Siden Jonas Wilmann debuterede som forfatter i 2009 med “The End”, har han udgivet en lang række bøger. Enkelte på andre forlag, men de fleste som selvudgiver på sit eget forlag Kaos. Genremæssigt har han bevæget sig i horror, fantasy, science fiction og værker udenfor gængse genrebetegnelser. Han har skrevet romaner og noveller, og han har skrevet for børn, unge og voksne. Wilmann er med andre ord en både produktiv og alsidig forfatter.
“Jeb Skulls makabre eventyr” er seneste udgivelse, som Wilmann kalder: “et grumt og bloddryppende folkeeventyr“.
Hovedpersonen Jeb Skull er endier, dvs. en kunsthåndværker der rejser rundt og sælger sine varer, hvor han kommer frem. Jeb har bl.a. valgt denne profession, fordi han mildest talt ikke bryder sig meget om andre mennesker. Ved bogens start er han så træt af menneskeheden, at han beslutter sig for at gå igennem Den Sorte Skov, da han tilfældigt er i nærheden.
Den Sorte Skov er omgærdet af mystik. Der går fortællinger om, at skoven hjemsøges af både trolde og ligædere, men Jeb er en rationel mand, som ikke tror på trolddom. Så han beslutter sig for at gå gennem skoven, der udefra ikke ser særlig stor ud, og sælge sine varer til de få eneboere der bor derinde.
Men så let går det selvfølgelig ikke. Da Jeb holder hvil ved siden af en gammel gravplads, bliver han overfaldet af en sindssyg kvinde. Det lykkes ham at slippe væk, men i sin sårede tilstand farer han vild. I stedet vågner han op i en lille bjælkehytte, der tilhører kvinden Sicuuna. Hun forbinder hans sår og giver ham en drik mod eftervirkningerne. Men Jeb tror ikke på den slags hekseri, så da han atter forsøger at finde ud af skoven, smider han flasken fra sig. Det skulle han ikke have gjort …
“Jeb Skulls makabre eventyr” er en roman, men hvert kapitel fortæller en ny historie om Jeb Skull og hans oplevelser. Fra opholdet hos Sicuuna drager Jeb videre ind i skoven og støder på både landsbyer og omrejsende tivolier, men ligegyldigt hvor han kommer frem, tvinges han til at forholde sig til begivenheder og personer. Og det huer bestemt ikke den menneskesky endier.
Jeg plejer at være rigtig begejstret for Jonas Wilmanns udgivelser, men denne gang er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Dels synes jeg ikke, at sproget glider helt så ubesværet som sædvanligt, og så er tonen i fortællingen lidt for frisk-fyr-agtig-røverfortælling efter min smag. Det er så egentlig ikke fair at beklage sig over det, for her er jo netop tale om en eventyrlig roman. Men jeg kan nok bedre lide, når Wilmann er helt sort, eller i hvert fald ikke helt så lystig som her.
“Der er ingen, som kan vise dig ud af skoven. Jeg ved alt, hvad der er værd at vide her. Men hvis du leder efter andre mennesker, er der en by i den retning.” Han pegede og tilføjede: “Men pas på, Jeb Skull. De er ikke alle til at stole på.” Jeg kunne ikke lade være med at le. Sikke en lille rad! Så højtidelig, og så vidste han simpelthen alt, hvad der var værd at vide heromkring! Jeg skulle til at finde på et eller andet morsomt quizspørgsmål, men drengens omrids begyndte at sløre for øjnene af mig. Jeg gned mine øjne. Skulle jeg nu allerede drikke det gule sjask igen?”
Når det er sagt, så er historien om Jeb Skull ikke dårlig. Her er både utroligt klamme passager og underholdende røverhistorier. Og så skal Aske Schmidt Roses flotte forsideillustration også fremhæves. Alt i alt er “Jeb Skulls makabre eventyr” letfordøjelig underholdning med et stænk klam gru – og det er jo heller ikke så tosset.
Skulle du have lyst til at læse om forhistorien til og arbejdet med bogen, så har Wilmann skrevet et interessant blogindlæg på sin hjemmeside.
Om “Jeb Skulls makabre eventyr”:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Kaos, 220 sider
Forside: Aske Schmidt Rose
