Den beske magt af Niels E. Nielsen

Den beske magt af Niels E. NielsenNiels E. Nielsen er en af Danmarks største science fiction forfattere, om end han også skrev indenfor andre genre. Han døde i 1993, og indenfor de senere år har Science Fiction Cirklen genudgivet en række af hans romaner samt to bind med noveller. Nu kommer så den ikke tidligere udgivne roman Den beske magt.

Den beske magt er fortællingen om den unge bonde Peter Granik, som vokser op under Okaens brutale styre. Da hans familie dræbes af det kejserlige parti, tilslutter han sig oprørspartiet De Sorte, hvor han gør sig så godt bemærket, at han ender som lederen Klenovs sekretær.

Da krigen mod Okaen er slut, sidder Granik med i toppen af det nye system. Han er blevet gift med lægen Katyn, som også deltog i borgerkrigen og er højtelsket af folket. Nu er det tid til at genopbygge Centralunionen som en demokratisk stat. Men som man siger, så korrumperer magt, og i det skjulte bygger Granik sit eget system op med hemmeligt politi, tortur og arbejdslejre for at skabe en stærk nation alene under ham.

Der er ingen tvivl om, at Niels E. Nielsen har været inspireret af både Hitler og nazismen såvel som Stalin og Sovjetunionen, da han skrev romanen. I efterordet fortæller Niels Dalgaard, at Niels E. Nielsen første gang indsendte Den beske magt til sit forlag i 1952. Den gang blev bogen afvist med den begrundelse, at fremstillingen af hvordan det foregår bag kulisserne i et diktatur var for ukompliceret og naiv. Fire år senere i 1956 forsøgte Nielsen igen at få udgivet bogen, denne gang med en mere mistrøstig pointe, men fik igen afslag.

Dalgaard lægger ikke skjul på, at Den beske magt ikke hører til blandt Niels E. Nielsens bedste romaner. Den er for lang, og kommer samtidig ikke rigtig bag ved personen Granik. Nok hører vi om hans samvittighedskvaler over magtens metoder, som hver gang overdøves af begæret efter magten, men han fremstår alligevel ikke særligt nuanceret eller interessant. Jeg havde f.eks. svært ved at forstå, hvorfor hustruen Katyn elsker ham og holder fast i ham i så mange år, men også hvad det er, Granik begærer ved magten. Og så ærgrer jeg mig over, at korrekturlæsningen er gået for stærkt. Som regel er udgivelser fra Science Fiction Cirklen 100% i orden, men denne gang skæmmes teksten af slåfejl, hvor kanoner bliver til kaniner, masseflugt til maseflugt osv.

Når det er sagt, så er der dog også interessante aspekter i romanen, som tegner et portræt af et idealistisk oprør, der ender med at blive et ligeså totalitært regime som det gamle. Især mod slutningen vinder romanen ved sine beskrivelser af Graniks forsøg på at få kontakt med sin ældste søn, og den yngste søns anglen efter farens kærlighed. Også Graniks indsigt i hvordan regimets mange udrensninger har fjernet de selvstændige tænkere, som der pludselig bliver brug for, er virkningsfulde, ligesom Graniks stadig stigende paranoia og regimets brug af propaganda er velbeskrevet.

Endeligt synes jeg, at selve budskabet i romanen er vigtigt, også i dag, så selvom Den beske magt” kan virke både lidt gammeldags og naiv, er den alligevel et læseværdigt bekendtskab.

Om Den beske magt:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Science Fiction Cirklen, 302 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.