Oftest når jeg ser de gamle gyserfilm, er det mest som kuriøsiteter, men “Frankenstein meets The Wolfman” fik mig for første gang til at tænke, at det her godt kunne blive uhyggeligt. Det blev det dog ikke rigtigt, men ikke desto mindre var jeg godt underholdt hele filmen igennem.
I åbningsscenen ser vi to gravrøvere gå ind i et gravkammer med indskriften Tabot. De har hørt rygter om, at Larry Talbot for 4 år siden skulle være blevet begravet med sit guldur og masser af penge. Men da de åbner kisten, ser liget nærmest levende ud – og da den ene røver tager en ring fra liget, griber en hånd fat i ham! Makkeren flygter, mens den tilfangetagende råber om hjælp.
Så springer scenen til en betjent, som finder en såret mand liggende på gaden. Manden bliver bragt til hospitalet med svære hovedskader, og efter sin operation vågner han op og er klar i hovedet, men forvirret med hensyn til hvor han befinder sig. Doktor Mannering, der har forestået operationen, fortæller ham, hvad de ved, men da manden fortæller, at han er Larry Talbot, tror de ham ikke – for han døde for flere år siden.
Talbot er blevet bidt af en varulv, så da det bliver fuldmåne, flygter han fra hospitalet og slår en betjent ihjel. Næste dag tilstår han mordet, men ingen tror ham, og han bliver lagt i spændetrøje. Det lykkes ham dog at flygte, og han opsøger den gamle sigøjnerkvinde Maleva, der lover at hjælpe ham. Hun fører ham til landsbyen Vasaria, hvor Frankenstein holdt til. Håbet er at finde frem til en måde at dræbe Talbot på – som varulv er han nemlig udødelig, men han ønsker ikke at leve med forbandelsen længere.
Men Frankenstein er død. I stedet finder Talbot monstret og genopliver det. Senere kommer også Frankensteins datter og doktor Mannering til byen, og Mannering bliver overtalt til at hjælpe med at slå både monstret og Talbot ihjel. Han restaurerer derfor Frankensteins maskine, men da den først fungerer, har han svært ved at modstå fristelsen …
Mod slutningen bliver historien typisk for perioden med en helt og en smuk kvinde, der skal reddes. Og som altid er det monstret, der må betale prisen for menneskenes dårskab. Starten i kirkegården og perioden på hospitalet er dog både spændende og glimrende lavet, og det var her jeg tænkte, at det holder også i dag. Ligeledes er jeg ganske imponeret over Talbots forvandling til varulv, som må have været helt suverænt for samtiden.
Bela Lugosi spiller Frankensteins monster, men makeuppen er ikke særlig overbevisende, og figuren virker meget kunstig. I betragtning af hvor fantastisk han spillede Dracula, forstår jeg ikke, at han ikke tilfører rollen mere liv og sympati. Lon Chaney Jr. er derimod yderst overbevisende som The Wolfman – i hvert fald indtil slutningen af filmen hvor han begynder at blive lidt for triviel i sit ønske om at dø. Slutscenen er lidt uforståelig for mig, idet monstret og The Wolfman pludselig kommer i slagsmål? Men til gengæld er ødelæggelsen af Frankensteins slot udmærket lavet.
Alt i alt blev jeg virkelig positivt overrasket over “Frankenstein meets The Wolfman”, som iøvrigt er den første af en række ensemblefilm, hvor Universal samler flere af sine klassiske monstre i en historie.
Instruktør: Roy William Neill
Udgivelsesår: 1943
Udvalg af film med The Wolfman:
The Wolfman (1941 – George Waggner)
Frankenstein Meets the Wolf Man (1943 – Roy William Neill)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein (1948 – Charles Barton)
The Wolfman (2010 – Joe Johnston)
