Det er mandag d. 27. juni. Dagen hvor det årlige lotteri skal trækkes. I nogen byer er der så mange indbyggere, at lotteriet løber over flere dage, men her kan det klares inden middag. Rundt omkring samler børnene sten sammen, mens de voksne langsomt samles på torvet, hvor udtrækningen foregår.
Hr Summers står for trækningen, og selvom det oprindelige tilbehør til trækningen for længst er gået tabt, holder han stadig fast på enkelte af traditionerne, bl.a. skal listerne over familierne kontrolleres, han skal selv tages i ed. Og så er det også vigtigt, at han taler med hver enkelt, der trækker en seddel.
Første trækning er det hver enkelt families overhoved, der trækker, og herefter er det så hvert enkelt medlem af den udvalgte familie, der skal trække, og “skønt folkene i landsbyen delvist havde glemt ritualet og mistet den originale sorte kasse, kunne de stadig huske at bruge stenene”.
Lotteriet indeholder hverken spøgelser eller blodige beskrivelser. Alligevel er det en af de mest grumme historier, jeg længe har læst. Den lidenskabsløse måde det hele fortælles på, for så i slutningen at afsløre den makabre grund til lotteriet, er fremragende lavet. Novellen udstiller nådesløst – og meget sat på spidsen – hvordan mennesket ved blindt at følge ritualer og traditioner uden andre moralske overvejelser end at “sådan plejer vi jo at gøre”, glemmer at tage personligt ansvar for den verden vi lever i.
Novellen blev første gang udgivet i The New Yorker i 1948, og både avisen og Shirley Jackson var overraskede over, hvor voldsom reaktionen var på den. Flere opsagde deres abonnement på avisen, fordi de følte sig stødte over novellen, og i Sydafrika blev novellen endda forbudt. I et svar til de mange vrede læsere skrev Jackson i San Francisco Chronicle, at hun med novellen ville udstille den meningsløse vold og generelle umenneskelighed i samfundet. Læs mere på wikipedia.
Udgaven jeg har læst er trykt i Mine bedste gysere redigeret af Dave Allen.
Om novellen:
Udgivelsesår: 1948
Originaltitel: The Lottery
