For John Hansen, regnskabsmedarbejder og gift med Kirsten, er livet fyldt med absurde tildragelser i Mikkel Harris Carlsens nyeste udgivelse Fuglene
John Hansen er en ganske almindelig midaldrende mand. Den begyndende måne er blevet fuld, halsen har fået pelikanform, og maven er blevet en vom. Drømmen om børn blev ikke til noget, og nu har han arbejdet for Watt-Boolsen i 13 år.
Vi følger den pertentlige og selvudslettende John gennem en række surrealistiske og groteske situationer, som tager den midaldrende mands midtvejskrise helt ud i det absurdes overdrev.
I et afsnit tager John modvilligt med hustruen til koncert, hvor det ender med, at hans finger sidder uhjælpelig fast i sidemandens sæde. Trods de ydmygende omstændigheder oplever John alligevel fascinationen ved musikken og formår endda at finde lighedspunkter mellem sig selv og pianisten, der begge undslipper situationen via musikkens kraft.
I et andet afsnit har Kirsten inviteret familien til fødselsdagskaffe. Pludselig får John nok og forlader selskabet for at gemme sig i klædeskabet. Da han endelig kommer ud, har Reformationen overskyllet landet, og John finder sig selv fængslet og dødsdømt.
Siden sidder han fast i en elevator, hvor folk står så tæt, at ingen kan bevæge så meget som en finger. Han og Kirsten inviteres til middag hos Watt-Boolsen, hvor han udsættes for en sjælefanger. Under en campingferie bliver han fejlagtig antaget for at være en ged. Deres lejlighed bliver invaderet af et kæmpe æg, og barndommens teddybjørn forsvinder endnu en gang. For blot at nævne nogle af de mange absurde optrin John udsættes for.
Forlaget betegner Fuglene som en roman, og der er da heller ingen titler til at skille historierne ad. Jeg havde nu alligevel mere indtryk af at læse en novellesamling, hvor en fin fugle-vignet adskiller hver fortælling.
Det er fascinerende at bevæge sig ind i Mikkel Harris Carlsens surrealistiske univers, omend jeg ikke altid helt forstod de enkelte afsnits pointer. Men det kan meget vel være min egen uvidenheds skyld.
Sproget er som altid flot, og der løber en understrøm af sort humor gennem bogen. Som når John står i stemmeboksen og nyder endelig at være alene – og denne ophøjede demokratiske proces sammenlignes med at sidde på tønden. Det er både absurd morsomt, men får også læseren til at reflektere over teksten. For mener forfatteren at demokrati er til at lukke op og sk… i? Eller er det os læsere, som ikke bidrager til demokratiet og dermed selv skyder det i sænk? Hver tekst giver således læseren masser af mulighed for fordybelse og fortolkning.
Fuglene er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse 2016, og det er anden gang Mikkel Harris Carlsen er blandt de fem forfattere på shortlisten. Første gang var i 2015 for Midnatsmuse, og der er absolut heller ingen tvivl om, at Harris Carlsen er en yderst talentfuld forfatter. Men selvom jeg synes, at Fuglene er velskrevet og tankevækkende, og de enkelte afsnit både overrasker og har en skæv vinkel på virkeligheden, så er det dog ikke horror for mig. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Fuglene, til alle som holder af sprogligt spændende ny dansk litteratur.
Om Fuglene:
Udgivelsesår: 21. december 2016
Forlag: Æther, 144 sider
Forside: Sebastian Graneberg
Tak til forlaget Æther for læseeksemplaret
