Vandringer i mørke af Nikolaj Højberg

Vandringer i mørke af Nikolaj HøjbergPå det seneste synes jeg, at der er dukket flere nye og interessante navne op på den danske horrorscene efter mange år uden nyt blod. Der er kommet en Michael Kamp, en Teddy Vork, en Morten Nis Klenø og nu Nikolaj Højberg, som med novellesamlingen Vandringer i mørke så absolut fortjener en plads på boghylden.

Min kollega Janus har også omtalt samlingen på horrorsiden.dk (hvor man i øvrigt også finder et interessant interview med Nikolaj Højberg om gysergenren), og jeg kan kun give ham ret i de rosende ord. Alligevel vil jeg også lige omtale den her på siden.

Vandringer i mørke består af 8 novller, som umiddelbart virker meget forskellige, men som alle efterlod mig med følelsen af uhygge, for det er lykkes Nikolaj Højberg at indfange en grum stemning i meget forskellige miljøer

Min favorit er novellen “Pink”, der fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle “1408”, der blev til en dårlig film, men som nok er det mest skræmmende, jeg nogensinde har læst. Kings novelle foregår i et hjemsøgt hotelværelse, hvor en journalist vil overnatte for at skrive om det i en bog. Men han har ikke været der længe, før det går op for ham, at værelset virkelig er farligt. De fysiske love træder ud af kraft, og hans sansning af værelset forrykkes fuldstændig. Og det er den skræmmende oplevelse af, at virkeligheden pludselig ændrer perspektiv, som Nikolaj Højberg fanger lige på kornet. Jeg havde samme ubehagelige følelse af, at virkeligheden brød sammen omkring mig som i Kings novelle.

En anden lækkerbidsken er “Jeg er så tørstig”, som følger en geolog og en brøndborer, der er ude for at tjekke for forurening ved en gammel tankstation. Det starter uskyldigt nok, men så rammer de en nedgravet tank og noget rødt stads pipler op. Og det, der startede som en almindelig dag, ender helt helt anderledes.

Jeg kunne også rigtig godt lide “Matcha til Tanaka san”, som udspiller sig i den japanske mafia, men som også indeholder den krybende uhygge, når noget bare er lidt ved siden af, som f.eks. at ens skygge pludselig synes mørkere.

De øvrige noveller i samlingen hedder “Rapporten om Bent”, “Miss Hyde og Jesus”, “Den akademiske virkelighed”, “Johnnys valg” og “Elvis har forladt bygningen”. Sidstnævnte kan læses som et tankevækkende indslag i debatten om mediernes indflydelse.

Jeg ser frem til flere bøger fra Nikolaj Højberg og håber, at han vil blive ved med at fortælle de skæve historier om mørket i mørket.

Besøg Nikolaj Højbergs hjemmeside

Om Vandringer i mørke:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Nikolaj Højberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.