”John Ajvide Lindqvists bøger rummer indgående og interessante socialrealistiske skildringer af livet i svenske betonforstæder og den barske Skærgård, hvor der står bestialsk mobning, alkoholisme, arbejdsløshed, overlevelse og ensomhed på dagsordenen. Ved at kombinere de to genrer formår forfatteren at skrive om betingelsesløs kærlighed på tværs af liv og død, om smertende længsel og afgrundsdyb sorg.” (mag.art. Abigail Josephsen)
John Ajvide Lindqvist blev født i 1968. Før han debuterede som forfatter, optrådte han som gøgler, tryllekunstner og stand-up komiker samt skrev en del manuskripter til både teater og tv.
Lad den rette komme ind
I 2004 udgav han den socialrealistiske vampyrroman ”Låt den rätte komma in” om den 12-årige Oskar, som bor sammen med sin mor i det sociale boligbyggeri ved Blackeberg, hvis beboere hovedsageligt består af alkoholikere, arbejdsløse og enlige mødre.
Jeg blev med det samme fascineret af historien om skilsmisse drengen Oskar, som bliver mobbet i skolen. Oskar ser stadig faren ind i mellem – når han ikke drikker for meget, men han er en ensom dreng, så da pigen Eli flytter ind i opgangen sammen med sin bedstefar, tager han chancen. Det viser sig dog, at den ældre mand, der bor med Eli, er ikke hendes bedstefar, og at Eli ikke er en almindelig pige.
Samtidig er der en ritualmorder på spil i området. Han slår børn ihjel på bestialsk vis, og folk er forargede og rystede. Ved et tilfælde får en lokal spritter øje på noget. Men han tør ikke gå til politiet.
“Lad den rette komme ind” er både velskrevet, spændende og rystende. I et område beboet af narkomaner og alkoholikere, som vil gøre hvad som helst for at få tilfredsstillet deres trang, er en vampyrs behov for blod ikke uforståelig. Og i modsætning til sine menneskelige modstykker er blodet livsnødvendigt for vampyren, så set i det perspektiv er det ikke vampyrens gerninger, der er de mest forfærdelige.
Lindqvist beskriver Oskar og hans angst og drømme, så det går lige i hjertet. Da han møder den lige så ensomme og stigmatiserede Eli, opstår et smukt venskab, som på trods af de gerninger der følger med Elis vampyr-tilværelse, er en stærk kontrast til den umenneskelige mobning, Oskar oplever i skolen, og det fravær af opmærksomhed han oplever hos sine forældre.
John Ajvide Lindqvists egen barndom var ikke så fjernt fra Oskars. Ligesom sin unge hovedperson boede han alene sammen med sin mor i den belastede betonforstad Blackeberg udenfor Stockholm, og om sommeren var han hos sin far, der var fisker i Skærgården. I et interview til Politiken fortæller han, hvordan han blev mobbet og var meget isoleret og ensom som barn, og hvordan de oplevelser har præget hans forfatterskab: “Selv om jeg i dag er et lykkeligt menneske, kan jeg kun skrive mørkt og uhyggeligt. For min grundtone i livet, mit følelsesskelet, min verdensopfattelse, blev grundlagt, før jeg var 18.”
”Lad den rette komme ind” er blevet filmatiseret to gange: i 2008 af Tomas Alfredson og i 2010 af Matt Reeves. Overraskende nok er begge filmatiseringer blevet yderst vellykket og fanger Lindqvists lavmælte, insisterende rå tone, der mikser det socialrealistiske med det magiske og skaber sit helt egen genre.
Håndtering af udøde
”Lad den rette komme ind” udkom på dansk i 2007, og allerede året efter kom oversættelsen af Lindqvists anden roman ”Hanteringen av odöda”. Ligesom i sin første roman lader han handlingen udspille sig på et socialrealistisk realplan, men tilfører denne gang zombier til ligningen. Og som i ”Lad den rette komme ind” er Lindqvists zombier lige så lidt genretro som hans vampyrer.
