De 5 nominerede 2017: Patrick Leis

Patrick Leis

Vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse offentliggøres lørdag d. 17. marts på Krimimessen i Horsens. I tiden op til bringer jeg et mini-interview af de fem nominerede.

Denne gang handler det om Patrick Leis, som er nomineret for Castra Damnatorum, 2. bind i zombie-sagaen Necrodemic. Serien har tidligere været udgivet på flere forskellige forlag, men nu har Leis omskrevet hele serien og genudgiver den som én sammenhængende fortælling med helt nye afsnit, illustrationer og omslag via Forlaget Valeta. Castra Damnatorum var i den tidligere udgave i to bind med titlen Camp 41.

Patrick Leis har tidligere været nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse for Necropolis (2016), Hvisken fra dybet (2013) og Sort vand (2012).

 

Hvad betyder det for dig at være blandt de fem, der er blevet stemt ind på årets shortliste?

Når man som forfatter sidder i erimitboersymptomatisk ensomhed, og pusler med en røverhistorie, er det svært at se objektivt på kvaliteten af sine anstrengelser. Man får ingen umiddelbar feedback, men må forlade sig på ens egen tvivlsomme vurdering af flow & sætningsopbygning. Når man er færdig med et afsnit, spørger man somme tider venner til råds, men derudover er det som oftest kun redaktør og enkelte anmeldere der ulejliger sig med kommenterer… Så at blive nomineret til Horrorprisen er et enormt skulderklap. Man/jeg glemmer ofte, at andre faktisk læser hvad jeg skriver. Jeg får en ide, grifler den ned og sender den ud i et tomrum som ikke længere har noget med mig at gøre… Og jeg bliver altid overrasket når det faktisk viser sig, at nogen har gidet pløje sig gennem mine nonrealistiske fabuleringer.
Og at nogen endda kan li hvad jeg har skrevet, er total optur.
Men mest er jeg glad for, at en Horrorpris faktisk eksisterer. Det er en genre der fortjener opmærksomhed og som jeg er glad for, endnu engang, at være en del af.

 

Hvad vil du selv fremhæve ved dit værk, som gør det fortjent til at vinde prisen?

Castra Damnatorum er lidt af en mastodont. Både som selvstændigt værk og en del af Necrodemic-sagaen.
Jeg har gennem tiden fået fæle hug for at gøre for lidt ud af personskildringen og satse på action, men i netop denne bog har jeg primært arbejdet med karakterene og deres udvikling. Gyset er ikke et slam in da face, men en krybende desperation, fra en hverdag i desperate omgivelser, som gør bogen skide uhyggelig.
Her er zombierne til at forstå, men menneskene viser sig at være de virkelige uhyrer.

 

Hvis du ikke må vælge dit eget værk, hvem ville du så stemme på i årets felt?

Jeg må først tilstå at det ærgrer mig lidt, at der ikke er andre romaner på shortlisten. To novellesamlinger, en tegneserie og en illustreret historie, gør det lidt svært at se objektivt på mulighederne. Jeg så gerne, at der primært var store fede, gennemarbejdede voksenromaner i feltet. Når det så er sagt, er valget svært. Jeg er en sucker for fede tegneserier, elsker zombier, har kun hørt en enkelt af Harksens grumme historier og læst et par stykker af Ahn… Alt virker superfedt, så der er frit slag på alle hylder… Og uanset hvem der løber med prisen er det vigtigste, at den overhovedet bliver uddelt.

Besøg Patrick Leis’ hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Castra Damnatorum / Valeta, 2017. – 532 sider, illustreret. – (Necrodemic, 2)
Halloween Helvedet / Calibat, 2017. – 223 sider, illustreret. – (Forstadsgysere)
Necropolis / Valeta, 2016. – 239 sider. – (Necrodemic, 1)
JuleFandens hævn / Calibat, 2016. – 245 sider, illustreret. – (Forstadsgysere)
Udrensning / H. Harksen Productions, 2015. – 160 sider
Kafkalatte / PrintXpress, 2013. – 480 sider.
Hvisken fra dybet / Cadeau, 2013. – 204 sider
Sort vand / Facet, 2012. – 230 sider
Camp 41: Heksehammeren / Facet, 2011-. – 2 bind
Camp 41: Reservatet / Facet, 2011-. – 2 bind
Necropolis / Facet, 2008. – 249 sider, illustreret
Når mørket kommer / Facet, 2007. – 158 sider, illustreret
Psykonauten / Klim, 2007. – 196 sider
Pax immortalis / Facet, eksp. NBC, 2006. – 466 sider
Imitator / Klim, 2005. – 228 sider
Tunnellen : nemesisnoveller / Tellus, 2003. – 143 sider
Requiem / Carlsen, 2003. – 324 sider
De kom fra Blodsumpen 2 / Patrick Leis og Dennis Jügensen. – Tellerup, 2001. – 78 sider, illustreret i farver
Jagtmarken / Tellus, eksp. Nordisk Bog Center, 1998. – 199 sider
Bag masken / Tellus, 1995. – 360 sider

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.