Hunger baserer sig på Whitley Striebers roman af samme navn. Det var egentlig derfor, at jeg så den, da den forleden blev sendt på TCM. Men jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet. Filmen er en langtrukken affære, som forsøger sig med en masse “kunstneriske” tiltag for at hæve niveauet. Det virker desværre bare modsat.
Catherine Deneuve spiller den ældgammel vampyr, Miriam med det evigt unge udseende, som med mellemrum tager sig menneskelige elskere og forvandler dem til vampyrer under løftet om evig ungdom, og at de skal være sammen “for ever and ever“. Desværre har løftet den hage, at i det øjeblik Miriam mister interessen i elskeren, bliver denne gammel i løbet af ingen tid.
John (spillet af David Bowie) er den nuværende elsker, men ved filmens begyndelse starter han med at ældes. I desperation opsøger han dr. Sarah Roberts som forsker i aldringsprocessen. Hun afskriver ham dog i første omgang som en tosse. Det ændrer sig, da hun ser, hvor hurtig han pludselig ældes, men da er det for sent.
Nogle dage senere opsøger hun Miriam for at spørge til John. Her indfanges hun af den fascinerende kvinde, som forfører hende i en lesbisk elskovsscene der er som taget ud af en blød pornofilm. Sarahs kæreste opdager dog, at noget er galt, og en blodprøve viser, at Sarahs blod er blevet inficeret af en anden blodtype, som ikke er menneskelig. Sarah tager tilbage for at stille Miriam til regnskab, men her opdager hun en ny sult, som kun Miriam kan hjælpe med at stille.
For at være ærlig synes jeg, at filmen forsøger sig alt for meget med blafrende gardiner og flagrende duer, ligesom instruktør Tony Scott hele tiden klipper korte sekvenser ind, hvor vi ser en abe, der går amok i et bur (Sarahs forsøgsdyr), glimt fra en natklub, en kvinde der svømmer i en pool, glimt fra Miriams fortid med tidligere elskere osv. osv. Jeg er sikker på, at Scott synes, det bringer noget til filmen, men jeg synes, det blev mere og mere irriterende. Sikkert fordi jeg ikke fattede, hvad duerne lavede på loftet, og hvorfor gardinerne var så vigtige. Eller som Roger Ebert udtrykker det, så er filmen: “so ruthlessly overproduced that it’s all flash and style and no story. There’s so much crosscutting, so many memories, so many apparent flashbacks, that the real drama is lost.”
To ting, synes jeg dog, var vellykkede. David Bowies forvandling fra en ung til gammel var utroligt godt lavet, især i betragtning af at Hunger er fra 1983. Og så er det en utrolig grum tanke, at Miriam opbevarer sine tidligere elskere i kister på loftet. Hun løj nemlig ikke for dem, da hun lovede, at de skulle være sammen “for ever and ever“. For uanset hvor gamle de bliver, dør de ikke. Som Miriam udtrykker det: Der er ingen udfrielse for sådan nogen som os. Og det er virkelig ondt at skulle leve i al evighed i en mørk kiste, mens du bare forfalder mere og mere.
For en god ordens skyld må jeg hellere sige, at ikke alle er enige i min irritation over Hunger. Læs f.eks. anmeldelsen på Classic-Horror.com.
Om Hunger:
Instruktør: Tony Scott
Udgivelsesår: 1983
