Så er Skrækfest 2021 slut for i år, men sikke et program! Tusind tak til Niels Mark og Odense biblioteker og borgerservice for at forsøde livet for danske horrorfans en lille uges tid i september. Jeg nåede desværre ikke at deltage i alle de foredrag og filmforevisninger, jeg gerne ville, men det blev alligevel til en masse spændende oplevelser. Og så kom Dark Market ind som en ekstra gevinst lørdag, hvor masser af spændende stande indtog Odense bibliotek og fristede mig over evne.
Her kommer lidt indtryk fra ugen, og jeg beklager på forhånd billedkvaliteten. Mit mobilkamera er ikke så godt, eller også er det fotografen bag, det kikser med 🙂
Den danske horrorforsker Mathias Clasen åbnede Skrækfest 2021 med sit foredrag om Det værst tænkelige. Clasen er altid utrolig underholdende, og hver gang får jeg noget nyt at vide. Mathias Clasen leder Recreational Fear Lab, som er en forskningsenhed ved Aarhus Universitet. Teamet forsker i ”rekreativ frygt”, og i sit foredrag kom han med spændende ny viden fra sin forskning, bl.a. hvordan horrorfans har klaret sig under COVID-19 pandemien.
Efter Mathias Clasens spændende foredrag stod der italiensk zombiefilm på programmet. I år så vi Lucio Fulcis film Zombie 2 med introduktion ved journalist Davide Rota. Han fortalte bl.a., at Lucio Fulci ikke er ligeså kendt i Italien som i resten af Europa pga. den italienske filmcensur. Vi hørte også, hvordan Fulci er blevet kaldt en genreterrorist, fordi han bevæger sig rundt i alverdens genrer, og hvordan hans fascination af øjne har været trendsættende.
Torsdag fortsatte Skrækfest 2021 med en H.P. Lovecraft aften. Cand.mag. i litteraturvidenskab Jonas Guldfeldt Viuff indledte med foredraget “En dødelig relevans: H.P. Lovecraft og hans tilstedeværelse i år 2021”. Lovecraft blev født i 1890 og døde i 1937. I løbet af den tid nåede verden både at opleve stor optimisme over de videnskabelige fremskridt, men også at gennemleve en ødelæggende 1. verdenskrig. Jonas startede sit oplæg med at indplacere Lovecraft i samtiden. Herfra gik han ind i tanker om kosmisk horror, og hvordan Lovecraft kan ses i forhold til nutiden (bl.a. som en inspirationskilde til tv-serien True Detective). Vi kom omkring en lang række filosoffer og tænkere, og jeg har efterfølgende reserveret den amerikanske filosof Eugene Thackers bog I denne planets støv på biblioteket.
Herefter fulgte Danmarks måske største H.P. Lovecraft ekspert, Henrik S. Harksen. Harksens foredrag hed “H.P. Lovecraft og apokalypsen”. Lovecraft var, som også Jonas Guldfeldt Viuff var inde på, et produkt af sin samtid, og han var racist. Men trods alt udviklede Lovecraft sig fra at være overbevist royalist, hvor han ønskede sig tilbage til dengang Amerika hørte under den engelske krone, til at støtte Franklin D. Roosevelt. Lovecraft anså i praksis sig selv som ateist. Hans livsfilosofi var, at tilværelsen er meningsløs, og at man selv er nødt til at skabe mening. Han var meget interesseret i videnskab og astronomi, og hans bøger efterligner videnskaben, selvom de er skønlitterære. Til slut så Henrik S. Harksen nærmere på to af Lovecrafts fortællinger: The Call of Cthulhu og The Shadow Out of Time. Begge fortællinger om menneskehedens ubetydelighed og gode eksempler på apokalyptiske historier.
Efter to interessante foredrag om H.P. Lovecraft sluttede aftenen af med filmen In the Mouth of Madness fra 1995. Filmen er instrueret af John Carpenter, og manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab. Selvom filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt Lovecraft historie, så synes jeg personligt, at den rammer Lovecrafts tone lige på kornet og er en af de bedste Lovecraft-filmatiseringer, jeg har set.
