“Cloverfield” fortælles via et videobånd, som er fundet i en park. Filmen starter til en privat farvel fest for Rob, som har fået arbejde i Japan. Midt i festen bliver der strømafbrydelse, og det viser sig, at noget er ved at invadere Manhatten. En gruppe af de unge fra festen forsøger at slippe væk, men bliver fanget midt i de værste kampområder, og hele tiden dokumenterer videokameraet begivenhederne, uden at nogen af de involverede aner, hvad der sker.
Det meste af filmen er derfor en masse løben og skrigen, hvor intet bliver forklaret for tilskueren, som bagefter sidder uden at vide, om det var skabninger fra det ydre rum, der angreb. Om det var et monster fra fortiden, som pludselig dukkede op. Om det var et eksperiment der løb løbsk. Eller hvad pokker det egentlig var.
Idéen med at lade de unge optage filmen, mens det sker, er gennemført. Og selvom jeg på forhånd havde mine betænkeligheder ved at se en film lavet kun på håndholdt kamera, så virker det fint og meget autentisk (og bedst af alt – jeg blev ikke køresyg). Lydniveauet er helt oppe. Der er hele tiden brag og skrig og brølen, så du bliver holdt på mærkerne. ”Monstret” bliver holdt ukendt et langt stykke hen i filmen, så også det virker fint.
Alligevel synes jeg ikke, at den blev rigtig uhyggelig på noget tidspunkt. Jeg blev aldrig rigtig grebet af personerne, og derfor forblev det ret ligegyldigt, om de blev dræbt. Filmen forsøger sig hele tiden med skræmmeteknikken, hvor højere lyde og pludselige brag skal gøre det ud for gyset, så det mere subtile gys får ikke en chance. Og det er det subtile gys, der virker mest uhyggeligt for mig.
Dermed ikke sagt at “Cloverfield” er en dårlig film. For den er som sagt gennemført, og der er ikke en finger at sætte på special effects eller historien. Den er bare mere larmende end uhyggelig i mine øjne.
Instruktør: Matt Reeves
Udgivelsesår: 2008
