Den gale videnskabsmand doktor Niemann (Boris Karloff) sidder i fængsel, men en storm bryder fængslets mure ned, så han og medfangen, den pukkelryggede Daniel, undslipper. De møder den omrejsende Lampini, som de myrder, hvorefter de overtager hans vogn med et drabeligt horrorshow, der bla. indbefatter Draculas lig.
Niemann ønsker hævn og drager til hjembyen, hvor det lykkes det ham at vække Dracula og med dennes hjælp slår borgmester Hussman ihjel. Dracula drages dog af Hussmans svigerdatter, men i forsøget på at kidnappe hende og gøre hende til sin brud overraskes han af solen.
Niemann og Daniel fortsætter til Vasaria til Frankensteins borg (som på forunderlig vis står der endnu, på trods af at den blev skyllet væk i “Frankenstein meets The Wolfman“). Her finder de Frankensteins monster og The Wolfman og begge indgår i Niemanns ønske om hævn. Imens er Daniel blevet forelsket i den smukke sigøjnerpige Ilonka, der dog kun har øje for Tabot (som, hun ikke ved, er en varulv). Daniel er blevet lovet, at Niemann vil give ham en smuk krop, men han bryder løftet, og det får fatale konsekvenser.
“House of Frankenstein” var endnu en ensemblefilm med flere af Universals klassiske monstre. Denne gang samlede man både den gale videnskabsmand, Frankenstein, The Wolfman, Dracula og The Hunchback, og mixet giver en lidt rodet og til tider usammenhængende historie. Der mangler lidt forklaringer hist og pist, men alligevel følte jeg mig godt underholdt det meste af tiden. Det hele serveres nemlig med masser af energi, og så er Boris Karloff er glimrende i rollen som Niemann. Det må dog have været underligt for ham at skulle spille overfor monstret, som han selv udødeliggjorde i “Frankenstein” og “Bride of Frankenstein“. Her spilles det af Glenn Strange, men makeuppen virker lidt komisk, og dermed bliver han ikke særligt overbevisende i rollen. Lon Chaney Jr. kører lidt i tomgang som The Wolfman, hovedsageligt fordi hans rolle nærmest ikke udvikler sig fra film til film, mens John Carrandine næsten er lidt for pæn som Dracula. Hans stirrende øjne er i hvert fald langt fra så onde som Bela Lugosi.
“House of Frankenstein” er måske ikke den bedste af Universals monsterfilm, men den er underholdende, og selvom den er lidt rodet, er den dog mere sammenhængende end fortsættelsen “House of Dracula“, som kom året efter i 1945.
Instruktør: Erle C. Kenton
Udgivelsesår: 1944
Se traileren på youtube.com
