Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.
Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.
På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.
Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?
De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.
Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.
Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.
Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.
Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.
De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.
Uddrag af bogen:
“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”
Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.
“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.
De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.
“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.
Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)
Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse
Om De døde husker:
Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager
Læs også:
Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski
