Den grønne fjer af Robert McCammon

dengroennefjerJeg er stor fan af Stephen King, og Den grønne fjer blev anbefalet til mig, som noget der ligner King. Og det gør den – på den allerbedste måde. Robert McCammon fanger på samme måde som King den særlige atmosfære en lille amerikansk by er i besiddelse af. Og han fortæller levende og medrivende om en drengs liv og oplevelser i denne lille by i 1960’ernes Amerika.

Corys far er mælkemand, og en morgen de er ude med mælk, ser de en bil køre i søen. Faderen springer i for at hjælpe føreren ud, men det viser sig, at han er lænket fast og tævet til døde. Ingen savner tilsyneladende manden, men hans død påvirker hele Corys familie, så Cory starter sin egen efterforskning.

Samtidig hører vi om livet i lillebyen ud fra Corys synsvinkel. Han fortæller om sine gode venner, om bøllerne der forfølger dem, om den nye dreng som er den fødte kaster i baseball, men som ikke må spille for sin mor, om pigesorger og meget mere.

Den grønne fjer er en dejlig historie at læse. Den flyder af sted som en smuk flod, og læseren følger med ude af stand til at lægge den fra sig, for man skal lige se, hvad der gemmer sig bag næste krumning.

Jeg blev mere end positivt overrasket over McCammons måde at skrive på, så jeg glæder mig til at se, om der kommer flere bøger fra hans hånd.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1993
Originaltitel: Boy’s Life
Forlag: Vinten, 530 sider

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.