Jeg gik desværre glip af programmet fredag, hvor Odense Filmværksted viste en række korte gyserfilm, som er produceret med støtte fra værkstedet. Også Nicolas Barbanos foredrag om “Greatest Viral Hits” missede jeg. Jeg ville ellers gerne have oplevet de musikalske højdepunkter fra 100 års epidemigysere.
Lørdag var sidste dag under Skrækfest 2021. Hele dagen var der mulighed for at besøge de mange stande i Dark Market, og jeg kom som altid til at købe lidt for meget med hjem. Jeg har desværre ikke billeder fra alle standene på Skrækfest 2021, så der var meget mere, end jeg her viser.
Lørdagen bød også på en lang række foredrag. Det første var med Anne-Marie Vedsø Olesen, som fortalte om sin dystopiske roman Månen over Øen. AMVO startede med at give en oversigt over de 5 mest udbredte dystopi-temaer (som hun spøgefuldt kunne konstatere, at hendes egen roman ikke faldt ind i), samt introducere et udvalg af dystopiske romaner op gennem tiden. Herefter fortalte hun nærmere om Månen over Øen, som ikke er en let roman at læse. Jeg må indrømme, at jeg forsøgte at læse den, da den udkom uden at blive helt fanget. Efter AMVO’s introduktion er der dog ingen tvivl om, at jeg skal have læst den, for hun udfoldede den så spændende.
Efter Anne Marie Vedsø Olesen kom Patrick Leis på scenen. Han blev interviewet af A. Silvestri om zombie-sagaen Necrodemic. Herefter overtog Louise Haiberg scenen, hvor hun fortalte om sin serie Død verden. Så blev det tid til en paneldebat om horror-genren bestående af Anne-Marie Vedsø Olesen, Louise Haiberg og Patrick Leis modereret af A. Silvestri. Forlaget Ildanach præsenterede sig via et videooplæg, da forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar desværre var forhindret i at være fysisk tilstede ved Skrækfest 2021. Jeg havde selv fornøjelsen af at moderere en panelsnak om horrortegneserier og forlaget Afkom med forlægger Anders Fjølvar, forfatter Martin Schjönning, samt tegnerne Steven Plato og Nicolei Martin Aagaard Rasmussen. Bagefter var der stemning for alle pengene, da musiker Hans Christian Bach sørgede for musik, mens der blev læst op af både udgivne forfattere og forfattere in spe.
Lørdagens sidste foredrag var med kulturformidler og horrorekspert Nicolas Barbano, som fortalte om 100 års epidemier på film krydret med masser af filmklip og “live special effects” 🙂
Undervejs sørgede Nicolas Barbano som sagt også for ‘live special effects’, da han under visningen af “Det syvende segl” satte lyd på de farlige situationer, når pestvirussen blev spredt på skærmen. Underholdende og lærerigt 🙂
Lørdag fortsatte med filmfest til den lyse morgen med dystopi og survival horror som tema. Jeg måtte desværre give op, så Barbanos oplæg sluttede Skrækfest 2021 af for mig.
Tak til arrangørerne, standholdere, foredragsholdere og andre medvirkende/deltagere for fire fantastiske dage. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste år 🙂
Jette
Jeg er uddannet bibliotekar og arbejder på Horsens Bibliotek. Denne blog startede som en web-udgave af min hovedopgave fra Biblioteksskolen i Aalborg: "Gyseren - om subgenrer, psykologi og eventyrtræk".
Opgaven eksemplificerede sig i Stephen Kings forfatterskab, og gyseren.dk indeholder også et særligt afsnit om Stephen King, som en af de helt unikke gyserforfattere i dag.
Gyseren.dk indeholder derudover også omtaler og anmeldelser af film og bøger indenfor de fantastiske genrer samt krimi og spænding.