“Midtland” er seks korte fortællinger, der befinder sig i det fantastiske univers. Det lille hæfte kan downloades ganske gratis via mojibake.dk, men kan også erhverves i fysisk form via Fantask i København eller Stribeladen og Komics i Århus.
De seks historier udspiller sig i Midtland. En verden der på mange punkter ligner vores, men som alligevel adskiller sig fundementalt. Det er ikke kun motorvejsnavnene, der er anderledes, men det faktum at Midtland ikke følger de naturvidenskabelige love, som vores solide og stabile verden gør.
Hver historie introduceres med en lille forhistorie, hvis karakter gav associationer (på den gode måde) til tegneserien “Tales from the Crypt”, hvor The Cryptkeeper hver gang gav en skæv indledning til historierne.
Min favorit er samlingens første novelle: “Chefen”, der handler om den nogen og tredive årige Linda Hansen, en ambitiøs mellemleder indenfor det offentlige. På vej ud til motorvej E46 kører hun forkert og må standse og spørge om vej. Det viser sig dog, at det ikke er så nemt at finde tilbage igen, når man først er gået ad den forkerte sti, og at fortiden har en tendens til at indhente én, uanset hvor meget man spræller.
I “Henry” er Søren sammen med en låsesmed ved at åbne døren ind til Henry Olsen. Også Søren arbejder for det offentlige (formentlig endda for Linda Hansen), og han er rigtig træt af, at særlingen Henry ikke er blevet set i månedsvis. Det kan blive en uheldig sag for afdelingen. Heldigvis finder de intet lig i lejligheden. I stedet for finder Søren en bog med et omslag af krydsfinér og lakeret med stor omhu. Bogen har titlen “Henrys utrolige flugt”, og da Søren begynder at læse i den, åbner sig en ny verden for ham.
I “Konstruktioner” bliver psykologen Frederik sat på en særlig sag. Drengen Andreas har givet afdelingen grå hår i hovedet, og men heldigvis ved Frederik, at ondskab kun er en sproglig konstruktion, og at han er mand for at klare selv det mest vanskelige sag.
I “Egg” springer vi ind i en tegners liv på forskellige tidspunkter i hans liv startende med hans dødsannonce. I “Astronauten” opdager en fremmed, at intelligent liv ikke betyder det samme alle steder, og i “Farvel” må en mand endnu engang erkende, at livet er, som det er.
Hele hæftet er kun 28 sider, og det giver dermed sig selv, at historierne er ganske korte. Jeg vil endda sige for korte. Man når kun lige at skrabe overfladen, før fortællingen slutter, og det er ærgerligt, for der er masser af potentiale til stede.
Jeg ville elske at få uddybet historien om Linda Hansen, eller få flere ord på drengen Andreas og den selvglade psykolog Frederik i stedet for kun lige at få præsenteret essensen af historierne. Især fordi det sproglige er fint på plads, og pointerne er både gode og overraskende.
Jeg håber, at Chris D’Amato giver sig tid til at se på Midtland endnu engang og male sine fortællinger med en lidt bredere pensel. Det fortjener de. Og så vil jeg med glæde læse dem igen.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2012
Sider: 28
Forlag: Mojibake