I Kandors serie om Satan er vi nu nået til tredje bind, som Aske Munk-Jørgensen har skrevet: ”Kærlighedens væsen”. Hvor vi i bind to var inviteret med til renæssancens Italien, er vi nu igen tilbage i nutiden.
Vennerne Simon og Thor har kendt hinanden siden barndommen, men kommer alligevel fra helt forskellige verdener. Thor kom fra den forkerte side af skinnerne, og det mærkede ham allerede fra lille. Alene ud fra sin adresse fik han påklistret et mærkat, og så hjalp det ikke spor, at hans forældre var flinke mennesker, og at Thor egentlig var en god dreng. Han var også FOR meget, fik sig rodet ud i slagsmål, og var ikke noget lys i skolen.
Men nu er der ikke meget af den søde dreng tilbage. Foran Simon sidder en hærget misbruger, høj på amfetamin, ødelagt af sprut, og ivrig efter at overbevise ham om, at han skal låne Thor 100.000 kr. til at bygge et hus i Skive.
Vejen hertil fortæller Simon i flashbacks, og det er en trist beretning.
Jeg har tidligere læst lidt af Aske Munk-Jørgensen, og hver gang har det været en positiv oplevelse. Første gang var novellen ”Seidr” i fantasy antologien ”Til deres dages ende”, siden kom ”Vampyren – en gennemgang af historiske kilder og dokumenterede forekomster i Europa, 1853 til 1947” i antologien ”Vampyr”, og senest ”Svaret” fra scifi-horror antologien ”Universets mørke”, så det har været meget forskellige emner.
”Kærlighedens væsen” er ikke horror som i splat, rædsel eller overnaturlig ondskab. Her gemmer Satan sig i den hånd, vi er givet fra fødslen, og de valg vi efterfølgende tager. Selv i vores kærlighed gemmer muligheden for ondskab sig.
Jeg må indrømme, at jeg blev ramt af Aske Munk-Jørgensens kortroman. Den står 100% realistisk og efterlod mig påvirket og trist. Den er dog også velskrevet, eftertænksom og et anderledes bud på Satans væsen og kan derfor kun anbefales.
Fra bogens forord:
“Lige så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af Satan. Den faldne engel. Den legemliggjorte ondskab. Den mest frygtede skabning fra Vestens kulturhistorie. Jeg har specielt været fascineret af de måder, han har været afbilledet på i film og litteratur, hvor han har optrådt lige fra den nydelige advokat til kirkens rødskællede dæmon… I 2014 blev jeg nysgerrig på, hvad andre forbandt med Satan og tænkte, at det kunne være interessant at udgive en serie af kortromaner om ham. Jeg udsendte derfor en indbydelse til at skrive til serien. De to eneste kriterier var manuskriptets længde, og at manuskriptet på en eller anden måde skulle afspejle forfatterens opfattelse af Satan. Interessen for at skrive til serien var stor og variationen af Satan mange. Min nysgerrighed blev tilfredsstillet. Det håber jeg også din gør…”
Nikolaj Højberg, forlagsredaktør
Serien Den X bog om Satan:
Menneskesønnen af Maya Salonin
Hels rejse af Signe Fahl
En ørn fanger ikke fluer af David Garmark
Tvisten af Anika Eibe
Kærlighedens væsen af Aske Munk-Jørgensen
En sand kunstner af Jakob Friis Andersen
Deroute af Martin Schjönning
Læs mere på Aske Munk-Jørgensens blog
Læs mere på Forlaget Kandors hjemmeside
Om bogen:
Udgivelsesår: 2015
Omslag: Luc Sesselle/Dreamstime.com