“Håndtering af udøde” handler om de praktiske og følelsesmæssige problemer, der opstår, hvis en afdød vender tilbage fra graven. Den tematiserer familiernes længsel, skræk og kærlighed. Det giver bogen nogle stærke eksistentielle undertoner, og som genre kan den betegnes som et krydsfelt mellem en eksistentialistisk og en socialrealistisk zombieroman. (mag.art. Abigail Josephsen)
En langvarig hedebølge har plaget Stockholm. Den kulminerer en aften, hvor de elektriske apparater går helt amok, og hvor en voldsom hovedpine angriber alle. Med et stopper det, og alt bliver atter normalt – tror man da, for kort efter vågner de første døde op.
Romanen følger tre familier, som alle har mistet et medlem, der genopstår. Journalisten Mahler har for knap to måneder siden mistet sit barnebarn. Han får et tip om, at de døde vågner på hospitalerne, og tager ud for at dække sagen. Men da det går op for ham, at det rigtigt sker, tager han ud på kirkegården og graver sit barnebarn op.
Stand-upperen Davids kone er netop omkommet i en trafikulykke, men hun vågner op kort efter at være erklæret død – smadret næsten til ugenkendelighed men med evnen til at tale en smule, hvilket ingen af de andre døde kan.
Endelig er der også teenageren Floras morfar, som har været død i et par uger efter mange år som dement. Han kommer tilbage til mormoren Elvy, og både hun og Flora får mærkelige syn, når de er nær ham. Begge har altid haft evnen til at “læse” andre menneskers følelser, men nu begynder de også at se mærkelige syner.
Mange bøger og film om zombier spiller på, at zombierne er tankeløse dræbermaskiner, som kun har et mål: at dræbe og spise mennesker – også de fortællinger som bruger zombier til at vise os noget om samfundet og vores vilkår heri. Men John Ajvide Lindqvist bryder denne genretradition. Hans zombier er ikke aggressive fra starten af. I stedet er de tomme beholdere, som fyldes op af de følelser, menneskene omkring dem har. Desværre har mennesker en tilbøjelighed til at frygte det, de ikke forstår, så dermed kommer det alligevel hurtigt til konflikter mellem de døde og de levende.
Jeg havde store forventninger til ”Håndtering af udøde”, fordi jeg var så begejstret for Lindqvists første roman, og heldigvis er også ”Håndtering af udøde” er yderst læseværdig. Dels synes jeg, det er fascinerende at se, hvordan Lindqvist forestiller sig det svenske samfunds forsøg på at implementere de døde. Er det f.eks. ok at udføre eksperimenter på dem, som man aldrig ville gøre på levende? Må folk beholde deres døde hjemme, eller skal de samles? Og hvis de skal samles, er det så på hospitaler, i lejre eller noget helt andet?
Samtidigt beskriver han utroligt smukt sorgen over døden, og de tanker man får, når man mister en elsket, ligesom hans beskrivelser af den had og frygt de døde giver de levende er troværdig og forfærdelig på samme tid.
Nogle anmeldere har følt sig fristet til at tolke ”Håndtering af udøde” som en kommentar til, hvordan det svenske samfund behandler flygtninge og andre ”anderledes”. Til det svarer Lindqvist i interviewet til Politiken, at sådan kan den læses, men det var ikke sådan, han skrev den: “Jeg tænkte ikke på nogen bestemt gruppe, da jeg skrev. Men når vi, som mennesker ofte gør, siger vi, er det en forudsætning, at der er nogen, der er dem. Og så kan man sige, at dem er de handikappede eller indvandrerne, men dem, som er allermest dem, er de døde.”
I et andet interview i Weekendavisen fortæller Lindqvist: ”Jeg vidste helt fra begyndelsen, at ’Håndteringen Af Udøde’ skulle slutte dér, hvor en almindelig zombiefilm begynder, nemlig dér, hvor zombierne bliver aggressive, og man forsøger at bekæmpe dem med våben. Det synes jeg er ret kedeligt, så den del af historien er udeladt.”
