Micki 19.50 udkom i første omgang som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christian Reslows facebook side, men i oktober blev en papirudgave født og udgivet på forlaget Valeta, som tidligere har udgivet Miraklets fald af samme forfatter. Hvor Miraklets fald ikke hørte decideret til i horror-genren, så er Micki 19.50 en rigtig lækker horror-bidsken!
Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer. Da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.
Det vil være synd at afsløre for meget af handlingen, som på den ene side fører læseren ind i et univers, der bliver mere og mere vanvittigt og uforståeligt, og på den anden side giver lige præcist så meget sammenhæng, at man tror på historien og vil høre mere. Det skyldes ikke mindst den veloplagthed Reslow fortæller med, som fuldstændig slog benene væk under mig. Og så lykkes det rent faktisk også for Reslow at give en forklaring på, hvad der er sket og hvorfor, selvom hvorfor-delen måske ikke er helt overbevisende. Men prut skid med det (som min niece ville sige) for som sagt fungerer det alligevel.
Opbygningen af historien følger føljeton-romanens, idet handlingen fortælles i 7 akter med hver sin overskrift. Hver akt har også en kort præsentation af de personer, som optræder i akten – en præsentation, som ikke er ens hver gang personen optræder, og som derfor er med til at underbygge stemningen.
Og stemning er der masser af! Christian Reslow skriver godt, og med få ord skaber han en atmosfære, som får læseren til krybe sammen om bogen. På romanens kun 135 sider lykkes det ham at fremmane nogle interessante personer og skabe et plausibelt alternativt univers samtidig med, at han skræmmer r…. ud af bukserne på læseren. Det beviser blot tesen om, at en bog ikke behøver at være lang for at være god. Som en ekstra-hjælp til at få læseren i den rette stemning er forsiden fantastisk illustreret af Martin Zauner, som jeg håber at se mere fra med tiden. Her er et gespenst, der tager kegler hos mig!
Én ting vil jeg dog brokke mig lidt over, nemlig opsætningen af teksten. Det virker som om, man bare automatisk har delt ordene, når der ikke var plads til flere bogstaver på linjen. Jeg faldt gentagende gange over ord, som var delt uden skelen til retskrivningsreglerne, og det irriterede læsningen.
Bortset det lille sure opstød kan jeg kun anbefale Micki 19.50. Jeg kan ikke helt sige hvorfor, den virkede så godt på mig, men sikkert er det i hvert fald, at jeg lod mig forføre af mørket i det gamle teater, og slugte både det troværdige og det utroværdige uden at blinke med øjnene og med ønsket om mere.
“Hans kød skar imod hans hud, hans knogler voksede og fik spidse fremspring i blodårerne, hans arm føltes pludselig som en sprængt tomat, og smerten var alt, alt for stor, til at kunne udtrykkes i lyd. I stedet var han faldet, og imens han rullede ned ad trinene med en akrobatik, der kostede ham flere benbrud, end han kunne tælle, følte han rædselsslagen smerten brede sig til sit bryst. Nu lå han dér, gispende og svedende, med blod i munden og næsen, for foden af trappen. Ligegyldigt hvad han gjorde, om han forsøgte at bevæge sig, sige noget eller sågar tænke, så var rædslen og ilden for stærk. Han kunne kun ligge dér, i et kulsort smertehelvede og håbe på, at de andre ville snuble over ham. Og helst inden alt for længe … Helst inden han døde …” (side 59)
Om bogen:
Udgivelsesår: 2010
Omslag: Martin Zauner
Forlag: Valeta
Besøg Christian Reslows hjemmeside
