Hvordan reagerer du, hvis du en morgen vågner og opdager, at du har fået horn i løbet af natten? Og endnu mærkeligere – pludselig får alle lyst til at betro dig deres inderste syndige tanker! Det sker en dag for Ignaitus Martin Perrish kaldet Ig, da han vågner efter en gevaldig druktur, hvor han nok kan huske, at han har gjort noget skidt, men ikke hvad det er.
For et år siden blev Igs kæreste Merrin voldtaget og dræbt. Ig blev anklaget for det, men blev aldrig ført for en domstol og derfor heller aldrig renset, da alle de tekniske beviser gik til under en brænd. I året der er gået, har Ig lidt under byens anklagende blikke, men nu lader hornene ham også hører folks tanker – og det er ikke spor behageligt. Faktisk bliver det så slemt, at Ig overvejer selvmord – men så møder han tilfældigt Merrins morder …
Jeg har tidligere læst Dødens jagt af Joe Hill, som handlede om et hjemsøgt jakkesæt. I Horn bevæger Hill sig ud af en helt anden tangent, men også dette mestrer han, for selvom historien umiddelbart virker lidt sær og hurtigt gennemskuet, så får Hill læseren til at glemme det, og i stedet lever man sig ind i historien hele vejen. Horn leverer ikke samme umiddelbare gys, som debutromanen. I stedet er her menneskelig ondskab og meningsløse misgerninger iblandet overvejelser om Gud og Djævelen.
Joe Hill er søn af Stephen King, men han behøver ikke at støtte sig op ad sin fars berømmelse. Han er selv rigtig godt på vej til at skabe sig en strålende forfatterkarriere.
Horn blev i øvrigt filmatiseret i 2013 af instruktør Alexandre Aja (Haute Tension og The hills have eyes) med Daniel Radcliffe som Ignaitus Martin Perrish.
Om Horn:
Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Horns (2010)
Omslag: Mary Schuck