Hvis man alligevel skulle have lyst til at finde ud af, hvad der videre sker med zombierne i Stockholm, så har Lindqvist skrevet en 110 sider lang fortsættelse ”Sluthandteringen” som findes i novellesamlingen ”Pappersväggar”. Historien foregår to år efter, hvor en gruppe læger eksperimenterer med de døde for at finde ud af livets hemmelighed, og er ifølge Lindqvist ”vældig væmmelig på en anden måde.”.
Menneskehavn
”…’Menneskehavn’ er velegnet til at kaste efter, hvem der stadig måtte se nedladende på genrelitteratur eller bare litteratur, der som Lindqvists arbejder ud fra f. eks. gysergenren. Mens den omvendt over for de forfattere, der tør beskæftige sig med genrelitteratur, sætter et højvandsmærke for, hvor meget der ad den vej kan opnås. (Jakob Levinsen)
I ”Människohamn”, som er den tredje af Lindqvists bøger, der er blevet oversat til dansk, er stemningen mere magisk end i de første romaner. I stedet for vampyrer og spøgelser bruger Lindqvist den svenske folklore som afsætning for historien, der nærmest ender som en episk slægtshistorie, som fortælles i adskillige spor med mange tilbageblik og med Lindqvists sorte humor.
Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö (hvor Lindqvist i øvrigt selv tilbragte sine somre hos sin far), og han kommer stadig jævnligt dertil med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten, men mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunnet tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.
Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?
Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.
Det er svært at fortælle ret meget om handlingen i “Menneskehavn” uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.
Som i sine tidligere romaner skaber John Ajvide Lindqvist et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. At vi som læsere tror på det, skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og så beskriver han de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.
Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig betingelsesløs kærlighed og ubærlig sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner? Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogle gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogle gange vil dette noget os ikke kun godt.
Lille stjerne
Der skal en vis portion råstyrke til for at læse svenske John Ajvide Lindqvists »Lille stjerne«, og man skal helt over i den billige splatterlitteratur for at matche den vold og ondskab, der hersker i denne foruroligende og groteske roman om voksensvigt, manglende kærlighed og de berørte børns hævn. Men hvad de mere underlødige kioskbaskere mangler i psykologisk dybde og sprogligt overskud, har Lindqvist til overmål, og hans seneste epos kan for så vidt bedst kategoriseres som en litterær pendant til Tarantino. (Merete Reinholdt)
John Ajvide Lindqvists seneste roman på dansk er ”Lille stjerne”, som udkom i 2013. Fortællingen starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver Theres en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.
Sideløbende med historien om Theres møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille, småtyk pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind, og efterhånden isolerer hun sig mere og mere.
Da Teresa under en X-factor udsendelse hører Theres synge, bliver hun nærmest besat af hende, og de to piger knytter venskab i det virkelige liv. Via chatrooms kommer de i kontakt med flere piger, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.
”Lille stjerne” er en foruroligende og voldsom roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold som en grum karikatur af den moderne verden og den menneskelige natur. Her er børnene følelsesmæssigt overladt til dem selv, mens de voksne har nok i deres egne drømme og ambitioner, og kun bruger børnene som projekter for at fremme disse.
Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket.
Også Theres er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Hun er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at Theres har en helt anden tilgang til verden end andre.
Det er fristende at sammenligne med Goldings klassiker ‘Fluernes herre’, for også hos Lindqvist er det gruppeprocesser, der sætter al indlært civilisation ud af kraft. I ‘Lille stjerne’ er det ikke en øde ø, der danner rammen om, hvad mennesker er i stand til, men snarere livet i et overfyldt samfund, hvor den enkelte er ensom og udgør sin egen øde ø. Chat-roomet bliver det sted, hvor ensomheden og taberfølelsen kan overskrides og udvikle sig på den hårrejsende måde, som Lindqvist udfolder med en imponerende og rystende fantasi…Det er måske meget godt, at vi ikke får stavet alt for meget ud om menneskets iboende ondskab eller lignende i skildringen af dette pige-ulvekobbel, der ender med at dræbe for at føle sig levende. Det, der står tilbage, er den originale skildring af gruppeprocesser, sat helt på spidsen, men desværre ikke uigenkendelige i deres grundsubstans.(May Schack)
Ligesom Lindqvists tidligere romaner er ”Lille stjerne” yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen. Men hvor Lindqvists fortællinger tidligere har haft en vis optimisme i slutningen, er ”Lille stjerne” barsk og grum uden meget håb.
