efterordet forklarer bl.a. opstod af barndommens skrækblandede fascination af tanken om at blive begravet levende.
Den mest overraskende fortælling i Blodtørst er ‘Chucks liv’, som fortælles i tre akter, og tager udgangspunkt i at alle mennesker er en verden i sin egen ret. Jeg vil ikke fortælle ret meget om handlingen for ikke at spoile, men kan dog afsløre at klimaændringer spiller en ret stor rolle i tredje akt, og at King her eksperimenterer med opbygningen af historien.
I titelnovellen falder Holly Gibney, der nu ejer detektivbureauet De, der søger, over en særhed i forbindelse med et bombeattentat på en skole. Hun kan ikke lade være med at undersøge sagen nærmere, selvom der ikke er en klient i den anden ende. Det fører hende i armene på en helt særlig ondskab.
Samlingens sidste fortælling hedder ‘Rotten’ og handler om en engelsklærer, der også er forfatter. For nogle år siden havde Drew Larson et sammenbrud, da arbejdet med den roman, ham arbejdede på, brød sammen. Han var tæt på at brænde familiens hus ned, og alle planer om at skrive en roman siden har været lagt i graven. Indtil en idé slår ned i ham, mens han venter ved et lyskryds. Drew ender med at tage orlov for at køre op til familiens gamle hytte på grænsen af civilisationen for at skrive. Og i starten går det godt, men så rammer en hård storm området, og ligesom sidste gang Drew forsøgte sig med en roman, begynder ordene at drille.
De enkelte historier er som nævnt underholdende og velfortalte. Men – Stephen King er nu 74 år gammel og har udgivet over 70 bøger, og for en der har læst de fleste, er der ikke særligt mange overraskelser i denne seneste udgivelse. Historien om en forfatter der kæmper for at skrive, har King beskæftiget sig med flere gange, og drejningen til sidst minder også om noget, han har skrevet før. Derudover er det i en historie som ‘Mr. Harrigans telefon’ ret tydeligt at mærke Kings alder. På trods af mobiltelefon og internet antyder fortællestilen og sproget langt fra en nogen-og-30-årig fortæller.
Forlaget skriver, at Blodtørst og andre fortællinger “[…] illustrerer Kings alsidige storytelling med elegance, humor, skræk og åndeløs spænding. En King Classic, både for Kings mange fans og et godt sted at starte, hvis man er ny i det store forfatterskab.” Det er på mange måder en meget præcis beskrivelse: King Classic – og måske mest for de mere modne King læsere.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Stephen King udgiver en samling med kortromaner. Different Seasons fra 1982 bestod også af fire fortællinger, som dog på dansk blev udgivet i to bind: Rita Hayworth i Shawshank Fængslet & Mønstereleven samt Liget i skoven & Åndedrætsmetoden. I 1990 udgav han Four Past Midnight, der også blev delt op i to bind herhjemme: Efter midnat og Langolinerne. Hearts in Atlantis udkom i 1999 og indeholder fem fortællinger, og seneste i 2012 kom Full Dark, No Stars med fire fortællinger. Derudover har han også skrevet flere novellesamlinger samt selvfølgelig den lange lange række af romaner.
Uddrag af bogen:
“Altså … der var enighed på holdet om, at ydre ondskab er betinget af troen på noget ydre godt …”
“Gud,” siger Holly.
“Ja. Så kan man også tro på, at der findes dæmoner, og at eksorcisme er en valid måde at bekæmpe dem på, og at der findes onde ånder …”
“Spøgelser,” siger Holly.
“Nemlig. For ikke at tale om forbandelser, der rent faktisk fungerer, hekse, dibbukker og alt muligt andet. Men på college bliver alt sådan noget ikke rigtig taget alvorligt. Selv når det gælder Gud, bliver Han som regel grinet ad som noget useriøst.”
“Eller Hun,” siger Holly spidst.
“Jo, jo, et eller andet, for hvis Gud ikke findes, betyder stedordene sikkert heller ikke alverden. Dermed er der kun den indre ondskab tilbage. Alle tumperne. Folk, der tæver deres egne børn ihjel, seriemordere som Brady fucking Hartsfield, etnisk udrensning, folkedrab, 11. september, masseskyderier og terrorangreb som det i dag.”
“Kalder de det sådan?” spørger Holly. “Et terrorangreb, måske IS?”
“Det antager de, men der er endnu ingen, der har påtaget sig skylden.”
Nu kører hans anden hånd ned ad den anden kind, kradse-krads, og har han også tårer i øjnene? Det ser sådan ud, og hvis han begynder at græde, gør hun også, hun vil ikke kunne lade være. Sorg smitter, og hvor bæagtigt er det nu ikke lige?
“Men Holly, der er bare lige det med indre og ydre ondskab – jeg tror ikke, der er forskel. Gør du?”
Hun overvejer alt det, hun kender til og har været igennem sammen med den unge mand her, med Bill og med Ralph Anderson. “Nej,” siger hun. “Det gør jeg ikke.”
“Jeg tror, det er en fugl,” siger Jerome. “En stor, lurvet og iskold grå fugl. Den flyver rundt alle mulige steder. Den fløj ind i hovedet på Brady Hartsfield. Den fløj ind i hovedet på ham, der skød alle de folk i Las Vegas. Eric Harris og Dylan Klebold fik fuglen i sig. Hitler. Pol Pot. Den flyver ind i hovedet på dem, og når så det beskidte arbejde er overstået, flyver den væk igen. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at fange den.” Han knytter nævnerne og ser på hende, og jo, han har tårer i øjnene. “Fange den og vride dens forpulede hals om.” (side 191-192)
Om Blodtørst og andre fortællinger:
Udgivelsesår: 15.09.2021
Forlag: Hr. Ferdinand, 480 sider
Omslag: Hodder og Stoughton, dansk versionering Sofie Winding
Originaltitel: If It Bleeds
Oversætter: Jakob Levinsen
Indhold:
Mr. Harrigans telefon
Chucks liv
Blodtørst
Rotten
