Vellykket og velskrevet krimi for alle med smag for gode historier og interessante personer
Margit Vesterlund er præst og enlig mor. En barsk barndom, hvor begge forældre døde, førte til et narkomisbrug, som hun dog er kommet ud af. Nu bryder hun sig kun om portvin, sønnen Jake og hunden Mandinka, og udfører som oftest sin præstegerning med tømmermænd.
Men en søndag dukker fortiden op under gudstjenesten i form af en nedbrudt onkel Holger. Han fortæller, at Margits grandniece, Augusta, er forsvundet og søger både hjælp, men også aflad for de mange år der er gået, siden kontakten mellem Margit og familien endte i bitterhed. Trods sin vrede tilbyder hun alligevel modvilligt sin hjælp. Margit har nemlig en god bekendt i politiet, som hun håber kan give nogle svar. Men politiet er nærmest helt uden spor.
Overraskende for Margit selv berører Augustas forsvinden hende dybt, så hun beslutter sig for at undersøge sagen. Heldigvis står hun ikke helt alene. Kirkens graver Kaj Brønds blev enkemand for et par år siden, og han og Margit har udviklet et godt venskab, trods hendes aversion mod mennesker generelt. Med en baggrund som pensioneret politimand har han både viden og forbindelser, og det umage par kaster sig ud i at løse mysteriet.
Men de få spor peger i mærkelige retninger, og snart forsvinder Augustas far også – kort efter at Margit har talt med ham. Er det den samme, der står bag begge kidnapninger? Og i givet fald – er Margit så også i fare?
“Som en eksplosion tændtes lyset. Augusta hev hænderne op foran øjnene. Lettelsen løb gennem hendes bryst. Manden havde ændret sine besøgstider. Der gik længere tid mellem dem. Det følte hun, selvom der intet ur var i rummet. Og hun kunne ikke lide det. Han var hendes eneste faste holdepunkt. Hendes unge hjerne forstod ikke, hvad der foregik. Der var intet, hvormed hun kunne omfavne det, som var sket siden kidnapningen. Hun levede med sin rædsel. Hun fjernede hænderne og missede op mod lyset. Langsomt – som hver gang han kom – vænnede hun sig til lyset, og han blev tydelig. – Sulten? spurgte han muntert.”
Lars Thomassen debuterede i 2015 med novellesamlingen Når månen titter gennem ruden, som spændte fra krimi over spænding til horror. Jeg var rigtig begejstret for Thomassens noveller. Derfor var jeg ret spændt på, om han kunne transformere sit talent fra noveller til romanformen. Og her er virkelig tale om et spring, for med sine 565 sider er Han kender det som er i mørket en ordentlig moppedreng.
Der udgives rigtig mange krimier, men det er langt fra dem alle, der er værd at læse. Så lidt flov må jeg indrømme, at selvom jeg var spændt på at læse Han kender det som er i mørket, så lod jeg den alligevel ligge i bogstakken en uges tid på grund af tykkelsen. Men – jeg havde ingen grund til at frygte sidetallet. Ligeså snart jeg begyndte at læse, blev jeg hvirvlet ind i historien, og siderne nærmest vendte sig selv.
Han kender det som er i mørket er både spændende, overraskende, velskrevet og med et vellykket persongalleri. Både den alkoholiserede præst med en traumatisk fortid og den pensionerede politimand, som lider af stressrelateret inkontinens og må gå med voksenble, er interessante personligheder, som man får lyst til at lære nærmere at kende. Så udover at man læser for at finde ud af, hvad der er sket med Augusta, så er udfoldningen af Margit og Kaj og deres fortid også spændende læsning.
Plottet er ligeledes godt skruet sammen. Det er ikke klart fra starten af, hvad motivet til kidnapningen er, og undervejs kommer vi både omkring familieproblemer, pædofili, misbrug, organiseret kriminalitet og voldtægt. Jeg gættede livligt med undervejs, men som Thomassen også gjorde i sin debut, så twister han historien til allersidst. Så det, jeg troede, jeg vidste, bliver vendt på hovedet i en nervepirrende spændende finale, som udspiller sig delvist i sneglefart. Det er super godt skrevet. I det hele taget skriver Lars Thomassen godt, og Han kender det som er i mørket giver mindelser om både Psycho og Maniac, og er alligevel helt sin egen.
Endelig er jeg også vild med forsiden, som er skabt af forfatteren selv. Vi ser ryggen af en mandsperson, som har et hul i ryggen, hvor vi ser ryggen af en mandsperson med hul i ryggen, hvor vi ser … Forsiden er som en babushka dukke, der – yderst virkningsfuldt – giver en forsmag på de mange lag af hemmeligheder og løgne, som Han kender det som er i mørket indeholder.
Siderne drypper ikke i blod. Her er ingen superhelte og hverdagens daglige trummerum med indkøb, rengøring osv. beskrives også. Ikke desto mindre er Han kender det som er i mørket en intens læseoplevelse. Netop fordi setuppet er troværdigt, bliver spændingen reel, og jeg kun kan anbefale den til alle, der holder af en kringlet krimi, man ikke lige regner ud. Og det allerbedste er, at det måske ikke er sidste gang vi læsere får fornøjelsen af makkerparret. I efterordet lukker Lars Thomassen nemlig op for muligheden af en fortsættelse. Det bliver et Ja Tak herfra 🙂
Om Han kender det som er i mørket:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Månen, 565 sider
Omslag: Lars Thomassen
Udgivet: 10. juli 2017
Besøg Lars Thomassens hjemmeside