Skrivestil
For mig er noget af det fantastiske ved John Ajvide Lindqvist, hvordan han implementerer det overnaturlige og magiske i det realistiske univers, og bruger de overnaturlige elementer som et middel til at fortælle store historier om alment menneskelige vilkår. Hvad enten det er en datters forsvinden i ”Menneskehavn” eller de dødes tilbagekomst i ”Håndtering af udøde”, så giver han læseren en indsigtsfuld og realistisk skildring af, hvordan almindelige mennesker reagerer i ualmindelige situationer. Hans romaner er genre-hybrider, der nok spiller på gysets elementer, men også altid bevæger sig i andre retninger samtidig.
Et andet stort plus er, at han skriver fremragende med en underliggende humor midt i alt det onde. Han er heller ikke bange for at afprøve forskellige fortælle-teknikker. I ”Menneskehavn” lader han således synsvinklen skifte mellem fortid og nutid og mellem forskellige personer, mens han i ”Håndtering af udøde” indlægger avisartikler m.m. for at give historien en mere dokumentarisk realisme. Og på trods af de magiske elementer er hans fortællinger lavmælte og først og fremmest realistiske.
”Jeg synes, det er sjovt, når man kan tro på illusionen en stund. På en måde ligner trylleri og skriveri hinanden meget. Man træner og træner og bliver bedre og bedre, men til syvende og sidst handler det om en teknik til at fremstille det fantastiske. At skrive er en teknik, der gør det utrolige troværdigt.” (John Ajvide Lindqvist)
Ligesom hos en anden af mine yndlingsforfattere, Stephen King, bruger John Ajvide Lindqvist også ofte børn som hovedpersoner. Det gør han helt bevidst, idet han mener, at man som læser bliver særligt engageret i børn, fordi man gerne vil beskytte dem, og ønsker at de skal klare sig. Hans børn er dog ikke nødvendigvis umiddelbart særligt elskelige. F.eks. samler Oskar fra ”Lad den rette komme ind” på avisklip om brutale mord, og drømmer om at tage blodig hævn på sine klassekammerater. Men ved at gøre sine personer flerdimensionelle, gør Lindqvist dem også mere troværdige, så man ender med at have både forståelse og sympati for dem.
John Ajvide Lindqvists monstre er heller ikke typiske for horrorgenren, selvom han bruger både vampyrer og zombier. De er ikke onde i sig selv men eksponenter for ”noget andet”, og det interessante hos Lindqvist er, hvordan vi tager hånd om dette andet. For ham er ondskab ikke noget udefrakommende, men noget mennesker skaber imellem sig, og med sine bøger viser han, hvordan gyset fungerer, når det bliver trukket ned på hverdagsniveau. I interviewet til Politiken siger han: “Et monster bliver ikke interessant – eller skræmmende – før det også bliver muligt at føle noget for ham. Det var hele ideen med mine zombier. Det er vigtigt at kunne elske sine monstre”. På den led bringer hans monstre mindelser om f.eks. Mary Shelleys Frankensteins monster, der ikke var skabt ondt.
Samtidig foretrækker han dog selv at gestalte frygten for forandringer igennem kroppen frem for igennem psyken. Han fortæller til Weekendavisen: ”Der er nogle, der har læst ’Lad Den Rette Komme Ind’, som om vampyren Eli bare er en projektion af Oscars fantasi. Sådan er det absolut ikke. Det er meget mere uhyggeligt, når det eksisterer.”
