Alfred Hitchcock lavede i 1963 en fremragende filmatisering af Rebecca Du Mauriers novelle The Birds. På trods af de mange år på bagen synes jeg stadig, at scenerne, hvor fuglene samler sig i kæmpeflokke, hvorefter de går amok og angriber menneskene, er fremragende lavet. I Kaw giver instruktør Sheldon Wilson (Shallow Ground, Screamers: The Hunting, Carny) sit bud på en film om fugle.
Det er sidste arbejdsdag for sheriffen Wayne. Han og hustruen Cynthia skal flytte til en større by, hvor hun nemmere kan finde arbejde, men denne sidste dag viser sig at blive alt andet end almindelig. En kæmpe flok ravne har slået sig ned i området, og de er ualmindeligt frække – og blodtørstige. Og mens Wayne må tage ud til den ene dødsulykke efter den anden, tager Cynthia uvidende om det hele på besøg hos de lokale Mennonitter. Men her er hun uvelkommen, for sygdom hærger gården, og familiens ældste er overbevist om, at Gud straffer dem, fordi de omgåes byens befolkning. Måske findes løsningen på ravnenes gådefulde adfærd her?
Kaw er ikke en fantastisk film på samme måde som The Birds. Hertil er plottet lidt for forudsigeligt, selvom skuespillet sådan set er udmærket (jeg bed især mærke i Rod Taylor, der også spillede med i Hitchcocks film. I Kaw har han en mindre rolle som byens læge. Den rolle udfylder han med stor klasse, og hæver den langt over gennemsnittet i en horrorfilm).
Når jeg alligevel faldt lidt for filmen, så er det fordi, der i vid udstrækning er brugt rigtige ravne. Det skaber en foruroligende stemning at se de mange kulsorte fugle sidde og stirre på én, og jeg er imponeret over, hvordan de har kunne træne dem. Desværre er ravnene ofte sat op mod en dårlig CGI-baggrund, og det tager lidt af det fantastiske af stemningen. Men ikke desto mindre var Kaw ganske underholdende, og jeg tror ikke, at jeg kan se en flok ravne på helt samme måde igen.
Om Kaw:
Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2007
Tagline: Don’t Look Up