På mange måder er John Ajvide Lindqvist ikke en typisk horrorforfatter, men han har dog ikke det mindste imod at blive betegnet som sådan. ”Jeg tror, at jeg er et af den slags mennesker, som nyder at blive skræmt. En skrækforfatter arbejder jo med både sin egen og andres generelle frygt. Det er en måde at leve gennem dem og se dem formet til en historie, der giver mening, hvilket hverdagens skrækkelige tildragelser som regel ikke gør.” (Information, 18.08.2010)
John Ajvide Lindqvist er en af de få ting, jeg misunder svenskerne. Han skriver grusomme historier fulde af kærlighed, had, sorg og angst, som oftest med et drys af sort sort humor. Historier der ikke kan undgå at påvirke læseren og give stof til eftertanke, samtidig med at man bliver elementært underholdt og nyder den smukt skrevne prosa. Han får samtidig også som en af de få horrorforfattere ganske ofte pæne anmeldelser af de etablerede anmeldere på aviserne, og selvom sidstnævnte ikke betyder meget for min læseoplevelse, så viser det alligevel, at ikke-genre entusiaster også kan læse med. Alt dette gør Lindqvist til en af samtidens største forfattere i mine øjne, så derfor kan jeg kun opfordre flere til at læse ham og få øjnene op for et stort forfatterskab.
Og skulle mine ord ikke være nok henviser jeg til nedenstående citat fra “Horror: a Literary History”, hvor Xavier Aldana Reyes i kapitlet om ‘Post-Millennial Horror, 2000-16’ nævner John Ajvide Lindqvist som en af de få genre-forfattere uden engelsk som første-sprog, der har fået litterær succes udenfor hjemlandet.
“Since the translation of his ‘Let the Right One In’, but especially after the critically acclaimed 2008 Swedish film adaptation by Tomas Alfredson and the American remake ‘Let Me In’, Ajvide Lindqvist’s work have been systematically, if slowly, apperaring in English; his persona has been compared to that of Stephen King. The truth is that his style does feel fresh, and his reluctance to offer finale answers or rounded resolutions – most notably in ‘Harbour’ and ‘Little Star’ – imbues his novels with an allegorical power that, although it can feel somewhat vague in places, shows the work of a truly ambitious writer interested in exploring themes such as the turmoil of adolescence, loneliness, death and mourning or the possibiblity of overcoming trauma. Like King, Ajvide Lindqvist is interested in child psychology, especially where the children are damaged or social outsiders. Unlike other horror writers, he focuses almost exclusively on working-class characters or otherwise downbeat figures who manage to escape simple social typecasting. His is the world of failed hopes and dreams, of bullied children, of drunkards who just get by and of families destroyed by sudden and unexpected death. And yet, in all his novels, there is a clear sense of hope and the possibility of a bright and promising future. His main message seems to be that life is gruelling and difficult, but that it can also be rewarding and fruitful for those who perservere and accept the prevalence of pain.” (side 201)
Læs mere om John Ajvide Lindqvist
http://johnajvide.com
John Ajvide Lindqvist, Forfatterweb vedmag.art. Abigail Josephsen
Hvad nu hvis … Weekendavisen 27.02.2009
Det er vigtigt at elske sine monstre, Politiken 21.03.2009
Manden, der elsker at skræmme, Information 18.08.2010
Hvor de døde våger, Jyllands-Posten 20.08.2010
Litteraturens Tarantino, Berlingske 06.04.2013
De dræber for at føle sig levende, Politiken 13.04.2013
Udvalgt bibliografi
Låt den rätte komma in, 2004 (Lad den rette komme ind, 2007)
Hanteringen av odöda, 2005 (Håndtering af udøde, 2008)
Pappersväggar, 2006
Människohamn, 2008 (Menneskehavn, 2010)
Lilla stjärna, 2010 (Lille stjerne, 2013)
Låt de gamla drömmarna dö, 2011
Tjärven, 2011
Udvalgt filmografi
Låt den rätte komma in, 2008 – D: Tomas Alfredson
Let me in, 2010 – D: Matt Reeves
Oprindeligt skrevet til bloggen Fra Sortsand
